Det er ikke, fordi vi i Europa altid er de hurtigste til at opdage, hvor gode forfattere der faktisk findes uden for vores egen, snævre kulturkreds. Slet ikke, hvis de ikke er fra USA. Nogle gange er de forfattere så endda også lige hurtige nok til at dø, sådan som chilenske Roberto Bolaño var det, og opnår først international anerkendelse posthumt. Den har det så med at antage kultstatus, fordi forfatteren jo ikke længere er der til at træde ved siden af og skrive dårligere bøger end dem, han eller hun er brudt igennem med. Der er ingen, der klandrer Roberto Bolaño for, at hans tidlige bøger i vid udstrækning fremstår som stiløvelser frem til mesterværket De vilde detektiver og den efterfølgende, posthumt udgivne 2666. Der er andre, nulevende og internationalt berømmede forfattere, hvis omdømme i litterære kredse lider under, at de er fortsat med at skrive bøger hinsides kultstadiet, og at de bøger ikke ligefrem er blevet bedre end dem, der oprindeligt vakte interessen for forfatterne.

En af de forfattere, der ikke nåede at opleve sit eget internationale gennembrud, er uruguayanske Mario Levrero. Eller var, for han døde i 2004, men på det tidspunkt havde han været en produktiv forfatter siden 1968, så der er nok at tage fat på nu, hvor interessen endelig er der. Det har det lille, svært arbejdsomme enmandsforetagende Skjødt Forlag nu gjort med udgivelsen af hans Utilsigtet trilogi fra 1970, 1980 og 1982. Forlægger Camilla Skjødt har det som sin erklærede mission at udbrede kendskabet til den spansksprogede litteratur på dansk, særligt den latinamerikanske, og det gør hun både med nulevende forfattere som chilenske Alejandro Zambra, med klassiske, men på dansk hidtil oversete værker af chilenske María Luisa Bombal og mexikanske Elena Garro, og mens vi venter på den første oversættelse af argentinske Julio Cortázars Hinkeleg, et hovedværk i det tyvende århundredes latinamerikanske litteratur, har hun altså fundet Mario Levrero frem.

Byen er blot hans anden bog fra 1970, men forfatterstemmen er allerede skudtæt i den absurde fortælling om en mand, hvis virkelighed langsomt skrider væk under ham. Fra hovedstaden Montevideo ankommer han til et forladt hus midt ude i ingenting, og på sin vej til købmanden gennem regnen møder han en brysk lastbilchauffør og den forførende kvinde Ana, som fører ham med til en lillebitte by. Her lever alle af Selskabet, der holder dem beskæftiget med at lave ingenting, og fortælleren bliver indlogeret på tankstationen hos Giménez, mens han forsøger at genfinde den forsvundne Ana og slippe væk fra den trykkende by til togstationen. Der er lukkede døre med svage, ildevarslende lyde bag, mørke, labyrintiske gange, pludselig, drukken vold på slump og usynlige værter, der lige så vel kan være velgørere som fangevogtere. Intet står fuldstændig klart for hverken fortæller eller læser, og sløretheden er konstant ildevarslende. Bogen udspiller sig over et uklart antal dage et uspecificeret sted på de uruguyanske sletter, hvor det enten regner tungt, eller solen skinner ubarmhjertigt, det er aldrig bare vejr, og der er en ond og trykkende stemning hele vejen igennem. men fortælleren manøvrerer rundt i mareridtet med en umiddelbar selvfølgelighed, som om dette var, hvad man kunne forvente. Fordi selvfølgelig er det det: I Latinamerika i 1960’erne og 70’erne var virkeligheden arbitrær og spillet absurd, der var selskaber som Selskabet i romanen med uigennemskuelige interesser, der rakte langt ud over, hvad den enkelte kunne aflæse. Og den enkelte var under alle omstændigheder ligegyldig i det samlede billede og aldeles udskiftelig.

Der var ingen, der nogensinde skulle prøve at forklare mig noget igen. Hvorfor alle disse forklaringer, hvis de kun er til forvirring og rejser nye komplicerede spørgsmål? Fra det øjeblik jeg havde forladt huset - nej; snarere fra det øjeblik jeg var ankommet, eller måske længe før - havde jeg ikke bestilt andet end at gå forvildet rundt i et mægtigt hav, der omsluttede alt.

Sammenligningerne med Kafka er oplagte, og Mario Levrero citerer da også på titelbladet fra Slottet, som Byen fungerer som et negativ til. Men i måden, personerne affinder sig med uafvendeligheden, ligegyldigheden og håbløsheden, er der også oplagte paralleler til Mario Levreros samtidige forfatterkollega fra den anden side af Río de la Plata, argentinske Fogwill. Der var et oplagt bud på en anden, hidtil uoversat forfatter, Skjødt Forlag med fordel kunne give sig i kast med, men indtil videre kan vi som læsere kun være taknemmelige over blive introduceret til Mario Levreros. Den måde, hvorpå Byen allerede fra åbningsscenen anslår en svimlende uoverskuelighed og apatisk accept af meningsløsheden som grundlæggende princip, formår den at holde igennem resten af fortællingen, uden at modløsheden af den grund sætter ind hos læseren. Og så kan vi altså se frem til de to næste bøger i trilogien, Paris og Stedet, der begge udkommer i løbet af foråret 2017.

Hakker i pladen

Så markant et litterært aftryk nåede Canek Sánchez Guevara ikke at efterlade sig, før han sidste år døde i en alder af bare fyrre år, men som barnebarn af Ernesto “Che” Guevara døjede han også med et endnu tungere aftryk på sit eget liv. Forventningerne fra det cubanske styre til, at han skulle agere kransekagefigur og med sit navn og sin revolutionære arv velsigne den fortsatte cubanske revolution, tog hårdt på ham, og han endte med at flygte til Mexico, hvor han arbejdede som journalist og fotograf. Skuffelsen over institutionaliseringen af revolutionen, der var stagneret i bureaukrati og diktatur, udmøntede sig i de korte tekster, der tilsammen udgør romanen 33 revolutioner, som nu udkommer samtidig i en række europæiske lande. Det er en lille fortælling om mismod og apati i revolutionens skygge, om et Cuba, hvor rommen og sexen er en ringe trøst for en udsigtsløs fremtid. Det kan godt være, at forfaldet tager sig pittoresk ud, når man kommer som turist til landet, men hvis man skal bo der, ender de evindelige køer og magtarrogancen med at dræne en fuldstændig for enhver livslyst, og selv de notorisk voldsomme havstrømme i Floridastrædet indgyder en større håb end det, man kan finde der, hvor man er.

Pickuppen sætter sig fast i en rille, og den tropiske boulevard er fuld af Uraler, Volgaer, Moskvitsjer og Polkier. Indenfor klimaanlæg og diplobutikken fuld af skønne ting. Udenfor den kogende vejbelægning, den ikkeeksisterende brise og tørst; indenfor kold øl, vesterlandske varer og madvarer; udenfor sult og stilhed. To verdener i en, to dimensioner, to dimensioner: to fædrelande og to gange død, tænker han. Pickuppen skratter, gør et hop og lander her, hvor intet er tilladt, men alt løser sig og gøres.

Den lille roman 33 revolutioner står som et fint og nødvendigt korrektiv til den forblændelse af den cubanske skønhed, der har det med at gå hånd i hånd med en svaghed for latinamerikansk kultur, og som kan få en til at glemme, at cubanerne ikke kun kører rundt i amerikanske 50’er-biler, fordi de er pæne, men fordi de simpelthen ikke har kunnet udskifte dem. Den er også et korrektiv til Che Guevara-kulten, fordi den lader tvivlen nage i stedet for blindt at følge ideologien.