Der er få ting, der kan splitte søskende som en arvesag. Og det gør det i den grad i Cynthia D’Aprix Sweeneys debutroman Guldægget, hvor storebroderen Leo har sat hele arven over styr, så de fire Plumb-søskende, der har været vant til ikke at behøve at arbejde eller foretage sig noget som helst for at sikre sig deres naturlige plads i Brooklyns overklasse, pludselig må se hele deres liv ramle sammen.

Cynthia D’Aprix Sweeney har selv boet i årevis i en af Brooklyns mondæne brownstone-kvarterer og undret sig over, hvor alle de penge dog kom fra, som folk omkring hende bare havde og ikke stillede spørgsmål ved. Efter at være flyttet til Los Angeles med sin manuskriptforfattermand begyndte hun at skrive en roman om sådan en familie, som hun forestillede sig den, og i en alder af 55 år debuterede hun i vinters med The Nest, som nu udkommer på dansk. Romanen beskriver det nabolag, hun netop havde forladt, da hun gav sig til at skrive bogen efter i årevis at have arbejdet med marketing og holdt skriveriet som en hobbyting, hun ikke rigtig turde springe ud i. Måske ikke mindst fordi hun havde børn, der gik i skole med børn af forfattere som Colin Harrison og Elissa Schappell, som hun ikke følte, hun på nogen måde kunne leve op til.

Det lader vi nu være op til fem gæsteanmeldere at vurdere, om hun så alligevel kan med Guldægget. Fortæl os, hvorfor vi skal vælge lige præcis dig til at anmelde dette newyorker-familiedrama. Vi udvælger fem anmeldere onsdag d. 14. september og skal have din anmeldelse senest fredag d. 30. september. De fem anmeldere bliver offentliggjort her på siden, når de har svaret tilbage med fuldt navn og adresse. Din anmeldelse behøver ikke fylde mere end en halv side, og vi forbeholder os ret til at klippe brudstykker ud af det indsendte. Foretrækker du at lave en videoanmeldelse, er det også en mulighed. Anmeldelserne vil blive brugt på Facebook og her på bloggen. Ønsker du at publicere din anmeldelse på egen blog e.l, må dette først ske efter 30. september.

Guldægget udkommer 4. oktober.