Les voyelles nasales du français parisien moderne: Aspects linguistiques, sociolingui... (Bog, Hæftet, Fransk)

Les voyelles nasales du français parisien moderne: Aspects linguistiques, sociolinguistiques et perceptuels des changements en cours (Bog, Hæftet, Fransk)

Af: Anita Berit Hansen


Forlag: Museum Tusculanum

  • Type: Bog
  • Format: Hæftet
  • Sprog: Fransk
  • ISBN-13: 9788772894959
  • Serietitel: Études romanes
  • Sideantal: 373
  • Dato for udgivelse: 1-9-1999
  • Udgivelse: 1. udgave, 1999.
  • Nr. i serien: Bind: numéro 40,
  • Illustrationsangivelser: ill.
  • År for denne udgave: 1999
  • Første udgivelsesår: 1999
  • Originalsprog: Sproget kan ikke bestemmes
  • Udgave: 1
  • Oplag: 1

Når du handler på WilliamDam.dk, betaler du den pris du ser.

  • Ingen gebyrer
  • Ingen abonnementer
  • Ingen bindingsperioder

Alle Kategorier som dette produkt er en del af

  = Emner / kategorier
  = Sektioner / guides
  = Specialsider
  = Kampagner

Beskrivelse

Partant d´une introduction sur les approches structuraliste et sociolinguistique du changement phonétique, cette étude vise à éclaircir l´évolution récente des voyelles nasales du français parisien moderne. L´analyse se base sur des données empiriques et aboutit, d´une part, à des résultats concrets peu connus jusqu´à présent, et, d´autre part, à une discussion des résultats à la lumière des théories initialement présentées.
Dansk
Det franske nasalvokalsystem består traditionelt af fire vokaler, som i skoleeksemplet un bon vin blanc. At det er vigtigt at kunne skelne dem ses af ordkæden l´un, long, lin, lent. Imidlertid er der ifølge lingvister i løbet af det 20. århundrede sket ændringer og forskydninger i nasalvokalernes udtale, især i Paris-området, således at modsætningen mellem l´un-lin og brun-brin stort set skulle være forsvundet. Sammen tendens kan spores blandt andre af nasalvokalerne. Franskmændene har derfor kun to nasalvokaler tilbage i stedet for de oprindelige fire.
Anita Berit Hansen forsøger med sin bog at afgøre, hvor mange nasalvokaler, der er i pariserfransk i dag, og hvilke realiseringer de har, idet deres udvikling gennem det 20. århundrede kortlægges via en empirisk undersøgelse. Undersøgelsen er baseret på båndoptagelser fra 1972-74 (udlånt af Péretz-Juliard) og 1989-93 (egne) med parisere født mellem 1907 og 1977. Resultatet som sådan er interessant for undervisere i fransk i almindelighed, men bidrager samtidig forskningsmæssigt til diskussionen om mekanismerne bag lydforandring. Det afdækkede forløb analyseres nemlig i forhold til to dominerende moderne sprogteorier, strukturalismen, repræsenteret i Frankrig ved André Martinet, og sociolingvistikken, introduceret af amerikaneren William Labov. Hvilken teori passer bedst? Ser forskydningerne ud til at kunne forklares ud fra, at sproget er en struktur, et system, som i sin jævne udvikling følger visse interne principper (besvarelse af lydmodsætninger, symmetrisk opbygning, jævn afstand mellem lydene etc.)? Eller kan de bedre forklares ud fra det faktum, at sproget anvendes i social kontekst, hvor hver lydvariant har en social værdi for de talende og kan bruges til at markere tilhørsforhold og identitet? - Svaret ligner en spændende kombination af sproginterne og sprogeksterne faktorer.

Læsernes anmeldelser (0)