Pinsen er blevet brugt på bl.a at læse Ane Marie Kjeldbergs roman Maricpansøstre. Bogen handler om børns og unges seksualitet og voksnes overskridelse af grænser på det område.
Bogen har, på grund af dens tabubelagte emne, skabt en del debat, hvor nogle ligefrem mente den skulle forbydes. Dét i sig selv er jo en understregning af, at bogen rammer rigtig. At den er nødvendig.
Det ER et provokerende emne. Den første tanke, som nogle - nok især forældre (og undertegnede som faster til en 12-årig) - vil tænke er, at seksualitet og børn ikke hører sammen i samme sætning. Og da slet ikke, hvis man fører tanken videre og forestiller sig, at børn kan føle seksuel opstemthed overfor en voksen, som overskrider grænsen.
Bogen er skrevet i et flydende og letlæst sprog, og Kjeldberg formår at beskrive de små ting, så man *føler*. Man mærker børnenes “betagelse” af det forbudte. Eller det er vel nærmest betagelse og afsky på samme tid. Og man undgår ikke, hvis man ellers er lavet af almindelig kød og blod, selv at føle en vis opstemthed og afsky på samme tid. Det i sig selv er faktisk ret grænseoverskridende.
Jeg tror mange voksne har glemt, hvilke tanker de selv gjorde sig om seksualitet, da de var børn. Den nysgerrighed som alle børn har, når de når en vis alder. Og som er med til at udvikle dem.
Bogen fik i hvert fald mig til at huske. Og pludselig virkede det knapt så provokerende.
For børn HAR en seksualitet. Om man vil det eller ej.
Og voksne kan give børnene skyldfølelse ved at fornægte.
En meget læseværdig bog.
Rating: [4 ud af 5 stjerner!] |