Forlagets beskrivelse
Hvem er fremtidens mand? Det er blot et af de spørgsmål, der bliver besvaret i Vibeke Hartkorns interviewbog Powermænd. Hartkorn går helt tæt på 12 utraditionelle mænd med handlekraft, visioner og vindermentalitet i en debatskabende og provokerende bog, som afslører,hvad der skal til for at få både indre og ydre succes hele livet.
Emnerne er f.eks. hvordan man som moderne mand bevarer sin maskuline identitet i et feminiseret samfund, kvinder på godt og ondt, den maskuline og rå magt, mandehemmeligheder og skyggesider, powermandelighed og sex.
De 12 powermænd er: Racerkører Tom Kristensen, filmeksperten Ole Michelsen, musikeren Jokeren, fodboldlegenden Preben Elkjær, tv-vært Reimer Bo Christensen, landsholdtræner Ulrik Wilbek, civil-astronaut Per Wimmer, ekspeditionsleder Ulrik Vedel, topchef Jens Moberg, oberst Lars Møller, iværksætter Peter Ingwersen og kampsportsmand Henning Daverne.
Citater fra bogen:
Jokeren: »Det er svært for mænd at tage kvinder hårdt op ad køkkenbordet; være rå og sexet, og så samtidig opføre sig ordentligt... Der er en tendens i den offentlige debat til, at det skal kvæles, hvis mænd bliver for meget mænd. Så skal der slås hårdt ned!«
Ole Michelsen: »Jeg fornemmer en ny definition på en mand, som i stedet for at være blød er dyb.«
Ulrik Vedel: »´Tag på et Carl Mar-kursus - så bliver du lige pludselig en mand.´ Det er totalt bullshit.«