Forlagets beskrivelse
MED LIVET SOM INDSATS
»Der er al mulig grund til at være bekymret over udviklingen her i landet. Men verdenssamfundets ledere stikker halen mellem benene. De foretrækker at udveksle kindkys med Putin frem for at stille ham til ansvar for hans handlinger.«
Citat af Anna Politkovskaja fra Russisk dagbog
I Russisk dagbog fortæller den russiske journalist Anna Politkovskaja om de politikere, meningsdannere og almindelige mennesker, der kommer i klemme i Putins magtmaskine. Her er præsidentkandidater, der kidnappes, vågner op i en afsidesliggende krog af Rusland og trækker deres kandidatur. Her er desillusionerede, glemte russiske soldater i Tjetjenien. Og her er Politkovskajas frygt for sin sikkerhed - en frygt, der skulle vise sig at have alt for meget på sig. Hendes budskab kostede hende livet.
Russisk dagbog fortæller om politik, magtmisbrug, bestikkelse og vold i Putins Rusland - og med Anna Politkovskajas skarpe pen bliver det en øjenåbnende oplysningsrejse igennem verdens største land.
Anna Politkovskaja (1958-2006) var journalist og kendt som Ruslands samvittighed. Hendes kritik af Kremls magtmisbrug standsede aldrig. Indignationen over systemet var drivkraften bag hendes afdækning af bagsiden af Putins Rusland. For sit arbejde modtog hun en række priser i Vesten.
Anna Politkovskaja blev likvideret ved sit hjem den 7. oktober 2006.
Indholdsbeskrivelse
Den russiske journalist Anna Politkovskaja (1958-2006) tegner et billede af Putins Rusland, hvor politikere, meningsdannere og almindelige mennesker kommer i klemme i et spil om politik, magtmisbrug, bestikkelse og vold