Andy er død, og det ville være virkelig trist, hvis ikke Andy havde "været træls gennem en længere periode," som det med en reference til et internetmeme lyder i Lea Marie Løppenthins hybridbog Panser. Hybrid, fordi Panser, der på titelbladet lyder genrebetegnelsen roman, er bygget op i tre dele i hver sin form: Den første og længste et episk digt i den græske tradition med kor og hele pivtøjet, den anden fragmenter af en coming-of-age-roman om Andys barndom, og den tredje en email henvendt til Andys spøgelse, der insisterer på at bevare et onlineliv på Facebook til sin gamle vennekreds' udbredte misfornøjelse. For selvom Andy som sådan ikke var så slet et menneske, som han beskrives som i første del, men en søgende ung mand, der af al magt prøvede på at behage andre, så var effekten på andre stadigvæk den samme: Han var i bund og grund vildt irriterende.

Så irriterende var han, at de fleste, selv hans familie, et eller andet sted godt kan forstå det, da Ingeborg i et øjebliks affekt slår ham ihjel ved at knuse hans hoved med en stor sten. Det er selvfølgelig ikke i orden, men der er på den anden side heller ikke noget at sige til det. Ingeborg er i forvejen bragt ret meget ud af fatning: Hun er taget til San Fransisco for at blive genforenet med sin lillesøster Klara, som flyttede med moderen til USA, da hun forlod deres far, som Ingeborg så måtte blive hjemme hos langt ude på landet i Jylland, hvor kun de pæne læderstøvler, som faderen insisterede på, at hun skulle gå i og holde ordentligt, har forhindret hende i at synke helt ned i mulden. Men i starten af trediverne er Ingeborg ældre end de rastløse unge metropolitter, Klara omgås, og tiden for slummede bofællesskaber og forefaldende løsarbejde er ved at rinde ud for hende.

Med debuten Nervernes adresse markerede Lea Marie Løppenthin sig med en digtning, der insisterer på, at det personlige er politisk, og på retten til konstant at tvivle på alt det, der tages for givet. Den usikkerhed kommer til et udtryk i et ukunstlet sprog, hvor præcisionen må vige for en indkredsning af alt det, der får lov at forblive uvist. Klare, enkle sprogbilleder blander sig med internetforumjargon og forsøgsvis politisk stillingstagen. Den flersporede vej, som man også kender fra Ida Holmegaards Emma Emma, fortsætter hun ad i Panser, hvor den græske tragedieform jævnligt brydes op på forløsende vis med slang og henkastede bemærkninger, der står i kontrast til korets påtagede alvor. Det virker rigtig godt, faktisk, og skulle man ønske sig noget mere af Panser, måtte det være, at Lea Marie Løppenthin havde skrevet hele romanen ud på versform.

Nå ja: stjernerummet

Helt anderledes ukonkret end et mord er Signe Gjessings tredje langdigtudivelse, Ideale begivenheder. Sidst forlod vi hende siddende svimmel og ør midt i verden af at mærke alting på en gang i Blaffende rum nænnende alt, og den kosmiske oplevelse er ikke blevet mindre i Ideale begivenheder. Men noget er alligevel anderledes: Det er, som sansningerne trækker sig væk fra Signe Gjessing denne gang, som om sproget lukker sig, samtidig med at verden åbner sig. Selvom formatet er det samme store A4 som i Blaffende rum, og selvom det igen bruges til at skrive de lange sætninger helt ud, er der en anderledes ordknaphed på spil denne gang. Fabuleringerne er blevet til løsrevne betragtninger af alt det liv, der omgiver digterjeget, og ikke mindst af et verdensrum, der er ufattelig stort, tomt og propfyldt på samme tid.

Siden debuten Ud i det u-løse har Signe Gjessing stået som en kosmisk digter, der åbnede læserens øjne for det storslåede i det bittesmå, og det spor følger hun fortsat i Ideale begivenheder, det er blot, som om benovetheden har veget pladsen for en erkendelse af, at alt-heden ikke kan rummes i sproget, dårligt nok følelsen af den. Men som i de foregående langdigtudgivelser er der stadig plads til en afvæbnende humor ind imellem, både i løsrevne udsagn som "'Nå ja': stjernerummet" og i en sekvens som denne.

stjernerne er lidt lys der lige er trådt fra alt-lys-i-verdens værelse ud på balkoner i rummet et øjeblik for at ryge,

nogle gange kommer mit hjerte med ud fra alt-lys-i-verdens værelse, med ud på balkonerne

rummet er flittigere end så meget andet. Du ser langt. Fordi rummet er så flittigt.

På en og samme tid kammer Gjessing her helt over og punkterer sin egen metafor, og gentagelsen udgør et uimodsigeligt cirkelargument. Den gentagelse, et træk, man også kender fra Morten Chemnitz, ses andre steder som referencer til Gjessings tidligere digte: "du skal skrælle væk fra dig selv afpelsende universet" peger således tilbage på Blaffende rums "som med en æbleskræller skrælles lag af verden ud i horisontbaner – jo flere lag, vi skræller af, des flere horisonter".

Ideale begivenheder demonstrerer et forfatterskab i fortsat udvikling, og der er god grund til at stå på den kosmiske karrussel her.

Skrydende på-vej-væren

Tilbage på jorden møder debutanten Sophia Handler i Feberfrihed læseren med samling korte prosatekster, der er løst tematisk opstillet efter brevkassespørgsmål, madvarer, antidepressiver og kropsdele m.m. Heller ikke hendes tekster er uden en skæv humor, og i lange stræk fremstår bogen som en art opdateret Emma Gad, der bare er kørt aldeles af sporet. Sådan noget som det her:

Der er mulighed for at få skarpere kindben i nattefrost. Som med en engangsskraber. Ånden lugter i forvejen af sprit.

Eller:

Det kan se mere myndigt ud at gå op ad rulletrapperne. Ikke bare blive på trinnet og vente en omgang. Man er med i et fængende brætspil. Stiger og slanger.

Det er Emma Gad kanaliseret gennem Marguerite Duras, springende fra virkelighedsnære sansninger til bizarre anvisninger om, hvordan man bør begå sig som ungt menneske, og Sophia Handlers skrift er stilistisk stram i al sit afsind. Sådan kører det fra afsnit til afsnit, fragmenteret og brudt ned til udsagn, der på sin vis intet siger, i hvert fald gerne modsiger sig selv i næste nu, men som på den måde egentlig siger en del om at være ung og ustabil. I lange passager bliver det monomant rablende med en hel masse små henvisninger, som den Heidegger'ske betegnelse "stille på-vej-væren". Bedst er Sophia Handler dog, når hun gakker ud og tager det hele mindre seriøst:

Jeg vil helst skildre mig selv ejendomsmæglet. Gnave et stykke af krydderihylden. Eller have en kold pandekage uden fyld, bare foldet to gange på midten.

Det er mindre end et mord, mindre end stjernerummet, men nok til at forme et liv på trods.