Sorgen har mange ansigter, og det er ikke alle af dem, der er lige kønne. Nogle gange gør sorgen en fortørnet, forbitret og rent ud sagt rasende over den uretfærdighed, den sorgramte føler sig udsat for. Det væld af sindsstemninger skrev Bodil Malsten sin sidste digtsamling om, og nu kommer den i dansk oversættelse.

Der er mange måder at behandle et tab på, og på det seneste er der kommet en række bøger, der kredser om emnet. I romanen Sorg er et væsen med fjer skrev Max Porter om en enlig far, der bearbejder sin hustrus død med lister. Her på bloggen har vi fornylig skrevet om både Antoine Leiris essay I får ikke mit had, som han skrev i dagene og ugerne, efter hans kone var blevet dræbt, og han var ladt alene tilbage med et spædbarn, og Caroline Albertine Minors novellesamling Velsignelser, hvor de efterladte til en selvmorder og mænd, der er forsvundet, prøver at leve videre. Senest har Naja Marie Aidt udgivet Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage om sin voksne søns død, hvor hun arbejder sig tilbage mod skriften gennem en kollage af poesi, prosa, dagbogsoptegnelser og tekstfragmenter.

Sorg er altså langt fra ubeskrevet, men det er stadig et tabu. Den sorgramte kan møde al mulig forståelse fra sine omgivelser, men føler sig hverken forstået eller sorgen lindret af den grund. Det er ikke noget, der går over.

Det skrev Bodil Malsten om i sin allersidste digtsamling, Det her er hjertet, før hun sidste vinter døde. Da bogen udkom i Sverige i foråret 2015, blev der spekuleret i, at den skulle handle om hendes tidligere samlever Peter Csihas' død nogle år forinden, hvilket Bodil Malmsten selv afviste. Hendes digt skulle ikke læses biografisk, det var alment gældende. Og det må man sige, at Det her er hjertet er. Og det er ikke kønt. Sine steder fremstår det helt naivt, men effekten bliver blot så meget desto mere overvældende, når Bodil Malmsten straks derpå insisterer på ikke at tale uden om døden:

Personer som siger
Gå bort
når de mener dø
Jeg hader dem
de skal dø
Alt skal dø

Digterjeget går til sorgcoach - "hver arbejdsfri onsdag / for tusind kroner i timen" - men har svært ved at skulle komme overens med en sindsstemning, som hun i bund og grund ikke føler, at nogen har ret til at trække hende ud af. Den trodsighed forstærkes yderligere af, at digterjeget kun alt for godt er klar over, at hendes egen død er umiddelbart forestående. Det er så helt konkret i dette tilfælde, fordi den virkelig var det for den terminalt kræftsyge Bodil Malmsten, da hun skrev digtet, men igen er det også noget alment: at næstens død minder os om vores egen dødelighed. At vi så at sige rykker en ekstra tak ud mod kanten af bænken.

Hvor nogle i den situation, der beskrives i Det her er hjertet, vender sig mod religionen, vender digterjeget sig her mod videnskaben. Eller måske snarere idéen om videnskaben som noget, der kan give en forklaring på det uforklarlige i fraværet af religion og mening. Hjertet er omdrejningspunkt i det lange digt, både som den maskine, der holder kroppen i gang, lige indtil den ikke gør det længere, og som symbol: som det sted, der rummer vores følelser, selvom vi udmærket er klar over, at sådan forholder det sig strengt taget ikke. Men hvordan bryde sig om det, når intet alligevel er som det skal være. Digterjeget har en medfødt hjertefejl, en arytmi, som genspejles i digtets opbygning, hvor linjerne brydes, og det konstant stopper op for så alligevel at fortsætte lidt endnu. Hjertet bliver tilbage, det er - med hjertelægens ord - "i sig selv ok / Forudsat at det ikke er for slidt". Men det er netop sådan, det føles for digterjeget.

Sådan ender Det her er hjertet: udslidt og træt og fortørnet. Der er ingen frelse, ingen lindring. Men der er andre, der har det sådan også. Det er en slags ringe trøst.