De fleste af os har prøvet at spadsere et stykke ad de kønne kyststier med havet på den ene hånd og en vekslende natur på den anden. De hårde hunde tager gerne turen hele vejen rundt og allerhelst i ét hug. 141 kilometer med alt fra hvide sandstrande til skov, plantage, gamle fiskerlejer og klippeformationer, overnatninger på vandrehjem eller i nogle af de shelters, der er opstillet her og der.

For Søren P. Sillehoved handler det dog ikke bare om turen i sig selv, men lige så meget om de mange geologiske fund man kan se rundt omkring, alle de afstikkere man kan tage ind og finde en skovsø, hvor der engang blev brudt kul, et røgeri at hvile benene på. Og så handler det ikke mindst om alle de historier der knytter sig til de steder man kommer forbi på turen.

Kyststierne var nemlig i sin tid redningsstier, som troligt blev patruljeret af frivillige i storm og tåge for at kunne komme de skibe til undsætning, der måtte gå på grund på de mange skær rundt om Bornholm. Men som Sillehoved fortæller i Bornholm ad kyststierne, var det ikke ren altruisme. ”Et godt vrag” var slet ikke så dårlig en ting at få fingre i for øens beboere.

Sådan nogle historier er bogen fuld af, mens Sillehoved med vanligt sikker hånd guider de vandrende rundt langs kysten. Og det er altså helt i orden ikke at tage hele turen på en enkelt dag: Bogen er inddelt i 18 ture med længder fra 5-22 kilometer og forskellige sværhedsgrader, så man kan vælge lige den tur der passer en. På den måde kan man ad flere omgange komme adskillige skridt længere ind i Bornholms historie.

Bornholm ad kyststierne udkommer på William Dams Forlag 31. marts 2016 og koster kr. 150.