En midaldrende lektor, der i en kværnende monolog udbreder sig om sit livs skuffelser, lyder langt fra som opskriften på en bestseller, men med sytten års forsinkelse er det ikke desto mindre, hvad der er ved at overgå Dag Solstads roman Generthed og værdighed.

Elias Rukle er bordherren fra helvede: En småfordrukken gymnasielærer, der er skuffet over verdens gang, over ungdommen, over kulturens og sædernes og sin kones forfald, over, selvsagt, først og fremmest sig selv. Men Elias Rukle bliver under alle omstændigheder ikke inviteret ud længere, så chancen for, at det skulle overgå en, er lille. Men ved den norske forfatter Dag Solstads mellemkomst får man så alligevel hele smørren i romanen Generthed og værdighed, der beskriver den dag, hvor en lettere bagstiv Elias Rukle lukker hele sit liv ned.

Det sker i en indre monolog, der næres af flere års opsparet afmægtig rasen over den omgivende verdens forlorenhed, og som udløses af noget så banalt som en paraply, der ikke virker og derpå tærskes i smadder foran hele skolegården på det gymnasium, hvor Elias Rukle siden sit pædagogikum har undervist en stadig mere åbenlyst uinteresseret ungdom i norsk litteratur.

De sad her med deres unge, bløde kinder med hvalpefedt og deres, i egne øjne, forfærdelige bumser, og med deres forvirrede og utilstrækkelige indre liv som sandsynligvis var fulde af sæbeoperaagtige dagdrømme, og var faktisk fornærmede fordi de kedede sig, og det var ham fornærmelsen var rettet mod, fordi det var ham, læreren, der kedede dem. [...] De følte sig simpelthen forulempet, og det var der ingen grund til at kimse ad. Det at de kedede sig, var en så uudholdelig oplevelse for dem at deres kroppe, absolut samtliges kroppe og ansigter, både drengenes og pigernes, opvakte som mindre opvakte, dygtige som dem der bare sad (eller lå) her for at få tiden til at gå, udtrykte en indestængt harme. Hvorfor skulle de finde sig i det? Hvor længe skulle de finde sig i det? Har han ret til at gøre det mod os? Så han formelig at de tænkte.

Som det anes, er Elias Rukle allerede på dette tidspunkt i romanen, inden paraplyaffæren og de ukvemsord, han får fyret af mod en sagesløs elev, der måbende ser på, godt opkørt. Det bliver kun værre, som dagen skrider frem, og det mesterlige ved Dag Solstads roman er måden, hvorpå han lader det afspejle sig i sproget, der kører mere og mere stædigt snøvlende i ring. Sætninger og ord gentages, forskydes, gives ny mening eller får blot meningen fastslået, fordi Elias Rukle simpelthen finder dem uomtvistelige. Som i beskrivelsen af Eva Linde, som er så smuk, at Elias Rukle i sin erindring om mødet konstant falder tilbage til dette ene, lidt fattige adjektiv, fordi hendes skønhed simpelthen ikke kan rummes i andre ord end det, der tydeligst beskriver den.

Nu og da gik der et lille smil over hendes ubeskriveligt smukke ansigt, når Elias fik indskudt en lakonisk kommentar (som var hans varemærke), og så måtte Elias kæmpe hårdt for at lade som om han ikke havde bemærket denne lille positive reaktion fra denne ufatteligt smukke kvinde. Han havde aldrig været i samme rum som en så smuk kvinde før!

Hun er altså smuk, forstår vi nok, denne Eva Linde, meget.

Den tiloversblevne intellektuelle

Venskabet med den begavede og frembrusende Johan Corneliussen har været det store lyspunkt Elias Rukles ellers noget jævne liv, men studiekammeratens overlegne intelligens og dominerende personlighed har samtidig effektivt gjort Elias Rukle selv til en biperson. Det er oplagt, at det også er derfor, han i romanens åbning med et fatter så stor interesse for den umiddelbart ganske ubetydelige dr. Relling i Ibsens drama Vildanden og forgæves forsøger at anskueliggøre det overfor de sløve gymnasieelever, som ikke er interesserede i andet end det, de kan risikere at blive hørt i, og som udmærket er klar over, at ingen andre heller vil interessere sig for det senere i deres liv.

Der er nemlig ingen i dagens Norge, der interesserer sig for kultur længere, det er en anden af Elias Rukles store anker mod det samfund, som han ser sig selv som en stadig mere ubetydelig del af:

At det aviserne slog op, som enestående, sensationelt, vigtigt, bemærkelsesværdigt, ikke mødte genklang hos ham, men tværtimod det stik modsatte, at han enten fandt det totalt ligegyldigt, totalt fremmed, eller tilmed modbydelig dumt, gjorde ham, når det gentog sig dag efter dag, måned efter måned, år efter år, simpelthen sørgmodig. Og når det blev kompletteret af at det han, Elias Rukla, var interesseret i, ikke fandtes i avisen i det hele taget, eller, og det var næsten endnu værre, var gemt væk i en lille notits, fik det ham til at føle sig udlevet og affældig som menneske.

Og det er altså dét tiloversblevne menneske, der på må og få går rundt i Oslos regnvåde gader en mandag og indser det heles meningsløshed. At det, der skulle give det mening, ikke længere gør det for andre end ham selv, og at han selv også begynder at tvivle på, om det overhovedet gør det. Om der er nogen grund til fortsat at søge tilflugt i litteraturen, når den kun tjener til at tydeliggøre, hvor marginaliserede eksistenser som hans egen er i det store, dumme hele.

Bortset fra at det gør den så alligevel nogle gange. I 2015, femten år efter Generthed og værdighed udkom i Norge, trak den ansete litteraturkritiker James Woods romanen frem som en af de romaner, der havde betydet mest for ham det år, og det skabte en fornyet interesse for bogen såvel som for Dag Solstad. Så stor, at bogen nu også er kommet i dansk oversættelse til fornemme anmeldelser og litteraturtillægsforsider. Det er ikke, fordi hans andre romaner ikke også er blevet oversat og behørigt rost, selvom den mest kendte af dem indtil nu nok har været Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land, og det primært, fordi den for ti års tid siden blev filmatiseret med den alt andet lige noget mere mundrette titel Kammerat Pedersen. I den står det store opgør med tressernes stålsatte marxisme i akademiske kredse, og den berøres også i forbigående i Generthed og værdighed, men det, der her tages op til revision, er ikke bare tidligere tiders politiske vildfarelse, men selve livet som selvforstået intellektuel.

Og det er altså en rolle, der oftest tilfalder bipersonen. Men når den biperson får lov at folde sig ud, som han gør det i ‘Generthed og værdighed’, viser det sig, at også de små dramaer såmænd kan være voldsomme nok. Og interessante, specielt hvis man slipper for ligefrem at have dem til bords.