I vesten nærer vi en næsten betingelsesløs kærlighed for russiske dissidenter og skeler ikke så forfærdelig meget til, om vi egentlig er fuldstændigt enige med deres ideologi, bare de taler de russiske magthavere imod og gør det på sikker afstand af vores eget samfund. Så meget desto lettere er det at elske dem, hvis de oven i købet tager sig så godt ud på billeder, som Nadya Tolokonnikova gør det, og billedet af hende, der hæver en knyttet næve mod kameraerne i protest, mens hun bliver ført bort til fængslet, har cirkuleret på nettet, siden hun og hendes medsammensvorne i kunstnerkollektivet Pussy Riot afbrød en gudstjeneste i protest mod patriark Kirill og mod præsident Putin. Din fjendes fjende og så videre.

Små fem år senere er Nadya Tolokonnikova blevet løsladt igen, og Pussy Riot er ikke blevet mindre ikoniske i mellemtiden. De rejser verden rundt og bliver hyldet i ytringsfrihedens navn, og så vil de fleste egentlig helst slippe for at høre, hvad de ellers har at sige, når deres photo ops er overstået.

Men Nadya Tolokonnikova har noget at sige. Og selvom det i første omgang er det russiske mandsstyre, hun angriber, er der absolut intet til hinder for at applikere hendes feministiske og anarkistiske teorier på andre samfund, heller ikke vores. Det er en vigtig pointe i bogen.

Sådan starter man en revolution er et manifest, en redegørelse for Pussy Riots aktioner i Moskva og en fængselsdagbog fra hendes små to år i fængsel. Hun beskriver den undertrykkelse, de indsatte er udsat for, men hun giver også anvisninger på, hvordan man fortsætter med at kæmpe til trods. Og det gælder lige så meget uden for murene som i fængslet, hvor de kvindelige fanger får besked på at nette sig og optræde feminimt, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at blive prøveløsladt. Det kæmper hun imod, men Nadya Tolokonnikova ser, hvordan selv de mest hardcore fængselslesbiske smukserer sig og gør sig til over for det mandlige personale, fordi de er blevet så hårdt skolet til det. Når der ikke er mænd til stede, vil de gerne gøre oprør mod både patriarkatet og heteroseksuelle normer, men når det kommer til stykket, vil de lige så gerne indrette sig for måske at kunne slippe ud. Og på den måde bliver de alligevel aldrig fri, agiterer Nadya Tolokonnikova for.

Selv har hun måtte give afkald på at være sammen med sin lille datter og sin mand, mens hun er fængslet, men hun nægter at give efter, lige som hun nægter at flygte i eksil. Rusland er hendes hjemland, der er ingen, der skal tvinge hende ud af det. Den stålsatte vilje driver hende frem, og det er også den, der driver Sådan starter man en revolution frem som bog og manifest. Ingen kompromisser, ingen undskyldninger. Den teoretiske del og analyserne af det russiske samfund bærer præg af, at forfatteren er ung og ilter, og bogen driver af en revolutionsromantik, der ikke ligger fjernt fra det amerikanske CrimethInc.-kollektiv eller Riot Grrrl-bevægelsen. Og det er der sådan set ikke noget i vejen med, fordi bogen ikke giver sig ud for at være andet end et stærkt personligt manifest.

Sådan starter man en revolution er oplagt til den politisk vakte gymnasieelev, eller den unge mand eller kvinde, man synes bør blive mere politisk vakt. Og den er fin til at give et hurtigt indblik i, hvad det egentlig er, man støtter, når man erklærer sin uforbeholdne støtte til Pussy Riot.