Det plejede at være sådan at lyrik var noget forbeholdt et snævert, udpræget bebrillet og gerne sortklædt publikum, men sidste år var det som om det lukkede sig op, og lyrikken fik hul igennem til verden udenfor.

Det skyldtes i høj grad to digtsamlinger der var så umiddelbare og insisterende at de færreste kunne undslå sig for at blive påvirket af dem: Asta Olivia Nordenhofs intet mindre end temmeligt fremragende det nemme og det ensomme og Yahya Hassans kæmpesucces YAHYA HASSAN. For et par uger siden var vi med til at fylde Musikhuzet i Rønne to dage i træk med 360 mennesker pr dag til foredrag, oplæsning og debat, og det er vel om noget et håndgribeligt bevis på den gennemslagskraft poesien kan have.

For dem der har fået blod på tanden nu, anbefaler Jon to digtsamlinger fra dette forår, som begge har et potentiale ud over det sædvanlige. Theis Ørntoft har allerede fået en del aldeles velfortjent omtale i pressen, men også den mere ekcentriske digter Rasmus Halling Nielsen kunne godt stå overfor et gennembrud med sin nyeste samling.

Digte 2014 af Theis Ørntoft

hvad fanden er det for noget

Det spørgsmål går igen i Theis Ørntofts anden digtsamling: Over 63 sider betragter han verden som vi kender den falde fra hinanden, ulve trænge op i Danmark, økonomier styrte sammen, sindsstemninger tage overhånd. Det er sort, det er rastløst, og det er hvidglødende intenst skrevet.

Der er blackmetal i kælderværelset og gratiskoncerter med Robyn ved kanalen, der er en nyhedsstrøm som digterjeget ikke kan forholde sig til, men heller ikke kan undgå at lade sig påvirke af; der er en knugende erkendelse at det hele måske ikke bliver OK igen, og der er de små lejlighedsvise forløsninger der får det hele til at virke OK alligevel.

Det er ret meget sådan her der ser ud inde i hovedet på rigtig mange unge mænd, men Ørntoft har et sprog til at behandle de her ting, som hæver Digte 2014 langt over det meste andet fra det ringhjørne de sidste år.

Mörkhall af Rasmus Halling Nielsen

Rasmus Halling Nielsen er sin egen tekstmaskine der generer en tilsyneladende ustoppelig strøm af tekster: Sære, opklippede, foruroligende, morsomme og til tider aldeles uforståelige tekster. Det demonstrerede han i slutningen af sidste år med den monumentalt koksende Vi elsker maskiner, hvor tekstens uigennemtrængelighed hen over midten kammer over, så de sidste 100 sider simpelthen består af sorte bjælker.

I Mörkhall tæmmer han langsomt strømmen af ord og halve sætninger og får den koncentreret omkring noget så konkret som farfarens død og den uforståelighed den efterlader ham med. På den måde opstår noget nær en skrøbelighed, den forudgående tekstmasse kommer til at fremstå som et bolværk, som der nu åbnes sprækker i. Det er foruroligende, men nu er det også helt menneskeligt samtidig.