Træd indenfor i et af de mest forunderlige forfatterskaber der udfolder sig netop nu: César Airas særlige opdatering af magisk realisme er sær og syret.

Noget af det sidste der plejer at blive nævnt når nogen taler om César Aira, er at hans værk fungerer som en helhed bestående af et stadigt stigende antal brikker. Det er altså ikke nødvendigvis bare de enkelte bøger han skal bedømmes på, men i lige så høj grad den måde de hver især peger tilbage på resten af hans værk. Scener og personer går igen i nye sammenhænge, set fra andre vinkler, tilsammen belyser de en tematik, og det er først efter at have læst sig et stykke ind i værket, det går op for en hvad den tematik så kan være. Inden kaleidoskopet drejer en gang til, og nye sammenhænge afsløres.

Noget af det der også bliver nævnt om César Aira, er at han tænker snørklet og i større baner.

Noget tredje som nogle er kommet ind på, er at hans bøger ikke bare er en videreførsel af den magiske realisme, som i sin tid blev skudt i gang af andre latinamerikanere som først og fremmest den nyligt afdøde Gabriel García Márquez og hans ven og rival Mario Vargas Llosa: Er de udtryk for noget, så er det nærmest en art re-appropriering af stilens indviklethed. Som ikke er en indviklethed for det kryptiskes skyld, men for realismens skyld, fordi det også er sådan den verden de beskriver, er. Senere forfattere som Isabel Allende og Paulo Coelho gjorde den magiske realisme lettere tilgængelig for det brede publikum, og mange af stilgrebene går igen hos såvel hjemlige forfattere som Ib Michael og den enormt populære japaner Haruki Murakami. Men når César Aira lader sjofle spøgelser være en del af hverdagen for en chilensk indvandrerfamilie (i Spøgelserne), en 6-årig vilkårligt skifte køn fra afsnit til afsnit (i Hvordan jeg blev nonne) eller en frisørstol være det eneste effektive våben mod en kæmpelaks (i den endnu ikke oversatte Las aventuras de Barbaverde), så er det ikke kun en magisk realisme der kammer over i surrealisme, det er i lige så høj grad en anerkendelse af hvordan den magiske realisme er blevet endnu et virkemiddel i en mere og mere altoverskyggende vestlige kultur, og af hvor syret og uhomogen den vestlige kultur er blevet af globaliseringen.

Noget af det nogle godt kan finde på at sige, er at César Aira kunne blive den næste Haruki Murakami af selvsamme grund: At han baserer sig på noget umiddelbart velkendt, men alligevel weirder det fuldstændigt ud. Der er ikke den samme nostalgiske weltschmertz og blødende romantik at finde hos Aira som hos Murakami, faktisk dårligt antydningen af den overhovedet, men et værk som japanerens tidlige Hardboiled Wonderland og verdens ende (som snart kommer på dansk med flere årtiers forsinkelse) kan man godt finde genklange af hos Aira.

Noget af det første der plejer at blive nævnt når nogen taler om César Aira, er at argentineren er en af dem der efterhånden stadigt hyppigere bliver omtalt som et seriøst bud til Nobels Litteraturpris. Noget næsten ingen gør er i den forbindelse at sammenligne ham med landsmanden Jorge Luis Borges, der aldrig fik den pris, fordi han markerede sig med nogle temmelig kontroversielle holdninger. Der er ellers flere sammenfald mellem de to, ikke mindst i de metalitterære lag i deres fortællinger, deres nærmest aristokratiske æstetik og deres umådeligt tørre humor.

Det første der næsten altid bliver nævnt om César Aira er at han har skrevet op mod 80 små romaner. Siden 1975 har han i et stadigt accellererende tempo udsendt flere bøger om året, og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Det stadigt voksende værk sammensat af små, forunderligt syrede bøger, på hver sin måde uafvendeligt airaske. Tre af dem er indtil videre kommet på dansk: Spøgelserne, En episode i en landskabsmalers liv og senest Hvordan jeg blev nonne. Dem skal I købe, sådan så Tiderne Skifter kan fortsætte med at få Rigmor Kappel Schmidt til at oversætte dele af hans værk. Og I skal læse dem for at komme på indersiden af et af de mest forunderlige forfatterskaber der er ved at udfolde sig lige nu.