Tone er en helt almindelig teenagepige. Altså for så vidt som helt almindelige teenagepiger går rundt med mundstykket til deres trompet i lommen som en talisman og hellere vil høre klassisk musik end popmusik. Men bortset fra det. Hun er også en pige, der savner sin afdøde mor. Det var moderen og morfaderen, der introducerede Tone til klassisk, og måske derfor er musikken som et frirum for hende. En sted at søge ly for det hele. Så da klassen er på skoleudflugt til Operaen på Dokøen, og hun leger gemme med børnene fra de mindre klasser, søger hun tilflugt i et rekvisitrum, hvor der står en gammel tragtgrammofon. Hun begynder at sætte plader på, og det åbner et hul i tiden: Pludselig sidder drengen Hubert ved siden af hende med bakkenbarter og stiv kraveflip - en fadermorder, som det så symbolsk hedder. Hubert er faret vild i tiden: Den femtenårige dreng kommer fra 1916 og prøver at finde hjem, og måske kan Tone hjælpe ham.

Sammen tager de to på en rejse op gennem den klassiske musiks historie fra de tidligste munkesangere over renæssancen til barokken og romantikken, lige indtil før den moderne kompositionsmusik begynder at gøre det hele for alvor kompliceret. Således forsøger Tones drøm altså ikke at forklare Schoenberg eller Stockhausen for det unge publikum - hvilket vakte nogen skepsis hos den unge lytter, jeg prøvelæste bogen højt for, fordi han gerne ville have hørt noget om Shostakovich - men rejsen fra de allertidligste trubadurer op til Elgar er såmænd også lang og vild nok. På deres vej møder Tone og Hubert ikke bare de store komponister og får indblik i de omstændigheder, deres værker blev skabt under, de er også vidner til et Europa i konstant forandring: Korstogene, pesten, krigene, opblomstringen, revolutioner og gennem det hele komponister, der forsøgte at formulere det, de mødte, som musik. Ofte under store kvaler, når de møder den tuberkuløse Chopin, den kuede Tjajkovskij eller rejser ind i den døve Beethovens øre for at spille trompet direkte ind i det indre øre.

Tone genkender ham med det samme. Busten af Beethoven stod på morfars flygel engang. Lige foran det fine maleri af Napoleon og mormors foto fra en dejlig dag på landet.
morfar var vild med Beethovens musikstykker og kaldte dem fuldendte og himlede med øjnene imens.
Fuldendte, sagde han. Og himlede med øjnene. Det betød vist, at de var gode.

Det er en meget stor historie, Søren Schauser har sat sig for at fortælle på et begrænset antal sider, men heldigvis er Berlingske Tidendes musikanmelder så velbevandret i den klassiske musikhistorie - han udgav trods alt det digre værk Klassisk! forrige år - at han ikke mister grebet om de væsentligste pointer om de enkelte komponister. Når bogen samtidig er ledsaget af udførlige biografier og en lytteguide til de værker, der omtales i bogen, og i det store appendix angiver videre veje ind i den klassiske musik, er den et uvurderligt redskab for børn, der har lyst til at vide mere - eller voksne, der gerne vil have, at de skal det. Og selvom bogen er rettet mod de 10-14-årige læsere, kan den sagtens læses højt for yngre musikentusiastisk, sådan som jeg gjorde det med en videbegærlig seksårig.

Bogens styrke er nemlig ikke historien om Tone og Hubert og deres forunderlige tidsrejse, den udgør først og fremmest det skelet, som den virkelige historie om, hvordan den klassiske musik udviklede sig fra de første, helt enkle ridderviser over flerstemmige kor til stadig mere komplekse klaverkompositioner, kammerensemblestykker og store symfonier og operaer. Meget på samme måde som Jostein Gaarder i halvfemserne introducerede teenagere til komplekse filosofiske tanker ved hjælp af en helt enkel historie til at binde det sammen. Og som den er det, Tones drøm altså kan, er at lære børnene - og sikkert også deres voksne - hvordan de skal lytte til musikken. Hvad de skal lytte efter hvornår, hvad komponisten har forsøgt at opnå et sted, hvad det er ved et andet sted, der bryder med tidligere tiders måde at skrive musik på. Hvorfor noget umiddelbart appellerer til mange lyttere, som Verdis romantiske operaer, mens anden musik kan virke komplet uoverskuelig at give sig i kast med, som Wagner. Det hjælper Søren Schauser de helt unge læsere med at gøre alligevel.

Og så ligger man der på sofaen i januarformiddagssolen og hører Lohengrin for fuld æde sammen med en seksårig, begge med lidt bedre forudsætninger nu for at forstå, hvad det er, man hører.