En menighed hvor medlemmerne konkurrerer indbyrdes på fromhed, og frelsen er noget man slesker og tugter sig til. Et vanrøgtet England i 1970'erne hyldet i en tåge der skjuler en grusom natur, hvor tidevandet når som helst kan komme skyllende ind og rive uforsigtige strandvandrere med sig. Et lille lokalsamfund helt ude ved kysten præget af brutal afstumpethed og gamle hedenske ritualer der vejer tungere end kristentroen. En præst der mister sin tro, en flok der mister sin hyrde.

Scenen er sat til klassisk ærkebritisk horrorgotik i Andrew Michael Hurleys roman Ensomheden. Det er et England som man kender det fra mismodige engelske horrorfilm fra 60'erne og 70'erne, hvor den vilkårlige vold er en forudsætning, armodet dybt indgroet i de lokale sinkers sind, og hvor kristendommen aldrig rigtig har rodfæstet sig, bare lagt sig som et dække henover ældgammel wicca-tro. Sådan et sceneri drager familien Smith til sammen med deres menighed fra en mistrøstig London-forstad for at holde bønneuge og forsøge at kurere fortælleren Tontos lettere retarderede bror for hans stumhed, men rigtig velkomne er de ikke, og i huset ude på pynten er der en gravid teenagepige, som muligvis har nogle evner der er alt andet end kristne.

Det skæbnesvangre besøg der er fortællingens omdrejningspunkt, er det første siden menighedens tidligere præst tilsyneladende mistede sin tro efter forgæves at have forsøgt at bjærge en strandvasker fra tidevandet. Forvildet ragede præsten rundt på stranden, mens det gik op for ham at naturen var ham langt overlegen, og at alt han havde viet sit liv til, var ligegyldigt for den:

Havet kendte ikke til begreber som tvister eller ejendomsret - han havde blot været vidne til dets styrke. Han havde fået et glimt af den perfekte religion. En, hvor der ikke var brug for tro. Ligesom der ikke fandtes lignelser til at formidle dens indhold, fordi der ikke var noget indhold at formidle. Kun dette: at døden var indholdsløs. Ikke en dør, men en mur, hvor hele menneskeheden lå kastet op som strandingsgods.

Det aspekt af Ensomheden bliver først for alvor rullet ud i bogens sidste tredjedel, selvom det antydes drypvist forinden, mens uhyggen gradvist trækker sig sammen om læseren. Det er et modigt træk af forfatteren Andrew Michael Hurley, fordi læseren ikke får det umiddelbare pay-off man forventer sig af gyseren, men holdes hen i uvished om hvad det egentlig er der er sket, mens stemningen bygges op.

Det bemærkede de læsere vi fik til at smuglæse Ensomheden også. Daniel Henriksen bliver næsten helt frustreret over det: "Den måtte gerne være mere direkte, og det er synd at spændingen venter til den sidste tredjedel. Der måtte gerne være lagt flere højdepunkter ud undervejs. Bare lidt mere gnist. Men slutningen er god." Han erkender da også at "bogens religiøse aspekt [siger] mig ingenting," og at hans forventninger var nogle andre: "sandt at sige, havde jeg nok forestillet mig noget med mere handling end stemning og noget mere gruopvækkende end subtil tilnærmelse." Men det sagt, så medgiver Daniel Henriksen altså også at bogen står stærkt på de områder den lægger mest vægt på:

Bogen er fyldt med atmosfære. Den flyder dystert fra dens subtile passager, som en mørk, klæbrig, sirupsagtig substans. Og stadigt truer noget grumt med at stikke sin klo frem og hale dig ind. Det er stemning, stemning, stemning, helt fra begyndelsen af bogen og til den ender. Den har noget støvet over sig, som om den læses gennem en linse, der skaber en illusion om et udvisket polaroidfoto fra ’70erne, noget folkeligt gotisk, fra dengang hvor man kunne få lov til at gemme sine særheder i privaten og ikke ende på Instagram eller Facebook.

Det støvede hæfter Karina Kamille Parsgaard-Lorenzen sig ved som noget meget håndgribeligt:

Jeg flashede hukommelsesmæssigt kort ind omkring Rosemarys baby. Jeg havde ofte gamle slidte bøger i tankerne også. Dem som man finder på loppemarkeder, men som man ikke køber, både fordi de ikke har en billedrig forside og lugter af støv.

Visuelt er Ensomhedens forside enormt tilfredsstillende. Jeg VILLE læse den, åbne den, nyde den. For forsider lover ting. De giver et billede af indholdet. Ensomhedens forside giver dig præcist det. Ensomhedens hus med rødder ud til steder, der ikke giver dig andet end det. Nedbrudte steder, hemmelige steder, bevoksede steder.

Som man nok fornemmer, er Karina Kamille Parsgaard-Lorenzen ikke udelt tilfreds med Ensomheden:

Ensomheden var for mig en lang bog. Ikke sideantalsmæssigt, men tålmodighedsmæssigt. Jeg elsker det sorte, det mystiske, det uhyggelige. Og jeg må sige at Ensomheden indeholder alt dette, bare ikke tungtvejende nok.
[...]
Jeg forstår Stephen Kings fascination af bogen. Den er yderste velskrevet. Andrew forstår at lege med ordene, at give dig mange måder at 'se' hvad du læser, og forklarer dig det grundigt og dybt.

Jeg tænker, at livet i 70ernes England, ikke var så udfarende hos middelklasse familien. Det forklarer den let kedelige måde livet beskrives på. Der er ikke så mange udsving, dagene er planlagte, og det er derfor at det overnaturlige, ikke anses for troværdigt. Mirakler ja, men kun via Gud. Intet kan rykke ved troen.

Man skal være openminded og tålmodig, hvis man gerne vil læse denne bog. Den er grå, regnfyldt, sørgelig, menneskelig, dyb, gennemarbejdet og fyldt med tro. Et gotisk værk, i sin helhed, flere historier finder sammen og bliver en'. Hvis man er visuel, er korte dele af den faktisk meget sjove. Det er de små ting, der får mig til at læse videre.

Slutningen gjorde det for mig dog. Og selvom jeg ikke blev overrasket over den, var den hele bogen og min tålmodighed værd!

Langt mere uforbeholdent begejstret var den tredje og sidste læser vi havde på, Jette Holst:

Ind i mellem får man fingre i en bog, som griber én med voldsom kraft, og alligevel kan man ikke rigtig forklare, hvad det er, der gør den så fantastisk. Sådan har jeg det med Ensomheden af Andrew Michael Hurley.
[...]
Jeg blev fuldstændig opslugt af romanens specielle atmosfære og læste nærmest bogen i et stræk. Det besynderlige ingenmandsland, Ensomheden, som er udgangspunktet for beretningen, emmer af tåge og fortvivlelse. Her hersker myten om heksen Elizabeth Percy som lokkede sømænd i deres død, stadigvæk, og hvert år kræver det voldsomme tidevand stadigvæk sine ofre.

Jette Holst slutter sin anmeldelse af med at give de engelske anmeldere ret, der har udråbt Ensomheden til en kommende gotisk klassiker, for "atmosfæren i romanen er så intens og foruroligende, at oplevelsen sidder i læseren længe efter."