Der er orme under huden og små dyregrave under tørresnoren; der er en nabo i guldbikini og en bil, der ikke kan få nogen væk fra den lille landsby, hvor børnene bliver deforme af noget i vandet. Måske. Samanta Schweblins Redningsafstand er fabelagtigt grufuld.

Amanda har hele tiden været klar over, at katastrofen når som helst kunne indtræffe. Hendes egen mor indprentede hende, hvor vigtigt det var altid at vide, hvor langt væk ens barn var, så man vidste, hvor meget tid man havde til at redde barnet fra katastrofen. Det er redningsafstanden, som Amandas mor kaldte den, og som Amanda også selv kalder den, når hun holder øje med sin egen datter, Nina. Hvis Nina er ved kanten af svømmepølen, hvor hurtigt vil Amanda så kunne nå derover fra den bil, hvor hun sidder med nabokonen i guldbikinien, hvis Nina falder i? Og ikke bare det: alle de andre farer oveni, som man ikke kan se med det blotte øje.

Det er dem, nabokonen Carla fortæller om, mens de sidder i bilen uden at køre nogen vegne: Hvordan hun i et øjebliks uopmærksomhed lod sin søn, David, lege i vandet, fordi hun forsøgte at redde den avlshingst, hendes mand havde lånt. Hvordan alt derefter blev en langtrukken katastrofe. David ændrede sig. En heks i landsbyen hjalp ham, men nu han blev en anden af det. Dyr falder døde om, når han stirrer på dem, baghaven er fuld af små grave, som Carla skræver over, når hun hænger vasketøj op. Det er den slags detaljer, der gør Samanta Schweblins roman så meget desto mere rædselsvækkende: forskydningerne i normaliteten, hvordan det hele ser ud til at være, som det skal, men det kan Amanda bare ikke lade være med at frygte, at det overhovedet ikke er. Den måde at fremkalde rædsel på med på overfladen helt troskyldige tegn i omgivelserne, der bare lige er lidt ved siden af, kan minde om Stefan Spjuts gyser Stallo, men Schweblin dosererer sine virkemidler langt mere nænsomt, med meget mere usagt omkring hver enkelt hændelse, hvilket gør bogen endnu mere uhyggelig.

For der noget helt galt i den lille landsby et par timers kørsel fra Buenos Aires, hvor Amanda har lejet sommerhus sammen med Nina. Der er noget i vandet, som deformerer mennesker og dyr. Grupper af børn bliver ført rundt i byen som levende døde, hen til ventesalen på sygehuset, hvor de ikke kan forvolde skade på andre end sig selv og hinanden.

De er mærkelige børn. De er, jeg ved det ikke, det hele brænder på mig. Deforme børn. De har hverken øjenbryn eller øjenvipper, deres hud er rødlig, meget rød, og også skællet. Der er kun et par stykker som dig.
Hvordan er jeg, Amanda?
Jeg ved det ikke, David, mere normal?

Rammen om Redningsafstand er den hospitalsseng, hvor Amanda ligger og er ved at dø, mens nabodrengen David beder hende om at fortælle præcis, hvad der er sket. Hans egen mor, Carla i guldbikinien, vil ikke længere have noget at gøre med ham, hun er bange for ham, og derfor er Amanda også blevet det, selvom hun har prøvet at overbevise sig selv om, at der ikke er nogen grund til det. Han er jo bare et barn. Men nu sidder det barn og får hende til at fortælle, hvad der ledte frem til, at hun ligger der. Trækker det ud af hende og får hende til at fokusere på det vigtige, som Amanda ikke selv kan gennemskue, hvad er. "Dette er vigtigt," siger han,  "Dette interesserer mig ikke," konstaterer han, "Din mor er uvigtig. Fortsæt," kommanderer han. De er nødt til at finde ud af detaljerne, de ved bare ikke, hvilke detaljer.

På samme måde er det egentlig uvigtigt, hvad det er, der sker med børnene i byen, som også har ramt Amanda. Om det har noget at gøre med de store, hvide beholdere, som bliver afleveret hos den lokale magnat Sotomayor, hvor Carla arbejder; om det er de orme, som David insisterer på, at Amanda skal fokusere på; om det er en massesuggestion. Det vigtige i Redningsafstand er, at noget ikke er, som det skal være. At katastrofen er indtruffet, og båndet mellem Amanda og Nina er brudt, redningsafstanden uigenkaldeligt overskredet.

Samanta Schweblin debuterer på dansk med romanen Redningsafstand, der er oversat med sikker hånd af Peter Adolphsen. Hvor det ville være oplagt at sammenligne hende med hendes samtidige landsmand César Aira for hendes metode med at forvride virkeligheden, som den gængst opfattes, er åndsfællesskabet dog større med den afdøde Adolfo Bioy Casares og hans partner Silvina Ocampo, der begge skrev op mod gysergenren, snarere end decideret at skrive i den. Deres ånd viderefører Samanta Schweblin, og det er intet mindre end fabelagtigt.