I dagene 24.-26. april beder godt 100 boghandlere landet over deres kunder om at donere bøger til projektet Læs For Livet. De indsamlede bøger ender hos udsatte børn og unge, hvor de kan medvirke til at skabe gode oplevelser og social forandring. William Dams Boghandel er med i projektet og opfordrer sine kunder til at kigge i reolen og se, om der er bøger, som kan komme andre til gavn.

Læs For Livet har siden 2012 indsamlet bøger fra private, forlag, anmeldere, forfattere og mange andre. Bøgerne bliver samlet i biblioteker på 200-800 bøger, som foræres til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig, som f.eks. børnehjem, familieafdelinger og ungdomspensioner.
Erfaringerne på de institutioner, som modtager bøgerne, er entydigt positive, og bibliotekerne har allerede haft stor betydning for en lang række børn og unge, som har fundet glæde og inspiration i bøgerne og fået helt nye læsevaner.

Fokus for Læs For Livet er læselyst. Nogle gange er det en bog om biler eller Justin Bieber, der vækker begejstring. For andre børn eller unge er det digte, tegneserier eller engelske klassikere. Det vigtigste er ikke, hvad børnene og de unge læser, men at de læser.

Børnene og de unge er i aldersgruppen 0-23 år, så nærmest alle genrer og sværhedsgrader er efterspurgt – fra papbøger til de mindste, billedbøger, fagbøger og letlæsning til ungdomsromaner, finlitteratur, digtsamlinger, biografier og kogebøger.

Over 100 institutioner landet over har allerede modtaget biblioteker fra Læs For Livet, og mange flere er på vej.
Og hvis du har bøger stående, som du ikke synes passer sig for udsatte børn og unge, eller ikke er i god nok stand til at indgå i et bibliotek, så samler William Dams Boghandel året rundt ind til bogtræerne på Store Torv i sommerferien, hvor alle kan komme og plukke en bog.