Hvem er de, de unge, danske mænd der drager i krig for Islamisk Stat i Syrien?

Den unge journalist Jakob Sheikh havde allerede skrevet om Det Arabiske Forår, som han nogle tidligere som journaliststuderende var havnet midt i, og han var så småt begyndt at skrive om de unge danskere der tog afsted for at kæmpe på islamisternes side. Så en dag mødte han sin barndomskammerat Amir på gaden, og Amir var lige vendt hjem fra Syrien og ville afsted igen. De to var vokset op i den samme baggård på Vesterbro, men hvor Jakob var blevet sendt i privatskole og på gymnasium, var Amir faldet i med nogle rødder og rendte rundt og lavede bræk, indtil han fik en religiøs vækkelse.

Det blev i første omgang til et essay om hvordan de to på trods af en på mange måder ens opvækst alligevel var endt så forskelligt, men mødet gav også Jakob Sheikh adgang til et miljø som ellers er lukket land for de fleste medier. Den artikelserie Jakob Sheikh skrev om de danske syrienkrigere, blev indstillet til Cavlingprisen, og han modtog "den lille Cavling", Kristian Dahls Mindelegat, for den.

I oktober udkom bogen Danmarks børn i hellig krig om de langt over 100 unge mænd der har valgt at drage i hellige krig for kalifatet. Og ikke mindst om hvordan de er blevet drevet dertil på trods af en opvækst der ikke adskiller sig markant fra de fleste andre danskeres.

Tirsdag d. 3. november kl. 18:00 besøger Jakob Sheikh vores boghandel på Bornholm for at fortælle om bogen, og om hvordan det har været at begive sig ind i de ekstremistiske miljøer i København.

Gratis billetter kan afhentes i William Dams Boghandel - hold dig opdateret ved at tilmelde dig facebookeventen.