KONKURRENCEN ER SLUT.

Vinderne blev Susan Stabell, Elisabeth Cederstrøm, Freddy Thorning, Lise Kristensen og Preben Vittrup. Du kan læse deres anmeldelser her på bloggen op til udgivelsen.

Trænger du til et fix romantik i stil med Jojo Moyes? Og vil du fortælle andre om det bagefter? Vi søger fem anmeldere til kærlighedsromanen 'Uovervindelig sommer'.

Benedict elsker Eva, som elsker Lucien, som elsker sig selv, og hans søster Sylvie elsker ingen. På universitetet i midten af halvfemserne er de fire venner uadskillelige og uovervindelige, men bagefter glider de fra hinanden, efterhånden som virkeligheden rammer dem hårdt. Drømme brister, karrierer tager magten, og livet er alligevel ikke, hvad det skulle have været. Nu bliver de ført sammen igen, men ingen af dem havde forestillet sig, at det skulle ske sådan.

Alice Adams debuterer med en bittersød kærlighedsroman om at være ung og have verden for sine fødder - og om at blive voksen og have den hvilende på sine skuldre. Det er historien om Eva, der for alt i verden vil lægge sin opvækst i Sussex med lørdagsvagter i supermarkedet bag sig, og som stryger til tops i Londons finansverden, blot for at falde tungt efter krakket. Og det er historien om playboyen Lucien, hvis drengede charme hastigt fortager sig. Om Sylvie, der aldrig blev den stjerne på kunstscenen, som alle troede, hun skulle være. Og om Benedict, der fordybede sig i studierne, da Eva afslog ham.

Men Uendelig sommer er også historien om, hvordan de alle fire finder sammen igen, og vi søger fem anmeldere, der har lyst til at læse bogen og skrive om den til vores blog, inden den udkommer på dansk 2. maj. Skriv i kommentarfeltet, hvorfor vi skal vælge dig. Vi udtrækker fem vindere mandag d. 10. april. Vinderne bliver offentliggjort her på siden.

Uovervindelig sommer udkommer 2. maj.