KONKURRENCEN ER SLUT. Vinderne blev Lillian Carstensen, Niels Jørgensen, Sanne Ravn, Annebeth Bonde og Johnny Sørensen.

I hjemlandet har Christopher Bollens roman Orient trukket sammenligninger med F. Scott Fitzgerald og Donna Tartt, og nu søger vi fem anmeldere af den danske udgave. Vil du være med?

Jeg forventer ikke, du vil tro på, at jeg havde reelle hensigter. Jeg lærte først noget om livet i den bedre del af Amerika for sent - at det kræver nådesløse, mistroiske, nærige handlinger at leve et helt almindeligt liv.

Sæsonen er slut i den lille badeby Orient på Long Island, New Yorks middelklassebohèmer er taget hjem til Manhattan, og gallerierne og kunsthåndværksbutikkerne er ved at skodde for, da den unge mand Mills Chevern dukker op i byen uden at kende nogen. En arkitekt har bragt ham med sig i et forsøg på at rette op på teenagerens liv, og det er det samme, den unge kvinde Beth forsøger med sit eget liv efter at være blevet vraget af New Yorks kunstelite.

Orient er en lille, beskyttet enklave, og det vil dens indbyggere gør alt for at bevare den som, så den ikke bliver til et nyt Hamptons, hvor kun storbyens overklasse har råd til at feriere, og den lokale befolkning må se sig trængt af mere formuende invasionsstyrker i sommermånederne. Store selskaber lokker med tilbud om at bygge luksusferielejligheder, men Orients borgere vil have, at byen skal fortsætte med at være lille og tryg, og derfor holder indbyggerne et vågent øje med hinanden og ikke mindst med dem, der kommer udefra.

Snart efter Mills Cheverns ankomst findes først den lokale opsynsmand og derpå en ældre kvinde døde, og da et uidentificerbart monster af et dyr skyller op på stranden, begynder panikken for alvor at brede sig. Nabo anklager nabo, kunstnerparret, der netop har overbudt de lokale for at købe en liebhaverejendom, kommer i søgelyset, og mistanken samler sig om den unge, naive Mills Chevern.

Som Joël Dicker og Donna Tartt har gjort det, bruger Christopher Bollen i Orient thrillerens suspense som fremdrift i en ærkeamerikansk fortælling om klasseskel og familiehemmeligheder, som man kender dem fra Jonathan Franzen og tilbage til F. Scott Fitzgeralds klassiske Long Island-roman Den store Gatsby.

Vi udlodder fem eksemplarer af Orient til dem, der har lyst til at anmelde bogen her på bloggen.

Skriv i kommentarfeltet nedenfor, hvorfor vi skal vælge dig.

Vi udtrækker fem vindere onsdag d. 29. marts. Vindernavnene bliver offentliggjort her på siden, når vi har modtaget bekræftelse fra alle fem vindere. Vi skal have din anmeldelse af bogen senest onsdag d. 12. april kl. 8:00. Anmeldelserne vil løbende blive offentliggjort her på bloggen.

Orient udkommer 4. april.