Bliv klogere på en af verdens ældste kongerækker
Peter Ingemann dykker denne gang ned i den danske kongerække.
Den danske kongerække er blandt verdens ældste, og har mere end 1000 år på bagen. I Ingemanns gennemgang af kongerækken støder vi både på de magtliderlige og de krigeriske regenter, på dem der formøbler hele den danske formue væk, og dem der overtager et enten dybt forgældet Danmark eller et Danmark, der i sin pragt og vælde breder sig over flere landegrænser.
Der er regenterne, der er tæt på at være gået i glemmebogen, dem der i mange år efterfølgende er løbet med al opmærksomheden, og så er der de stærke kvinder, der med snilde og strategisk kloge beslutninger har været magtfulde i en sjældent set grad i mandsdominerede verdener.
Peter Ingemann lavede i 2022 en tv-serie om netop kongerækken, og med denne bog kommer Ingemann og læseren endnu længere ind i fortællingen om kongerækken med alt, hvad der hører til af både store visioner og store fiaskoer, krige, intriger, utroskab og kampen om magten.