Beskrivelse
I bogen følger man to hovedpersoner: Soldaten Anders, som kæmper på tysk side, en kamp han var tvunget til at deltage i, fordi Sønderjylland på det tidspunkt var tysk, og Marie, som er lærerinde i Graasten. Hun og Anders er forelsket i hinanden, men er adskilt i 4 lange år pga. krigen. Man hører om deres hverdag, længsler og drømme.
Vent på mig, Marie er en krigs- og kærlighedshistorie, som foregår under første verdenskrig. Romanen er aktuel i forbindelse med et hundrede året for en af de værste begivenheder i verdenshistorien. Forfatteren er af sønderjysk slægt og er stærkt inspireret af sin farfars dagbøger, som han trofast førte under krigen. Vent på mig, Marie er en bevægende historie, som giver et godt billede af tiden og de mange skæbner under krigen både ved fronten og hjemme i Sønderjylland.