Skal vi til at gøre op med normalbegrebet?
De seneste år er der kommet mere og mere fokus på neurodiversitet, og nu udkommer antropolog og forsker, Christian Groes, med bogen “Vi er alle anderledes".
For udover at være antropolog og forsker, så er Groes også alenefar til Oskar, der har diagnoserne autisme og ADHD, og det har givet forfatteren et helt nyt perspektiv på det at være anderledes.
Med begrebet "neurodiversitet" udfordrer Christian Groes tanken om, at særlige hjerner kan tæmmes, helbredes eller isoleres. I stedet bør vi skabe et samfund og miljøer, der tilgodeser de unikke hjerner - i familien, skolen, på arbejdspladsen og i sociale fællesskaber.
Vi skal lære at værdsætte forskellighed i stedet for at kategorisere menneskers sind som syge eller raske, kloge eller mindre kloge, skøre eller fornuftige.
For vi er alle forskellige. Nogle passer ind i samfundets normer og forventninger, mens andre har sværere ved at tilpasse sig eller finde deres plads. Nogle udtrykker deres anderledeshed gennem kunst eller særlige interesser, andre gennem udadvendt eller fysisk aktivitet, eller ved en mere indadvendt og tilbageholdende adfærd. Det "normale" samfund er en konstruktion, og vi kunne lige så vel indrette os helt anderledes. Vi bør genopdage menneskets naturlige tilstand og lade den blomstre.
“Vi er alle anderledes” indeholder beretninger om neurodivergente personer, både kendte og ukendte, om Oskar og andre børn og unge med diagnoser samt deres familier, og om voksne, der først sent i livet har fået en diagnose. Der er også historier fra fortiden og fra oprindelige kulturer, samt indsigter fra normernes og kulturens historie.
