Den Borrijnholmske Sangbågen
Længe har en bog med bornholmske sange og viser været efterspurgt, og nu har Henning Larsen samlet mere end 150 sange og viser på både bornholmsk og dansk, der alle har det tilfælles, at de har en særlig tilknytning til Bornholm, stammer fra og bliver sunget på øen i Østersøen.
Blandt sangene og viserne finder du både de gamle sange, som blev indsamlet og nedskrevet for over 130 år siden af Hans Johansen, men som har mange flere år på bagen.
Det var sange og viser, som især blev sunget blandt tyendet og den mindrebemidlede befolkning på Bornholm, og her opsøgte Hans Johansen dem for at få nedskrevet de sange og viser, som du i dag, blandt andre, finder i Den bornholmske sangbog.
Blandt sangene og viserne finder du blandt andet Gamla toza, en vaskeægte klassiker hvis vi selv skal sige det, den bornholmske fødselsdagssang (eller den Borrijnholmsk Føsselsdâs Song, som den jo hedder på solskinsøen), og selvfølgelig også den mest populære sang om Bornholm blandt alle danskere: Bornholm, Bornholm, Bornholm, der blev allemandseje efter Lille Per besøgte øen i 1959.
Nogle af sangene er på dansk, andre på bornholmsk, men i Den bornholmske sangbog er der taget hensyn til, at det bornholmske sprog for nogen kan være svært at læse, og der er dermed sket en forenkling af visse bornholmske ord, uden at betydningen af ordet går tabt, så flere kan få glæde af Den bornholmske sangbog.