Beskrivelse
I 1998 udgav Svend Lings Bibelen uden Gud. Det er verdenshistoriens første omskrivning af Det Gamle Testamente. Gud er fjernet. Baggrunden var først og fremmest at kristendommen efter forfatterens opfattelse gennem århundreder har fastholdt vesten i sit kulturmønster, men de kristne kulturer fostrer ikke harmoni og ´lykke´. Han fandt det nødvendigt at rokke ved selve kristendommens fundament og dermed forsøge at skabe grobund for fornyelse.
Det Nye Testamente blev udeladt i første omgang fordi det er uden nævneværdig skønlitterær værdi. Imidlertid har flere forhold gjort det nødvendigt alligevel at tage fat på det også. Fx har især præster påstået at Bibelen uden Gud ikke berører noget væsentligt, da kristendommen næsten udelukkende bygger på Det Nye Testamente, og da de to testamenter ikke har ret meget med hinanden at gøre.
For at gøre denne vanskelige diskussion lidt lettere, er der anslået en humoristisk tone, og bogen er frækkere og langt mere respektløs og provokerende end Bibelen uden Gud.
I efterskriften gives bl.a. en biopsykologisk forklaring på religiøsitet, forslag til virkeligheds- og livsopfattelse baseret på et humanistisk naturvidenskabeligt grundlag, samt et bud på vejen frem.