Beskrivelse
Den 5. oktober 1941 blev den unge vejlensiske arbejdsmand Alfred Andersen anholdt og efterfølgende sigtet for kommunistisk virksomhed. Alfred Andersen var medlem af DKU i Vejle, og hans illegale arbejde bestod i at have uddelt illegale blade.
Straffen blev udmålt, og Alfred sad tiden ud. Men i stedet for at blive løsladt, blev han tilbageholdt og interneret. Tyskerne ønskede at forhindre al kommunistisk aktivitet – og en lang række danske embedsmænd og myndighedspersoner var mere end villige til at hjælpe med at løse den opgave.
Alfred Andersen blev interneret i Horserødlejren og i oktober 1943 deporteret til koncentrationslejren Stutthof. Alfred overlevede opholdet her, men først efter en dramatisk ´dødsmarch´ gennem det sønderskudte Polen og Tyskland – og vendte tilbage til Vejle den 5. juni 1945.
Alfreds skæbne deltes af mange andre danske kommunister – og den deltes af hans tre brødre, Poul Richard, Svend Aage og Aksel. De fire Andersen-brødres skæbne er bogens emne, og de tjener som eksempler på behandlingen af kommunisterne både før, under og efter Besættelsen.
Christian Poulsen opruller en spændende og tankevækkende historie om nogle af de små i samfundet, der havde store problemer med at få tilværelsen til at hænge sammen i 20´erne og 30´ernes krise, og som måtte betale dyrt for den danske regerings samarbejdspolitik med tyskerne.