Beskrivelse
Den 31. maj 2010 fik Dennis Ibsen tvangsfjernet sin fire måneder gamle datter, Natasja. Kommunen mente, at hverken han eller barnets mor kunne taget sig af hende, så hun kunne udvikle sig, som et barn skal. Men et sted i processen var noget gået helt skævt.
Kan en kommune havne i en situation, hvor den har glemt alt om barnets tarv? Findes der børn i Danmark, der aldrig skulle have været tvangsanbragt?
Dennis Ibsen er en veluddannet, ung mand, der aldrig har været en del af systemet. Han ville ikke finde sig i, at kommunens sagsbehandler stemplede ham uegnet som far. Så han tog kampen op.
Bog-dokumentaren Uegnet som far beskriver et anbringelsesforløb fra den første underretning til den sidste afgørelse i Retten i Nykøbing Falster.
Den giver et indblik i et magtfuldt og snæversynet tvangsfjernelsessystem, hvor en kommune kan bruge sine egne eksperter til at få de resultater frem, der udelukkende underbygger dens egne påstande. 12.654 børn og unge mellem 0 og 17 år er anbragt uden for hjemmet i 2011. Af dem er 14 procent tvangsanbragt.
Dette er historien om ét af dem.