Beskrivelse
Den 15-årige Mona vokser op i Husum, et af Københavns farverige arbejderkvarterer. Dér hvor alting kunne ske, og derfor skete. Dér hvor børnene og de unge færdedes som frie fugle i flokke rundt i kvarteret.
De smarteste og stærkeste var dem, der satte dagsordenen, og alle vidste, at både lærerne og forældrene slog hårdt, når ordene ikke slog til.
Det Røde Fængsel var skolen, hvor grumt fjendskab trivedes side om side med forelskelser og venskaber, og Husum Parken gav plads til både hasarderet knallertkørsel og hyggelige legetanter.
Sidst i 1960´erne var illegale aborter og udborede knallerter, med kæresten bag på, en naturlig del af de unges liv i arbejderkvartererne. Liv og død var ikke abstrakte begreber. Nogle gik helt til bunds, og i deres dramatiske fald mod afgrunden skubbede de andre opad. Sådan var det bare.
Til alle tider mødes unge med vildt bankende hjerter, og de skaber historie og spredes igen for vinden. Det skete dengang, og det sker også i dag.