404 - Siden blev ikke fundet

Der er 1 fejl

  1. Fejlkode: 404 - siden blev ikke fundet

« Tilbage

Fejlkode: 404 - siden blev ikke fundet


Åh nej!
Denne side er ikke længere tilgængelig. Varen, som engang kunne købes her, er fjernet fra vores katalog. Informationen, som du ser her på siden, er en del af vores produktarkiv og er blot en hyldest til den vare, der engang var.


Men vent ...
Vi har heldigvis gemt lidt info, før produktet blev slettet. Du kan stadig finde links til fx forfatter, leverandør, kategorier og serier, samt andet som denne vare har været en del af. Vi håber, at det kan hjælpe dig med at finde en anden udgave af varen eller måske et alternativ.

Buksevand (Ebog, epub, Dansk)

Forfatter(e): Silja Bødker


Forlag: Silja Bødker

  • Type: Ebog
  • Format: epub
  • Sprog: Dansk Sprog: Dansk
  • Udgivelsesdato: 07-12-2016
  • Sideantal: 98 Sider
  • Filtype: epub
  • Filversion: 2.0
  • Filformat: Reflowable
  • Filstørrelse: 64 KB
  • Kopibeskyttelse: DigitalVandmaerkning
  • ISBN/VNR: 9788799932023
DENNE VARE ER UDSOLGT / UDGÅET
DENNE VARE ER UDSOLGT / UDGÅET

Når du handler på WilliamDam.dk, betaler du den pris du ser.

  • Ingen gebyrer
  • Ingen abonnementer
  • Ingen bindingsperioder

Varen har været en del af disse kategorier

VARENS BESKRIVELSE

Buksevand Første kapitel Skurdøren knaldede i foran dem. Lasse kunne høre, at de fniste udenfor. Hvorfor pokker var det altid ham, det skulle gå ud over? Bare fordi han havde fortalt Kim, at han godt kunne lide Sanne. »Kys hende så!« lød det udenfor. »I kommer ikke ud, før I har kysset hinanden!« Lasse stod tavs og ubehagelig til mode. Solen grinede ind gennem en sprække i brædderne og afslørede Sannes lyse fletninger. Lasse skottede genert til hende. Hun stod og så på ham med sit søde ansigt. Lasse sparkede arrigt i gruset og fik så en idé. Han gik helt hen til hende og hviskede: »Vi siger bare, at vi har kysset hinanden.« »Det er snyd,« hviskede Sanne tilbage. Lasse stod med en klump i maven, han kunne høre, at de hviskede udenfor. De prøvede at kikke ind, lysstrålen forsvandt, da et af hovederne pressedes imod sprækken. »Vi har kysset hinanden!« råbte Lasse. Han vidste godt, hvordan det ville være i skolen i morgen, men bare han kunne slippe ud af skuret med Sanne i. »Er det rigtigt, Sanne?« det var Kims stemme. Lasse så spændt på Sanne. Lugten var skarp af træ og jord derinde, og rundt i hjørnerne hang der sikkert en masse spindelvæv med edderkopper i. Pigerne hvinede altid, når de så en edderkop. Lasse fik en ny ide. »Jeg ved, at der er en kæmpestor edderkop herinde. Den sidder oppe i hjørnet dér.« Lasse pegede. »Hvis du ikke siger, at vi har kysset, så fanger jeg den og putter den ned under din bluse.« Sannes store blå øjne blev endnu større, og hun så så bange ud, at Lasse havde lyst til at trøste hende og sige, at det bare var løgn. Han kunne se, at det bævede om hendes mund. Bare hun nu ikke begyndte at tude. »Sig det så!« hviskede Lasse og spillede den store og stærke. »Er det rigtigt?« lød det igen udenfor. »Ja.« Sannes stemme ville ligesom ikke rigtigt fungere. Lasse kunne se tårerne i hendes øjne, de glimtede som diamanter og truede med at løbe over. Han blev både arrig og ked af det ved at se hende stå der, hjælpeløs og grådkvalt. Men det var da ikke hans skyld. Han ville fame ikke kysse tøserne. Han tog sig sammen og råbte: »Luk os så ud!« De kunne høre hængelåsen rasle, og pludselig gik døren op, og sollyset vældede ned i hovederne på dem, så de et øjeblik ikke kunne se noget. »Juhuu, Sanne og Lasse har kysset hinanden!« Der blev opført en mindre krigsdans foran dem af Kim, Jesper og Ole. Lasse kom ud af skuret først, han følte, at hans hoved mindst kogte. Han måtte ligne et modent jordbær, gad vide om hans fregner også blev røde. Sanne løb forbi dem og hen over byggegrunden mod den store nye boligblok. Hendes fletninger daskede omkring ørerne på hende, og Lasse syntes, han kunne høre, at hun var begyndt at tude. Ole knækkede sammen af grin foran ham, han pegede på ham og råbte: »Se, se Lasse. Han er helt rød i hovedet!« »Gu er jeg ej!« råbte Lasse endnu rødere i hovedet. Igen dansede de rundt om ham, mens de råbte: »Lasse kysser pigerne. Lasse kysser pigerne.« Lasse knyttede hænderne og stoppede dem i lommerne. Han sparkede arrigt til en sten og vendte sig om for at gå. »Øv, hvor skal du hen, Lasse?« Kim kom op på siden af ham og tog ham i armen. »Der er da ingen grund til at være sur. Det var bare for sjov. Det kunne lige så godt have været en af os andre.« »Jeg gider ikke lege med jer,« mumlede Lasse og prøvede på at lade, som om Kim ikke var der. »Lad ham dog være, Kim,« råbte Ole, »han skal nok blive god igen.« »Så må du sgu’ osse selv om det!« skreg Kim efter ham. »Gå du hjem til moar!« Kim gik tilbage til de andre, og Lasse kunne høre, at de skulle til at lægge planer for resten af dagen. Idioter, tænkte Lasse og begyndte at løbe. Han løb, lige til han nåede parken. Det var her, de store drenge altid holdt til med deres racercykler og knallerter. Lasse så surt på den lille høj, der var dækket af buske og træer. Det var forbudt område, han befandt sig på nu, og hvis de store så ham, ville han få tæv, men der var ingen drenge nu, og nysgerrigheden skubbede Lasse helt hen til højen. Der var køligt under træerne, og lugten af blade og fugtig jord var meget tydelig. Lasse lagde sig i græsset og kikkede op i træernes løv. Der var nu noget dejligt ved det hele her i begyndelsen af sommeren. Alting var så nyt og friskt. Bladene på træerne var endnu helt lysegrønne og bløde, ligesom græsset. Han fik helt lyst til at smage på det. Lasse nippede et par græsstrå af og puttede dem i munden. De smagte, ligesom de lugtede. Der var sikkert mange vitaminer i græs, det skulle man spise noget mere af. Hvorfor sagde hans mor aldrig, at han skulle spise græs? Hvis du er sulten, så gå ned i parken og spis dig noget græs. Lasse fniste, han kunne lige høre sin mor sige det. Han rullede rundt og kikkede ind under buskede. Der var mørkt, men hvad var nu det? Der var noget derinde, det lignede en flise, en stor flise. Lasse kravlede ind under buskene. Jord og sten borede sig ind i huden på hans knæ, men han var ligeglad, da han pludselig kikkede ned i et sort hul, hvorover der skulle ligge to store betonfliser, men den ene var skubbet til side. Det var den, han havde fået øje på. Den anden flise dækkede kun nedgangen halvt. Det måtte være en bunker eller et beskyttelsesrum fra krigens tid. »Hold da helt kæft,« hviskede Lasse for sig selv. »Det må jeg fortælle de andre.« Hurtigt kravlede han ud af buskene, mens han hemmeligt så sig omkring for ikke at blive opdaget. Da han var kommet ud af parken, løb han hurtigt hen til byggegrunden igen. De andre var væk. De var sikkert løbet over i skoven til hulen. Lasse ville gøre alt for at kunne fortælle de andre om det, han havde opdaget. Det her var alt for spændende til, at han kunne holde det for sig selv i ret lang tid. Han satte kursen over mod skoven. Det var et langt stykke vej at løbe, men han var for spændt til at standse op for at få vejret. Anemonerne dækkede skovbunden og skjulte grene og kviste, som knasede under hans fødder. Gamle brombærranker greb fat i hans bukseben, som om de ville hindre ham i at nå frem til hulen. Endelig nåede han frem til den lille granskov, hvor hulen var. Han standsede, ikke en lyd var der. Han ville overraske dem og listede ind mellem grantræerne. Hulen så øde og forladt ud uden kammeraterne. Det lille hul til deres ildsted, med stenene rundt om, var fyldt med gamle blade. »Pokkers osse,« mumlede Lasse. »De er her ikke.« Han så, at hulen trængte til at blive repareret igen, de skulle have fat i et eller andet, som de kunne lægge på taget, så det ikke regnede ind. Lasse sparkede ærgerligt til de gaffelformede grene, der stod ved hver side af det lille ildsted, med spiddet hvilende ovenpå. Vinden susede sagte i grantræerne, og en eller anden fugl skræppede længere inde i skoven. Det lød hult og gav ligesom ekko. Her var faktisk lidt uhyggeligt uden kammeraterne. Pludselig begyndte han at fryse, og han satte i løb igen for at komme ud i den varme sol. Han var hjemme hos både Kim, Jesper og Ole for at spørge efter dem, men der var ingen, der vidste, hvor de var. Ærgerlig traskede han hjemad. Hans lyse tætte hår strittede lige op i luften, og solen var begyndt at brune hans arme og havde gjort ham rød i hovedet. Lasse nåede til nummer seksogtyve og skubbede døren op med ryggen. Langsomt traskede han op ad trapperne. Han boede på første sal til højre.