Ild & Vand 1 Forstør

Ild & Vand 1 (e-bog, epub)

Af: Silja Bødker

Forlag: Silja Bødker
Format: epub
Sprog: Dansk
Serietitel: Ild & Vand
Sideantal: 272
Dato for udgivelse: 2016-11-28
Nr. i serien: 1
Illustrator: Naja Abelsen
ISBN-13: 9788799932061
Produkt type: e-bog
Filstørrelse: 221 KB
Filversion: 2.0
Kopibeskyttelse: DigitalVandmaerkning
Bogtype: Ebog
Filtype: epub
Format: Reflowable
Da Elena føder to børn en stormfuld, mørk nat, deler hendes halssmykke sig i to, ét til hvert barn, og en pagt besegles. Netsi er lys og mild, hvor Onam er opfyldt af mørke, farlige kræfter, og Elena har betalt en dyr pris med sine børns...

Flere detaljer

Inden for 10 minutter på e-mail

93,50 kr

Når du handler på WilliamDam.dk, betaler du den pris du ser.

  • Ingen gebyrer
  • Ingen abonnementer
  • Ingen bindingsperioder

Beskrivelse

Stormfulde kræfter Skibet lå tungt og bredbuget, red på havets bølger og pløjede dem til hvidt skum med den kraftige stævnbjælke, der sejrssikkert ragede op i luften og trodsede de sårede soldaters jamren og stønnen. Det solblegede brune sejl var fyldt til bristepunktet. Det knagede i tovværket, strammede, knirkende. Barbatio så med sammenknebne mørke øjne op på det fyldte sejl. Det skulle rebes, bølgerne voksede i størrelse, vinden var blevet vedvarende hård og peb i masten. Hårde vindstød blæste skum og vand af bølgetoppene og fyldte luften med saltvand. Barbatio bandede mellem sine sammenbidte tænder og kastede et blik på sin last af soldater. De fleste var sårede efter kampe mod skotter og piktere i Britannia, og af hans egne folk var der kun seks for at gøre plads til soldaterne, som, det havde været hensigt, skulle udføre søfolks arbejde, men nu var de fleste søsyge. Hele besætningen udgjorde et ynkeligt syn, mens Barbatio hurtigt lod sit blik glide over dem. Det standsede ved hans hustru, Elena, der var lige så elendig som soldaterne. Hans hjerte krympede sig ved synet af hendes lidende ansigt og ødelagte frisure: Håret hang i lange våde tjavser, og uldkappens blå farve smittede af. Hendes tre tjenestepiger havde det ikke meget bedre. Den buttede Sissela var dødbleg, og hendes ansigt lyste som månen imod ham i det tiltagende mørke, hendes øjne var store og runde af angst, det korte sekund deres øjne mødtes. Det var ikke en situation, han havde ønsket at bringe sin nye unge hustru i, tænkte Barbatio, og om det skulle blive deres endelige rejse i nat, gid så at hærføreren, Lupicinus, ville lide en endnu værre skæbne, gid Lucifer ville tage sig af ham, idet han måtte have været i Lucifers tjeneste, da han gav ordre om at sejle ud, til trods for hans, Barbatios, forudsigelse om vejret. For hvilken forstand havde hærføreren om havet og himlen? Han skulle bruge sine kræfter og sit vid på krigens område og lade havets folk om at sejle. Barbatio spejdede agterud i håb om at få øje på de lysere sejl fra sine fire andre skibe, men der var ikke andet at se end den tiltagende mørke himmel og havets bølger, der havde skiftet farve fra mørkeblåt til gråt og sort, kantet med sydende, hvide skumtænder. – Reb sejlet, brølede han og kunne dårligt høre sin egen stemme gennem vindens hyl i mast, tovværk og havets rasen, men han så et par af sine søfolk adlyde ordren og vise nogle af soldaterne, der endnu kunne stå på benene, hvad der skulle gøres. – Sænk råen! Sur rakketrossen! råbte han. Der var for meget pres på sejlet, hvor længe endnu kunne det holde? Landmærkerne var for længe siden blevet udviskede af regn og et sort skydække. Nu var der kun havet og himlen at se. Han så spørgende på rorsmanden, mens regnen stak ham i ansigtet. Rorsmanden nikkede. Alt var i orden. Barbatio kastede et hurtigt bekymret blik til Elena, der lå på agterdækket bag ham. Hun var datter af den udsendte præfekt i Britannia, og selv i dette øjeblik undrede han sig over den fortryllende tiltrækning, hun havde på ham. Allermest havde han lige nu lyst til at springe hen og tage hende i sine arme. Rasende genkaldte han sig øjeblikket, før de forlod Britannias kyst, hvor han nægtede sine folk at gå i skibene, fordi vejret tegnede dårligt, og Lupicinus havde givet ordre til at arrestere ham. Han huskede igen den klare lyd af sværd der blev trukket og Lupicinus’ trusler om fangehullet og henrettelse. Han var blevet tvunget til at adlyde, og forgæves havde han prøvet at overtale Elena til at blive og vente på ham, indtil vejret blev bedre, men hun havde været stædig og stejl. Hun ville med. Lige nu kastede hun op, ligesom over halvdelen af soldaterne, hvoraf mange havde opgivet at læne sig ud over skibssiden og i stedet kastede op dér, hvor de sad eller lå. Det gik for langsomt med at rebe sejlet, bådens slingrende bevægelser og pladsmanglen gjorde arbejdet svært for soldaterne. – Længere ned med råen! råbte han og blev ramt af et koldt saltvandssprøjt i ansigtet. – Torden og lynild, husk rakketrossen! skreg han så højt han kunne. – Sur rakketrossen! brølede han endnu højere. De soldater var ikke til nogen nytte om bord på et skib. Men det var for sent. Et hårdt vindstød ramte sejlet. Han kunne ligefrem mærke presset i det tungt lastede skib og en skærende knagen fra kølsvinet, da den øgede belastning blev lagt på masten. Så lød den uheldsvangre skarpe, splintrende lyd, da masten knækkede, vanterne sprang med lyde som piskesmæld, og råen faldt med et brag sammen med sejlet og et virvar af tovværk. Barbatio sprang fremefter for at hjælpe mændene. En mand begyndte at skrige ude på fordækket og blev ved med at skrige. Elena kastede op og klamrede sig syg af angst til rælingen. Hvad ville der ske nu, hvor masten var knækket? Hun havde det så dårligt, hendes mave føltes som en hård knude, og slavepigerne var ikke til megen hjælp. De havde nok at gøre med at tage vare på sig selv. Barbatio sprang ned i virvaret af sejl, tovværk, skjolde og våben og hjalp til med at frigøre mændene. Situationen så håbløs ud i mørket, de sårede soldater stønnede, bølgerne tårnede sig skummende hvide op, og hele tiden kunne de høre høje smertefyldte skrig fra fordækket. – Skær rebene over og se, om I kan bjerge sejlet! råbte Barbatio. Råen lå på tværs, han kravlede over den og fandt udkiksmanden, der lå og skreg og vred sig i bundvandet. Toppen af masten havde åbenbart ramt ham på siden af hovedet, skrællet huden af kinden og revet øret af. Blodet så blankt og sort ud i mørket. Hans skulder var åbenbart også blevet ramt. Ærgerligt, Barbatio havde brug for alle sine søfolk lige nu. Skibet var allerede tungt af vand, der skvulpede om benene på ham, det fulgte trægt med bølgerne og strømmen. Bare de nu ikke også mistede roret. – Øs! brølede Barbatio og skubbede til to af de soldater, der stadigvæk stod op. Han bøjede sig og greb selv fat i udkiksmanden og trak ham gennem vandet helt ud til siden, så de kunne komme til. Den splintrede mast lå og rullede på kanten af rælingen, og kun tovværket hindrede den i at glide ud i vandet. Barbatio trak sin kniv og begyndte at skære rebene over. Han opdagede hænder ved siden af sig og så ind i Borotas beslutsomme øjne. Borota var hans bedste mand, ham kunne han stole på i alle situationer. Lidt efter skubbede de i fællesskab det splintrede mastestykke over bord. Udkiksmandens skrig var blevet svagere og kunne nu kun svagt høres igennem vindens og havets rasende lyde. En mand kom hen til ham og støttede en hånd på rælingen, mens han så på ham. – Hvad skal vi gøre ved ham? råbte han med et nik mod udkiksmanden. Barbatio mumlede utydeligt og knælede ned ved siden af den sårede, der var besætningens yngste, og undersøgte hans hoved med valne fingre. Ansigtsknoglerne var knust, kunne han mærke. Han skar mandens skindjakke i stykker med sin kniv så han kunne se hans skulder. Manden stønnede og så op på ham med store smertefyldte, men tillidsfulde øjne. Skulderen og overarmen var knust, og der stak knoglesplinter ud. – Hvis du overlever bliver du krøbling, råbte Barbatio nådesløst til ham og så op på Borota, der rystede på hovedet med tænder, der så meget hvide ud i hans mørke ansigt. Mandens ansigt fortrak sig og han begyndte stønnende at skrige igen, spyttet boblede om hans mund, men pludselig blev han slap og stille. Barbatio rejste sig. – Ud med ham! kommanderede han. – Jamen, han er jo ikke død, protesterede én. – Hans hovedskal er smadret. Lige nu er han bevidstløs og vil drukne med det samme. Uden et ord greb et par mænd fat i den sårede og løftede ham over bord og slap ham. Hurtigt trak det våde tøj ham under, og han forsvandt kun efterladende nogle få store bobler. * Elena var dårlig. Hun havde aldrig før været så kold og syg, og det blev ved og ved. Var det Nemesis, der tog sin hævn nu, for alle de gange hun havde stukket slavepigen med enten benkammen eller hårnålene, fordi hun ikke var dygtig nok til at sætte hendes hår rigtigt? Var det nu, alle de små hvide ar på Sisselas arme skulle hævnes sammen med alle de gange, hendes hænder havde klasket hendes kinder røde? Hendes mave gjorde ondt, og til trods for at der ikke kom mere, skulle hun hele tiden kaste op. Havde Nemesis og Neptunus i ren skadefryd sluttet sig sammen, nu, hvor hun troede at hendes fremtid var sikret? Træt var hun blevet ovre i Britannia af alle bejlerne, officerer i den romerske hær, der kun kunne give hende en sølle, usikker tilværelse, og til sin skuffelse og skræk var hun blevet konfronteret med sin egen fars begrænsning, hans fejhed og vege sind. Hun måtte erkende, hvor usikker hendes tilværelse fortsat ville være, hvis ikke hun selv fandt en løsning. Hun nærede kun foragt for sin far nu efter at have set ham krybe i skjul, mens skotterne og pikterne samlede sig og begyndte at brænde gårde og hærge i udkanten af byerne. Hun foragtede hans fremtræden, hans bløde dobbelthager, den struttende mave og de tynde arme og ben. Hun kunne næsten ikke tåle synet af hans knoglede fødder i sandalerne, der var latterlige og uegnede i det nordiske klima, og hans øjne veg for hendes blik. Han var bange, og hans angst gjorde hende selv rædselsslagen. Hun skulle aldrig være rejst med ham til Britannia efter hendes mors død, sproget var fremmed og menneskene rå og simple uden dannelse. Hun havde hørt disse rygter, at tiden var moden til at indgå pagt med højere magter, at man kunne købslå. Der var blevet hvisket og tisket i krogene, og til sidst havde hun ladet sig indfange af snakken. Kunne hun med hjælp fra højere magter slå en handel af mod løfte om en sikker og ubekymret tilværelse i syden, hvor hun kom fra? Overmodig havde hun arrangeret aftaler, og udsendinge havde en nat hemmeligt bragt hende til et øde sted, hvor to formummede mænd og en kvinde, gammel, efter hvad hun kunne dømme, havde udført et ritual over hende med blod fra en slagtet hane, ild og vand. Midt i det hele var hun blevet bange. Hun fortrød og begyndte at protestere, men kunne ikke undslippe. De hætteklædte havde været alvorlige og tavse, og deres mystiske handlinger fik det ene gys efter det andet til at gå gennem hendes krop. Bagefter var hun alene med den gamle kvinde, der sad med bøjet hoved. – Hvad ønsker du så at få til gengæld? spurgte den gamle med rystende stemme. Elena stirrede på hende, på hættens grove vævning og et glimt af gammel rynket hud. Kunne hun ønske nu? – En mand, hviskede hun, – jeg ønsker mig en redningsmand, én der kan tage mig bort herfra og tilbage til syden, hvor jeg kommer fra. Jeg ønsker at leve et liv uden krigens farer. Jeg ønsker et rigt og ubekymret liv. Hun tav og så på den gamle, der sad bøjet over en trefod, hvorpå der lå et metalfad, der var præget kanten rundt med symboler. Ilden var ved at dø ud. Den gamle mumlede, og da hun til sidst løftede hovedet, glimtede hendes øjne inde i hætten. – En redningsmand, ham skal du møde inden længe, og han vil sejle dig mod syd. Men der vil komme til at gå nogle år, inden din rejse fortsætter, lød den rystende stemme. – Men du har også betalt. – Betalt? hviskede Elena uden at have skænket dét en tanke. – Jeg har guld med. Hun stak hånden ind under sin stola og løsnede skindposen fra sit bælte. – Nej nej, hviskede den gamle og skubbede hendes hånd med de klingende guldmønter til side, – du har betalt. Elena stirrede og prøvede forgæves at få et glimt af ansigtet inde i hætten. Kunne hun ikke selv bestemme, hvad hun skulle betale? – Ingenting her i livet er gratis, fortsatte den rystende stemme inde i hætten. – Du har betalt med dine ufødte børns sjæle. Nu må livet gå sin gang. De var de sidste ord fra den gamle kvinde, og hun rejste sig og forlod tavs det øde, faldefærdige hus, mens Elena sad fortumlet tilbage og prøvede at forstå meningen med hendes ord. Hendes børns sjæle? Men hun skulle ikke have børn nu, og måske ville det vare længe, inden hun fik nogen. Hun kunne ikke forstå, hvad den gamle kone mente. Udsendingene, der havde bragt hende ud til det øde hus, kom ind og hentede hende og kørte hende hjem. I begyndelsen havde hun været skrækslagen over, hvad hun havde indladt sig på. Så glemte hun halvt, hvad der var sket, men hele tiden lurede hendes besøg i det øde hus bagest i tankerne. Hun ville så gerne gøre noget om, hun havde prøvet at ændre sig, at være god indimellem. Hun havde prøvet at gøre bod for pagten hun i desperation indgik, men det var svært at blive ved med at være sød og rar, når der skete ting, så hun ikke kunne styre sit temperament. Til sidst havde hun overbevist sig selv om, at der ikke ville ske hende eller hendes børn, som hun endnu ikke havde født, noget. At de hætteklædte mennesker den nat kun havde drevet gæk med hende. Men nu havde hun mødt sin redningsmand i Barbatio. Endelig var den mand kommet, der skulle bære hende over livets urolige vande i sine stærke arme, én der ikke blev sendt i krig og som kunne vende hjem som krøbling eller endda dø på slagmarken. Hans interesse for hende virkede nærmest, som om han var besat, og hun nød den store, kraftigt byggede mands opmærksomhed, det faste udtryk i hans brune øjne, og hun kunne ligefrem mærke styrken stråle fra hans krop. Forbavset opdagede hun, at hun også følte sig tiltrukket af ham. Hun havde svært ved at falde i søvn om natten og kunne ikke vente med at træffe ham om dagen, høre hans dybe stemme og mærke hans tilbedende blikke. Bare Neptunus nu ville dæmpe havets vrede, så hun kunne komme sikkert til sit nye hjem. Hun havde det bedst ved rælingen hvor hun uforstyrret kunne kaste op og kølne sit ansigt med det kolde saltvand. Søfolkene og soldaterne havde travlt med at øse skibet for vand. De arbejdede som i trance, konstant, uden ord, for at skibet ikke skulle bordfyldes og synke, men deres bevægelser var, som tiden gik, blevet træge og langsomme. Bagage, proviant og våben havde arbejdet sig fri af surringerne og rullede tungt skvulpene rundt i vandet på dækket. Hvert tag med træøsen var efterhånden blevet en pine for mændene. Armene smertede af både at skulle øse og samtidig klamre sig fast for ikke at blive slynget omkuld, når skibet blev kastet rundt i bølgerne. Kun knap to meter af masten stak splintret op mod himlen og vidnede om den voldsomme natlige færd, der havde resulteret i, at de nu drev hjælpeløst rundt, prisgivet vinden, bølgerne og strømmen. Årerne var stukket ud og de af mændene, der ikke var søsyge, roede. Skibet lå tungt med sin last af sårede og syge mennesker. Regnen piskede bølgerne grå og hvide. Urin og opkast skvulpede rundt i vandet mellem våben og proviant. Roerne var ude af stand til at følge takten. Havet var blevet uberegneligt, men de fortsatte med at ro skibet over de svimlende sorte bølger der var kantet med flygtigt, hvidt sydende skum. Regnen faldt hårdere og piskede havet fladt, og pludselig slog vinden ned om dem, hvirvlede rundt og rundt, og den begyndte at hvine og skrige i det splintrede mastestykke og fik tovværket til at piske i luften, rev og flåede i menneskene, så de af angst dukkede sig. Deres skrig blev overdøvet af vindens brølen, der flåede i Elenas kappe, trak i hendes hår og fyldte luften med saltvand, der bed på hendes sprukne læber. Skibet krængede voldsomt, men denne gang rullede det ikke tilbage, som det plejede; det fortsatte krængningen, og havde hun kunnet se noget, ville hun have set ind i et kæmpemæssigt bjerg af vand over sig. Men hun havde ingen kræfter og interesserede sig ikke længere for, hvad der skete med hende. Hun undrede sig kun over, at hendes ene arm pludselig forsvandt i det endnu natmørke vand, der pludselig steg op over bord og slubrende greb fat i hendes hår. Hun ville skrige, men nåede det ikke og famlede slapt i vandet efter rælingen, mens hun nærmest havde en følelse af at blive holdt fast af havet og simpelthen blive halet derud. Uden en lyd forsvandt hun, og skibet rettede sig kun modstræ¬bende og tungt af vand langsomt op. – Grib hende! brølede Barbatio, der fik øje på Elenas kappe. Den arme soldat strakte hænderne ud, men han kunne ikke nå hende. Bølgen gled væk under båden og voksede op som en mur på den anden side, mens skibet gled ned i bølgedalen, og et sekund mente soldaten at kunne skimte Barbatios ægteviv inde i bølgen, der nu brusende kammede over og tungt rullede videre. – Elena, brølede Barbatio, mens hans stemme knækkede over. Så vendte han sig mod den arme soldat, der uvilkårligt krøb sammen mens Barbatio vaklede hen imod ham gennem vandet, der nu stod så højt i bunden af skibet, at det nåede ham til midt på benene. Rasende sparkede han våd oppakning, skjolde og våben til side, mens hans mørke øjne gnistrede. – Jeg gav dig ordre til at passe på hende! Soldaten dukkede hovedet, men undgik ikke den store knytnæve der ramte ham som et hammerslag i tindingen, og han var allerede bevidstløs, inden han slapt faldt omkuld i bundvandet. Elenas tjenestepiger bøjede hovederne og turde ikke løfte deres ansigter og se på ham. Barbatio lænede sig tungt og stønnende ud over skibssiden, mens han holdt fast i rælingen. Nogle af de andre soldater hjalp den bevidstløse op af vandet, for at ikke også han skulle drukne og undgik imens at se op på Barbatio, der var berygtet for sin uhyggelige vrede. Et par af søfolkene skævede til ham. Det var en stor ulykke at hans ægteviv faldt i vandet. Barbatio havde været så forgabt i den spinkle kvinde med det slette rygte, der dog ikke var nået til hans øren. Hvad skulle det ikke ende med nu? Alle de gode dage ville være forbi. Soldaterne og søfolkene standsede op og så forbavset på hinanden i en pludselig opstået stilhed. Så lagde de hovedet tilbage og så undrende op mod himlen. Vinden havde lagt sig! Kun lyden fra bølgerne, når de kammede over, hørtes. Alt var med ét forandret, tavst og stille. – Land. Jeg kan se land forude! råbte udkiksmanden, og hans stemme var klar og tydelig. Barbatio så uinteresseret i den retning, han pegede. Skibet gled med op på en bølge og ganske rigtigt: Der var land forude. Han gjorde tegn til rorsmanden, men det var ikke nødvendigt, og mændene begyndte ude af trit at ro, årerne var uvante for soldaterne, selv om takten blev slået, men trætheden var for et øjeblik borte. Strømmen var åbenbart med dem og bar dem ind mod den sorte, regnvåde kyst. Barbatio hang ludende af sorg mod skibssiden. Nu var der ingen glæde ved at komme hjem, ingen glæde ved livet længere. Endelig havde han fundet kærligheden, og nu var den allerede revet fra ham igen. Han hamrede sine store knyttede næver mod skibsplankerne, kæmpede imod den knude af sorg som voksede i hans bryst og truede med at kvæle ham. Imens så han solen langsomt vokse op af havet og farve himlen og de forblæste flossede skyer med rødt. Blodrøde farver. Selv havet var rødt som blod. – Blodmorgen, forbandede blodmorgen! Barbatio skreg sin hjælpeløshed og sorg ud over havet. Soldaterne og søfolkene dukkede hovederne og roede som gale, mens andre fortsatte det udmattende arbejde med at øse. Barbatio vendte sig om og så hen mod det sted ved rælingen hvor han sidst havde set Elena. Deres bryllup stod ham endnu i frisk erindring. Han fattede ikke at han havde mistet hende så hurtigt. Pludselig var hun forsvundet ud over skibssiden. Han havde aldrig før været genstand for en forfinet kvindes interesse. Han ville have gjort alt for hende og givet hende hvad hun havde bedt ham om. Hun havde moret ham på en elegant og ny måde, gjort ham livet så lyst og sorgløst i den korte tid han havde kendt hende. Hun havde lært ham andre skikke. Nu genkaldte han sig måden hun havde gået på, så blødt og smidigt i hofterne, og hendes gyldne hår der var sat op på hovedet i kunstfærdige frisurer. Han huskede duften af hende, måden hun smilede på, hulningerne ved hendes mundvige, og hendes latter havde været så smittende. Hendes hænder så smalle og fine at det overhovedet ikke undrede ham at hun ikke kunne arbejde eller iklæde sig sit eget tøj. Og nu ... at han aldrig skulle opleve hende igen. Han hørte råb fra folkene, rettede sig op og så brændingen mod land. De var ganske nær kysten nu. En bølge greb det spidsstævnede skib med den store stævnbjælke der grådigt bed i havet og smed vandet op i luften. Der blev råbt, øst vand over bord og roet alt hvad kræfterne formåede. Barbatio skubbede rorgængeren væk og overtog selv rorpinden. Et sekund blussede hans iver op, glæden over atter at prøve kræfter med havet. Han rystede vandet af sit sorte skulderlange hår og rettede ryggen. Den fedtbehandlede korte jakke havde ikke kunnet holde vandet ude. Han var gennemblødt og kold til skindet. Lidt efter skød skibet gennem brændingen og skurede til sidst op på den stenede strand, tungt og halvt bordfyldt med vand. Mændene jublede. – Bring proviant og våben i land, råbte Barbatio for at overdøve dem, – og tøm skibet for vand. Red, hvad der endnu kan reddes. Selv sprang han over bord og vadede ind på stranden. Hvilken skøn morgen det ville have været hvis ... Der var så meget, han ville have vist hende. Han gned begge hænder igennem sit skæg, der var stift af salt fra havet, vendte sig og så ud over brændingen, men kunne ikke få øje på sejlene fra resten af sine handelsskibe. Der var gode søfolk om bord i dem. Måske ville de klare det? Den stenede strand gik over i en høj skrænt med træer øverst oppe. Barbatio prøvede at regne ud, hvor på kysten de var landet, mens han udså sig et sted hvor de kunne forcere skrænten. Derefter kunne de orientere sig om, hvor langt fra Bonnonia de befandt sig. De måtte være drevet langt mod øst. En mørk bylt, anderledes end strandens øvrige sten, fangede hans blik. Det lignede en druknet person, men håret ... kappen ... den blå farve. – Elena? stønnede han og løb tungt og klodset over rullestenene hen til skikkelsen, hvor han faldt på knæ. Forsigtigt fjernede han det lange, våde hår og trak kappen til side. – Elena, hviskede han igen og vendte hende forsigtigt om på ryggen, angst for synet af dødens hvide ansigt. Men hendes kinder var fulde af farve, øjnene blinkede, og overrumplet så han ned i hendes elskede brune øjne, mens hans hjerne nægtede at fungere. – Barbatio, mumlede hun søvnigt mens hun gabte og strakte sig. – Jeg har sovet så godt. – Sovet? Hans hænder famlede over hendes krop for at forvisse sig om, at hun virkelig var levende. Han så hen mod skibet som hans folk var ved at tømme for vand. Det her var ingen drøm. – Hmm, hun smilede op til ham. Hendes øjne gled forbi ham og så op mod himlen. – Hvor er vi, er vi allerede fremme? – Kan du ikke huske noget? Kan du ikke huske, at du faldt over bord? hviskede han hæst. Elena satte sig op og så sig rundt. Hun fik øje på skibet, lod undrende hænderne glide over nogle af strandens rundslidte sten. Så så hun på Barbatio, der heftigt trak hende ind til sig i et favntag, som ville han aldrig slippe hende igen. Og inderst inde var han bange for, at hvis hun huskede, så ville hun også dø. – Jamen Barbatio dog, min store stærke mand. Du græder jo, udbrød hun forbløffet. Barbatio nikkede med ansigtet skjult mod hendes hals. – Jeg troede, at jeg havde mistet dig for altid, mumlede han. Elena tænkte et sekund, men så lo hun lettet. Barbatio mærkede hendes hænder i sit hår, hvis han da ikke var blevet slået med galskab og både så og følte ting, som ikke var der, for hvordan kunne hun nå kysten før skibet? Hvorfor var hun ikke druknet? Hvorfor så hun ud, som om hun havde ligget på et lunt leje og sovet trygt hele natten? Han holdt hende ud fra sig og oversåede derefter hendes ansigt med kys. – Jeg kan næsten ikke tro, at du lever, hviskede han. – Jamen Barbatio, jeg har bare sovet. Pludselig så hun forbi ham op mod skrænterne med angsten malet i ansigtet. – Dø ikke fra mig, hviskede han hæst og ruskede hende let i skuldrene. – Barbatio, gispede hun rædselsslagent og pegede. Han drejede hovedet og fik øje på nogle sorte skikkelser, der løb langs kanten af skrænten. En af dem standsede og så ned på dem med gule, skinnende øjne, så løftede den hovedet og hylede op mod himlen. De andre sluttede op omkring den, og deres både længselsfulde og ildevarslende hyl gav ham gåsehud. Han lagde beskyttende armene omkring Elena, og hun genkaldte sig den sorte nat med de formummede mennesker, ilden, blodet, der dryppede fra hanens hals – og det indviede vand. – Ulve, hviskede hun, – de er et varsel. Barbatio rystede på hovedet, men kunne ikke slippe af med en kvalmende følelse af angst.

Anmeldelser fra kunder

Skriv en anmeldelse

Ild & Vand 1

Ild & Vand 1

Da Elena føder to børn en stormfuld, mørk nat, deler hendes halssmykke sig i to, ét til hvert barn, og en pagt besegles. Netsi er lys og mild, hvor Onam er opfyldt af mørke, farlige kræfter, og Elena har betalt en dyr pris med sine børns...