The Shadow of What Was Lost: Book One of the Licanius Trilogy

Det er to årtier siden Andarras gudelignende Augurs, der kunne spå om fremtiden og manipulere tiden, mistede deres kræfter og blev omstyrtet af folket. Sidenhen har kun Gifted haft adgang til magi, men de er til gengæld stramt reguleret af de fire grundprincipper, en pagt der bl.a. forhindrer dem i at skade den almindelige befolkning eller starte et oprør mod landets siddende konge.

I Caladel studerer Davian op til eksamen. Han er dage fra at skulle gennem de prøvelser, der vil vise om han er egnet som Gifted – men han har svært ved at kanalisere kræfterne og mestre evnen, og vil, hvis ikke han klarer prøverne, blive forvandlet til en Shadow, en slags steriliseret Gifted. Da Davian opsøges af en lærer, får en mystisk boks overdraget og bliver bedt om at rejse nordpå for at overlevere den til en ukendt mand, beslutter han sig for at forlade skolen med vennen Wirr for at fuldføre opgaven.

James Islington har hænderne dybt nede i klassisk fantasy med debuten The Shadow of What Was Lost – noget der kan mærkes på alle klicheerne, der står i kø for at få plads på de godt 700 sider. Der er en mystisk barriere mod nord, der langsomt er i opløsning og som vil slippe alle mulige rædsler løs i Andarra. Vi har Caeden, en mystisk fremmed med hukommelsessvigt, der angiveligt har slagtet en hel landsby, og så har vi en hær af supersoldater i sorte rustninger, der marcherer mod hovedstaden Ilin Illan for at udslette kongeriget. Tænk Lord of the Rings møder Wheel of Time med en snert af Mistborn.

The Shadow of What Was Lost er heldigvis mere end summen af sine inspirationskilder. Islington, der med sin seneste bog The Will of the Many, nærmest har perfektioneret opbygningen af en unik verden med et interessant magisystem og tidsrejser, har måske ikke samme faste greb om The Shadow of What Was Lost (der startede livet som en selvudgivelse), men jeg kan sagtens ane konturerne til noget større og bedre. Noget der forhåbentlig forløses med de to resterende bøger i Licanius-trilogien.

Hvad du får med The Shadow of What Was Lost er først og fremmest grundstenene til et langt større magtspil og utallige fascinerende mysterier. Islington er omhyggelig i sin opbygning af verdenen, og selvom jeg i flere tilfælde godt kunne have brugt et opslagsværk (det er der i The Will of the Many) til sidst i bogen over karaktererne, de mange begreber og en tidslinje, så fik jeg langsomt styr på kongeriget, magisystemerne og det politiske klima.

Davian er selvfølgelig alt andet end et almindelig studerende, Caedens historie langt mere indviklet og problematisk end hvad man umiddelbart tror, og selv veninden Asha, der i begyndelsen af bogen “forvandles” til en Shadow, bliver en central karakter med masser af tyngde.

Der er ingen tvivl om at The Shadow of What Was Lost halter lidt sprogligt, og at karakterernes indre liv ofte slås med Islingtons tunge fokus på historie og world building, men får de lidt mere luft i de to næste bøger, så er jeg ikke tvivl om, at Licanius-trilogien er læsetiden værd. The Shadow of What Was Lost er en fin begyndelse, som jeg nok havde givet 3 og en halv stjerne, hvis det ellers var muligt. Her på William Dam får den 4.