Beskrivelse
Debutsamlingen Alting starter her er skrevet af 29-årige Rikke Oberlin Flarup. Samlingen, der er blevet til i løbet af efteråret 2010, består af en række finurlige og koncise kommentarer, sjove indfald og tanker omkring hverdagens poesi og absurditeter. Digtene beskriver et års gang fra et nytårsknald over forvirrede forårsforelskelser og frustrationer til forløsning og en ren tavle klar til en ny start. De tager alle udgangspunkt i forfatterens eget liv, og kan læses fra ende til anden som en historie, eller de kan læses enkeltvist, alt efter temperament.
Samlingen bæres af en stor portion tør humor og selvironi, en ærlighed og et let og enkelt sprog. Bag den lette og humoristiske tone findes dog en hungren efter kærlighed, en længsel og en søgen efter noget ubestemt.