En lille samling romaner af Alejandro Zambra udkommer i disse måneder på dansk. De taler sammen indbyrdes og diskuterer med deres forfatter mens han skriver dem, men det intellektuelle afsæt er en måde at nærme sig det det er allersværest at sige noget som helst fornuftigt om: Tabet. Og gøre det helt sjovt i al sin stilfærdige elendighed, endda. Vi har interviewet Zambras danske forlægger og oversætter om hvad det er chileneren kan for hende.
Forfattere har altid godt kunnet lide at stikke en ekstra luns til de særligt trofaste og opmærksomme læsere, en reference for de indviede til et andet værk, en person der går igen. Paul Auster spillede for alvor på de intertekstuelle referencer i sine hovedværker i 1980'erne og 90'erne, men i de senere år er en anden form for metaroman så småt ved at tage form i Latinamerika. Her skriver forfattere som César Aira (som vi tidligere har anbefalet her på bloggen) bøger der fletter sig ind og ud af hinanden, hvor det enkelte værk er en del af et større hele, og i den strømning finder man også Alejandro Zambra.
I de foreløbig tre nogenlunde regulære romaner der nu kommer på dansk, Bonsai, Træernes privatliv og Måder at finde hjem på, finder en konstant behandling af selve det at skrive romaner sted, her reflekteres og udøves selvkritik; i Måder at finde hjem på lader Zambra endog handlingen gå helt i stå efter et langt, ubrudt og regelret første stykke barndomserindring, fordi han som forfatter kommer i tvivl om hvordan han skal skrive videre. Den bog, der næsten, men også kun næsten, får det hele til at hænge sammen, kan danske læsere glæde sig til udkommer i maj måned; indtil da byder Bonsai og Træernes privatliv på hver sin version af hvordan man kan glide ud af andres fortælling, og hvordan de forbliver i ens egen en rum tid, indtil også de fortaber sig. (Bonsai priste vi for øvrigt allerede højt da den udkom sidste forår.)
Zambra er en intellektuel forfatter af den slags man uvilkårligt kommer til at sammenligne med Jorge Luis Borges, fordi han er sydamerikaner og intellektuel og skriver underfundigt og bidende, men han er både en langt mere varm og afslappet forfatter, på ingen måde aristokratisk som Borges, og så er han moderne. Zambra er i allerhøjeste grad en samtidig forfatter som på sin egen måde skriver sig op mod nordamerikanere som Jonathan Safran Foer og Dave Eggers, men bare formår at kondensere sine tanker ned til langt færre sider og på den måde levner så meget desto mere plads til efterbehandlingen af det skrevne. Som en Knausgaard i besiddelse af tvivlens nådegave bruger han autofiktionen som en ramme til at fortælle sit hjemlands nyere historie gennem en middelklasse ingen rigtig har syntes havde noget at tilføje før nu.
På dansk udkommer Alejandro Zambra på det lille enmandsforetagende Skjødt Forlag, hvis bagkvinde, Liv Camilla Skjødt, vi interviewede via email fra Buenos Aires, hvor hun opholder sig for tiden.
Hvordan opdagede du Alejandro Zambras forfatterskab?
Jeg stiftede Skjødt Forlag i 2006 og tog til bogmesse i Buenos Aires i april 2007. Her faldt jeg bl.a. over den nyligt udgivne Bonsai, og selvom latinamerikanske bogomslag ofte er så triste og intetsigende, var der et eller andet ved lige netop den bog, der fangede mig. Det korte, poetiske format og titlen - som for mig lader fantasien vandre i mange retninger. Bonsai var ikke bemærkelsesværdigt synlig på bogmessen, men jeg hev den ned fra hylden og tog den med hjem til DK.
Dengang i 2007 var forlaget som nævnt helt nyetableret, og jeg var klar over, at Bonsai var en titel til et smallere publikum. Jeg var (desværre) på daværende tidspunkt mere fokuseret på at få et fornuftigt salgstal ud af forlagets titler, og derfor blev Bonsai i første omgav ikke udgivet i dansk oversættelse. Fra 2009-2014 udgav forlaget slet ingen bøger, jeg brugte derimod tiden på at tjene til dagen og vejen ved at oversætte skønlitteratur for andre danske forlag, undervise mv.
I 2013 havde jeg efterhånden sundet mig oven på den hårde opstart, som er en del af det at etablere forlag i Danmark, og længslen efter at arbejde med den latinamerikanske kvalitetslitteratur var efterhånden så stor, at jeg begyndte at overveje at udgive flere titler på Skjødt Forlag. Der ligger jo bunker af både ældre og nyere litteratur af eminent kvalitet, som aldrig er blevet oversat til dansk.
Tilfældet ville, at jeg i 2013 tog til Spanien for at gå Caminoen fra Saint Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. I løbet af de fem uger var der god tid til at tænke over, hvad fremtiden skulle indeholde, og de jeg nåede frem til Compostela havde jeg fået overbevist mig selv om, at jeg selvfølgelig skulle puste nyt liv i forlaget. I Santiago læste (/slugte) jeg de to følgende bøger af Zambra, Træernes privatliv og Måder at finde hjem på, og så var der ikke længere nogen tvivl. Zambra skulle være det første skud på den nye stamme.
Og derfra gik det slag i slag. Jeg fik lidt støtte fra det chilenske kulturministerium til at udgive de tre værker, og det lykkes ydermere at få Zambra til Danmark i forbindelse med udgivelsen af Bonsai i maj 2014, hvor han meget veloplagt stillede op til forfatterarrangementer i blandt andet en fyldt Politikens Boghal og et proppet Studenterhus i Odense.
Hvad er din egen baggrund for at oversætte og udgive litteratur?
Jeg er uddannet cand.mag. i spansk og litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet og 'opdagede' oversætterdisciplinen på andet semester, hvor jeg blev ret begejstret for faget 'version', som er et praktisk fag, hvor man oversætter prosatekster fra spansk til dansk. Her begyndte jeg at drømme om at blive skønlitterær oversætter, vel vidende at man ikke bliver fastansat på et forlag til kun at oversætte spansksproget kvalitetslitteratur til dansk, men derimod er heldig, hvis man får lov at oversætte en enkelt bog fra spansk i ny og næ. Derfor har jeg også slået mig på engelsk/amerikansk, som jeg jævnligt oversætter for andre danske forlag.
Og så hører det med til historien, at vi i Danmark har i hvert fald fire aktive skønlitterære oversættere fra spansk til dansk, som hver især har op mod tredive års erfaring i faget og er fantastisk dygtige og rutinerede. Rigmor Kappel-Schmidt, Iben Hasselbalch, Ane-Grethe Østergaard og Kirsten Nielsen. De er hver især en slags forbilleder for mig, som jeg har stor respekt for, og som jeg ydmygt bruger som inspirationskilder. Jeg kan godt finde på at parallellæse en originaltekst og dens oversættelse for at blive inspireret i mine arbejdsmetoder.
I Danmark er Zambra endnu ikke bredt kendt, men du har fået støtte fra Chile til at udgive de tre bøger: Hvor vigtig en forfatter er han i Chile lige nu?
Zambra er gigantisk i Chile, stor i Latinamerika og vokser i USA. I Chile er han pensum i gymnasiet. For Bonsai og Måder at finde hjem på fik han kritikerprisen i Chile, og hans novellesamling Mine dokumenter var blandt de fem finalister til den nyligt indstiftede pris Premio Cuento de Gabriel García Marquéz, som er blevet til med den colombianske forfatters samtykke og hvert år vil kåre årets bedste novellesamling for at sætte fokus på netop den latinamerikanske novelle. (Vinderen blev dette første år Guillermo Martinez fra Argentina).
Endvidere blev noveller fra Mine dokumenter i løbet af 2014 publiceret i The New Yorker og The Paris Review. Og det er om noget en international blåstempling.
Zambra skriver fysisk små bøger: Har du oplevet nogle reaktioner på det?
Ja, men egentlig kun fra anmeldere i forbindelse med udgivelsen af Bonsai. Nogle kommenterede det blot, en enkelt har ærgret sig over, at jeg ikke valgte at udgive de tre første bøger samlet. I en anmeldelse får man jo sjældent lov til at forsvare et valg, men der var en meget fin kommentar på K's Bognoter til denne anmelder. Havde jeg valgt at udgive de tre (kort)romaner (genrebetegnelsen af Zambras korte bøger har i øvrigt også været et omdrejningspunkt i nogle anmeldelser af Bonsai, og det har forfatteren jo en ret sjov bemærkning til i Træernes privatliv), ville jeg have ødelagt hele konceptet omkring Zambras forfatterskab. Han skriver korte, skarpe tekster, der hver især har sit eget udtryk og format. De sætter deres stærke aftryk hos den dedikerede læser, og man skal ikke nødvendigvis fylde nyt stof på, umiddelbart efter at én historie er afsluttet. Han skriver ikke trilogier eller føljetoner, hans styrke er netop det korte, veldrejede format, og jeg ville have begået mord på hans intention som forfatter, hvis jeg for at tilfredsstille markedet eller lignende begyndte at smække hans bøger sammen til tykke samlinger. Jeg er heller ikke sikker på, at Zambra selv var gået med til det.
Jeg forestiller mig i bund og grund, at vi efterhånden er blevet så vant til amerikanske størrelser - også på bøger. Jo tykkere, jo bedre, for så er der underholdning til flere timer. Men sådan hænger virkeligheden jo ikke sammen. Bonsai for eksempel, kan man læse i løbet af en time eller to, men der er stof til adskillige timers underholdning, hvis man lader historien bundfælde sig og lader den arbejde videre i hovedet. Eller taler med nogen om den. En lidt skeptisk anmelder skrev, at enhver dansklærer i gymnasiet ville elske at analysere Bonsai på kryds og tværs. Og det ser jeg faktisk som den gode litteraturs styrke.
Du er på rejse i Latinamerika netop nu, har du opdaget nogle nye forfattere, som du vil introducere os for?
Ja! Jeg er p.t. i Buenos Aires, bøgernes by, litteraturens højborg i Latinamerika, hvor der ligger et antikvariat på hvert gadehjørne, og hvor en moderne boghandel som oftest er indrettet i et historisk og smukt lokale med større eller mindre læsenicher. Enhver bibliopat skulle unde sig selv en tur til den argentinske hovedstad.
Jeg har netop fået tilsagn om støtte fra det chilenske kulturministerium til udgivelse af chilenske og nu afdøde María Luisa Bombal i dansk oversættelse, så hendes to bøger Kvinde i ligklæde og novellesamlingen Den sidste tåge udkommer på forlaget i løbet af 2015. Jeg tager til Chile i februar måned for at møde folk, der har forsket i forfatterskabet og/eller kendte hende personligt. Hun er aldrig tidligere blevet oversat til dansk, men kom faktisk de magiske realister i forkøbet og er en af landets helt store litterære stoltheder.
Derudover håber jeg at finde de nødvendige fondsmidler til at udgive mexicanske Elena Garros novellesamling Farvernes uge i Ane-Grethe Østergaards oversættelse.
Desuden arbejder jeg p.t. på at få rettighederne til at udgive endnu to afdøde latinamerikanske forfattere, som jeg helst ikke vil røbe navnene på endnu. Den ene er lidt af et geni a la Bolaño, som først efter sin død for alvor har fået den fortjente anerkendelse. Men som oftest skal de latinamerikanske forfattere omkring USA, før vi for alvor får øje på dem i Europa.
Derudover undersøger jeg en masse aktuelle forfatterskaber og nye navne i håb om at kunne udgive en god blanding af afdøde mastodonter og nye banebrydende forfatterskaber som Alejandro Zambra i løbet af de kommende år.
Generelt set kigger jeg dog som det første efter nye eller uopdagede forlag frem for forfattere, fordi tendensen her er den samme som i Danmark og den øvrige verden: Forlagsprofilerne er blevet skarpere, og det er blevet nemmere at kategorisere en bog i kraft af det forlag, den udkommer på. Det er også den fremgangsmåde, jeg bruger, når jeg læser i Danmark. Forlaget Batzer & Co. har siden Per Petterson-gennembruddet i Danmark for 8-10 år siden været mit pejlemærke i forhold til fritidslæsning og selvsagt også en stor inspirationskilde i forhold til det at drive forlag med litterær tyngde i et lille land som Danmark.