Åh, at være ung og helt ude i tovene! Caroline Albertine Minor fastholder en flaksende tilstand i sin anden bog.
Anso har hængt sig i et figentræ hos sin australske værtsfamilie. Man skal hen i den sidste novelle i Velsignelser, før det står så nogenlunde klart, hvorfor hun har forladt alle, men hun har truffet valget, hun har forladt dem med fuldt overlæg og uigenkaldeligt. Sådan er det de færreste, der har gjort det, i de historier, der væver sig ind og ud af hinanden i bogen. Her forlader folk dem, de elsker, ved en overdosis, ved sygdom, ved at glide bort, aldrig forsætligt som sådan, men heller aldrig uden at efterlade et hul formet som dem selv hos de efterladte.
Det er dem, Velsignelser handler om: De, der står tilbage med barnet på armen og savnet i brystet og skal forsøge at finde en grund til at leve videre. Om de så gør det gennem religion eller ved at dingle ud over kanten af taget, så gør de det med en blanding af resoluthed og resignation, som om de forsøger at chokere sig selv ud af sorgen og over i en anden tilstand og godt selv er klar over, at det sandsynligvis ikke vil lykkes.
For savnet forsvinder ikke bare, og den tilstand, man befinder sig i, mens man prøver at forlige sig med det, har Caroline Albertine Minor allerede demonstreret, at hun evner at give et sprog, som de personer, der står midt i det, fattes. Det gjorde hun i den overbevisende debutroman Pura Vida om en ung kvindes flugt fra Nordsjælland over Paris til Buenos Aires og Santiago på jagt efter en følelse.
Vi var uden for verden, det var en simpel tid. Jeg havde ingen forventninger til dagene.
Velsignelse er en novellesamling, der lige så let lader sig læse som en fragmenteret kollektivroman: Det bliver ikke pindet ud, hvordan hovedpersonerne fra de enkelte noveller står i forbindelse med hinanden, bortset fra i de tre noveller om selvmordersken Anso, men at der er en forbindelse på tværs af den brudte kronologi, er tydeligt. Der er de unge kvinder i Sorgens have og Varmest, der står tilbage med et barn, den ene en dreng, den anden en pige, begge en klump menneske, som deres mødre har svært ved at forholde sig frit til, efter faderen er gledet væk. Der er de pårørende i Villages de France og samme Sorgens have til henholdsvis en far, der har fået en blodprop, og en kæreste, der har fået hjernerystelse, så hjernen rikochetterede rundt i skallen på ham. Ingen af dem bliver sig selv igen, og kvinderne tvivler på, at de overhovedet ved, hvem de oprindeligt var. Der er kvinderne i Flügel des Lebens og titelnovellen, der omgiver sig med mænd, der egentlig gerne vil elske dem, men som de ikke selv kan elske, og som ikke kan finde ud af, at det er der andre, der gør.
Der er andre, hele tiden andre. Hovedpersonerne i Velsignelser er ikke hovedpersoner i det store billede, de er nogen, der bliver samlet op for en stund af livets virkelige hovedpersoner, og som så efterlades som et lidt mut, noget forknyt, temmelig forskruet minde. Som Gedske, der har så svært ved at tage imod venindens trøst efter datterens selvmord, eller Franciska, der har så svært ved overhovedet at være veninde efter venindens selvmord. Den samme Anso, Sophie, Annesofie, det tætteste, Velsignelser kommer på en egentlig hovedperson, indtil også hun viser sig at have været lige så handlingslammet som alle de andre, lige så ligegyldig i det store billede for dem, der med største selvfølgelighed betragter sig selv som hovedpersoner og alle andre som underordnede.
Alle Velsignelsers kvinder, unge som ældre, balancerer mellem sorg og decideret depression, og Caroline Albertine Minor beskriver præcist den overvældende grå dyne og den sorte humor, der nogle gange følger med som en måde at overleve det på. Hendes stilsikre prosa fremstår sine steder næsten som en ond parodi på Josefine Klougarts sarte fornemmelser:
Længslen går i kroppen som ingen anden følelse. Den slår ned og udvider sig med så høj en fart, at man tror, man skal flække fra hoved til røv.
Som om hun fanger sig selv midt i en nedadgående spiral og så bryder ud af den uden at have noget at holde fast i uden for malstrømmen. Der er intet, der kan forhindre Caroline Albertine Minors personer i at synke igen, og de er selv klar over det. Men det er altså kun Anso, der tager den yderste konsekvens af det, resten fortsætter i trods.
Den trodsige muthed står skarpt i Velsignelser.
