Der findes et væld af måder at bearbejde sorg på, nogle mere konstruktive end andre, langt de fleste mest oplagte overhovedet ikke. Antoine Leiris mistede sin kone og hans sytten måneder gamle søn sin mor, da en gruppe terrorister sidste år i november trængte ind på spillestedet Bataclan og begyndte at skyde omkring sig. Som journalist var den måde, han kunne finde ud af at forstå det på, med ord. Sætningerne byggede sig op i ham og skabte et system i de vanvittige dage, han gennemlevede efter angrebet, de var noget at holde fast i og hænge sit eget og sønnens liv op på. Omgivet af forstående og trøstende venner, familie, naboer, vuggestueforældre og sympatiserende fremmede, mærkede Antoine Leiris sætningerne forme sig i hans hoved.

I er døde sjæle.

Tre dage efter angrebet skrev han et åbent brev til terroristerne under overskriften “I får ikke mit had”. Noget inden i ham var gået i stykker, men det var ikke ham, der var en død sjæl, det var dem, der havde slået hans kone og 88 andre koncertgængere ihjel, der var det. Antoine Leiris havde stadig noget at leve for: Han havde Melvil, der skulle have skiftet ble og i bad, i vuggestue og ud at hoppe i vandpytter. Leges med, puttes, mades, holdes i gang. En dreng, der skulle have forklaret, at hans mor ikke ville komme hjem igen. At forklare det for ham hjalp Antoine Leiris med selv at forstå, at det faktisk var sådan, det var. Og at han i den dreng og i mindet om Hélène havde noget, der var sandere og vigtigere end det, terroristerne havde slået ihjel for.

Hvis den Gud i hvis navn I dræber blindt, skabte os i sit eget billede, ville hver eneste kugle i kroppen på min hustru have været et sår i hans hjerte.

Sorgen er ikke unik, men modsat dem, hvis nærmeste bliver taget af pludselig sygdom, selvmord eller trafikdrab, havde Antoine Leiris nogen at rette sin vrede imod: Det var nogens skyld meget konkret, der var absolut ingen tvivl om, hvem han kunne tage al sin afmægtige vrede ud på. Men da det gik op for ham, indså han også, at det ikke nyttede noget.

At have en af de skyldige inden for rækkevidde, én man kan rette sin vrede imod, er naturligvis en åben dør, en lejlighed til for en stund at undslippe sin lidelse. Og jo mere afskyelig forbrydelsen er, jo mere ideel den skyldige er, jo mere legitimt er hadet. Man tænker på ham for ikke at tænke på sig selv, man afskyr ham for ikke at hade sit eget liv, man fryder sig over hans død for ikke længere at skulle smile til dem der er tilbage.

Og det er det, Antoine Leiris erkender, at han er nødt til. Det er derfor, han ikke vil lade terroristerne få hans had, heller ikke sønnens, når han bliver gammel nok til at få at vide, hvad der skete med hans mor. Det er ikke engang et spørgsmål om ikke at lade de onde vinde, det er et spørgsmål om ikke at akkumulere tab på tabet.

Derfor skriver han, fordi det er hans måde at skabe system i det kaos, han befinder sig i. Han skriver det åbne brev, som han poster 17. november 2015, og han fortsætter med at skrive i de følgende uger frem til dagen efter begravelsen, hvor han tager sønnen med ud for at se Hélènes gravsted. Det er de optegnelser, der udgør bogen I får ikke mit had, og tager man det for pålydende, at essayet faktisk i det store hele er skrevet i den periode, hvor det er tidsfæstet, så er det i sig selv en imponerende bedrift, at man midt i sorgen kan være så nøgtern og tilsyneladende afklaret med situationen, som Antoine Leiris fremstår. Og det opnår han netop igennem at skrive nøgternheden frem. Imponerende er det sådan set også et lille års tid senere, og uanset hvad får han anskueliggjort, hvad det er for nogle tanker, der går igennem ham i den periode. En periode, hvor hans sorg ikke bare er hans egen, men en hel bys, et helt lands. Hvor den meget private sorg, han gennemgår, er et allemandsanliggende.

I får ikke mit had er en sentimental bog, det er dårligt til at undgå. Men det er en alt andet end drivende sentimentalitet: Det er en erkendelse af, at de følelser, der vælder op i en i en situation som den, Antoine Leiris udsættes for, ikke er så sort/hvide, som gerningsmændene ønskede at gøre dem til. Og således er det både dybt rørende og ædrueliggørende midt i terrorpanikken.