Hvis der nu ikke er noget andet man skal lave, fordi der ikke er andet man kan få sig selv til at lave; hvis man har droppet idéen om at der må være vigtigere ting at tage sig til end det man gør, når man ikke gør noget; hvis ferien ikke længere er en ferie, fordi der ikke venter noget på den anden side af den.
Ida Holmegaards debutroman Emma Emma strækker den lange pause i studierne fra maj ind i september, indtil den føles som om den i virkeligheden er det der udgør livet. En flygtighed grundsat som princip, dage målt op i sansninger. Her åbner verden sig om hvert hjørne, men det bliver man kun ekstra opmærksom på, fordi den samtidig umærkeligt er ved at lukke sig om romanens Agnes, efterhånden som alle omkring hende træffer valg der efterlader hende fravalgt. "Har du helt opgivet at lægge planer for fremtiden?" spørger den Emma det hele kredser om et par måneder, og som Agnes faktisk nok et eller andet sted var begyndt at forestille sig en form for fremtid med. Ikke så konkret at hun ligefrem har valgt kæresten Anton fra, bevares, ikke rigtigt, i hvert fald, bare sådan lidt ladet ham hænge, mens hun overvejer at bygge en hems til Emma.
Man kan klandre sådan en som Agnes for ikke at træffe valg, fordi det lader dem omkring hende hænge i uvisheden, og for den måde hun umærkeligt glider ud af sit nedskæringsramte og nedlægningstruede studie da hun ikke længere orker "studenterprotesterne, pressemeddelelserne og blokaderne", uden at ville gøre sig tanker om hvad hun så skal i stedet udover de ugentlige otte timer på studiejobbet. Man kan sikkert godt læse en snigende depression ind i teksten, hvis man har brug for en diagnose på den. Man kan se en selvdestruktiv kraft tage til, når Agnes kampdrikker til en firmafest for at lønkompensere.
Men i Agnes' optik, som også er romanens, er der ingen grund til at hun skal vælge noget og dermed vælge noget andet fra, ikke endnu. Det er ikke fordi verden har helt vildt meget brug for hendes akutte indsats, det er ikke fordi hun skader nogen ved ikke at foretage sig noget, selvom det fra alle sider er det hun og hendes medstuderende og jævnaldrende får at vide. "Jeg siger, at det da også er unødvendigt at gøre noget, man ikke har lyst til," som hun indvender da Emma forsøger at overtale hende til at nøgenbade, fordi det er unødvendigt at skamme sig over sin nøgenhed. Det ene behøver ikke nødvendigvis lede til det andet, konsekvensen er unødvendig. Og da Anton senere i samme scene får lov at drage derfra uden andet end et distræt vink fra de to unge kvinder efter at have fisket efter om Agnes skal med ham, bliver han måske nok valgt fra i det øjeblik, men der er ikke nogen der har bedt ham om at bryde op, det er hans eget valg nødvendigvis at skulle videre.
Men naturligvis er der et valg i Emma Emma, naturligvis foretager Agnes sig noget, hun er på vej mod noget, og det noget er Emma, og det er håbløst, fordi Emma er lige så flygtig som ferietilstanden, og måske derfor er det nødt til at forblive flydende, som noget der sker af sig selv uden at presse på. Så det Agnes laver, er at betragte Emma, hendes samling af brune skønhedspletter på siden af låret, det lyse hår der blæser ind i munden på hende, og som hun spytter ud igen. De driver rundt i Agnes' alt for dyre andelslejlighed, strejfer hinandens kroppe i "det grimsjove perlegardin" i døråbningen, griber ud efter hinanden i den søvngængertilstand Agnes romanen igennem befinder sig i i sin søvnløshed midt i den varmeste danske sommer siden man begyndte at måle hvor varme sådan nogle somre kunne blive.
Hele ferien er en lang dérive, sådan som de franske situationister i 60'ernes Paris kaldte det, når de drev bevidst planløst rundt i byen, bare lod byen føre dem. Agnes og Emma lader ferien føre dem, kører en tur til Møn, så en tur til Nordsjælland i sommerhus - "Vi befinder os i det, man kalder sommerlandet. Her kan man spille minigolf." - og de overvejer om de kunne køre videre ned til Berlin.
Men det er et afbræk. Emma Emma er et forsøg på at forblive i det afbræk, at udskyde virkeligheden, sådan som alle andre forestiller sig at den skal forme sig, uendeligt. Og ud af det kommer en af de smukkeste bøger jeg for min del har læst i år. Ida Holmegaard registrerer hvor absurd alt det vi opfatter som givet, tager sig ud når man ser på det udefra, hvor mærkværdige vores omgangsformer og forventninger til hinanden kan tage sig ud, når man begynder at stille spørgsmål ved alt. Og nægter at svare på dem.
Der er en Marguerite Duras'sk sansning til stede over det hele, som her:
På stranden har et barn fået et stykke af tråden fra en brandmand i øjet. Han skriger og skriger, indtil hans mund står åben som i et fortsat skrig, mens kun helt tynde lyde kommer ud af ham. Et lille, afgrænset helvede i ansigtet.
Så præcist kan man simpelthen skrive som debutant. Det er så det hele rejser sig på en, sødme- og grufuldt hen over godt 100 sider. Det er temmelig fantastisk, er hvad det er.
