vil ud og skaffe mig noget bestik
længe nok har jeg levet uden bestik
Og bestik får Liv Sejrbo Lidegaard taget i Fælleden, af relationer og manglen på dem, samfund og muligheden for fraværet af det, alle de andre modsætninger vi stiller op for at nyde at flyde på tværs af dem. I Fælleden gives ingen entydig mening, alt er til, for hvad dét så er værd, og meningen kan man selv vælge at lægge i det, hvis det giver en noget, bare man er bevidst om at det er det man gør. At meningen kommer fra en selv. Og hvis man vælger ikke at lægge mening i tingene, men bare være igennem dem, er det et frirum fra meneri man har skabt sig.
Det er - blandt andet - sådan jeg forstår Liv Sejrbo Lidegaards debut. Født i 1986 er hun uddannet fra forfatterskolen i Göteborg, og hun har tidligere oversat Athena Farrokzhads Vitsvit og Pernilla Berglunds Tiltager. Det svenske islæt giver genklang nogle steder i tonen, men det er sådan set ikke fordi den krydsbefrugtning ikke allerede finder sted overalt på den yngre skandinaviske poesiscene for tiden. Det er en god ting at den gør det.
Fælleden er bygget op i tre suiter, der i hver sin tone finder sted i en årstid, sommer, efterår, vinter og efterhånden forår igen, og det cirkulære greb går igen, som når bogen åbner med en iagttagelse af nogle svaler i vandkanten og en undren over hvad de egentlig laver, og lukker med at fortælleren selv bliver kaldt ud til vandet "på mine urolige menneskeben" for at se noget så på en gang ordinært og fuldstændigt mindblowing som en sol. Andetsteds gives en bevægelse fra en uskyldigt omtåget tilstand hvor hun modtager en cola og en jakke, over hendes forsøg midtvejs på at indsmigre sig til at låne en jakke, til hun til sidst har overgivet sig til samfundsordenen og selv køber sin forbaskede cola.
går ud
det er mørkt
det regner
skal ingen steder
døden er tæt på
køber en cola
finder en sang der minder om en ven
læner mig ind mod muren, hvæser
Det virker i hvert fald på mig som om det er den bevægelse, som ikke kun er linær men også cirkulær, som bliver beskrevet i Fælleden. I første del af digtsamlingen, den solflimrede, sommerkulrede "Tæt på", driver jeg'et rundt i et sommerlandskab nær noget strand som del af en ikke nærmere defineret gruppe som "mødes og mødes og mødes". Her lader de samfundet bag sig - "der er ikke noget telefonsignal. snart bliver vi frie" - og lader sig flyde med strømmen, mod et bål, mod en frokost, mod søvnen. I anden del, "Lad det gå", er det blevet efterår - "efterårets dødsfest", som det sågar benævnes - og jeg'et flakser rundt mellem fester og fyre, desperat efter bevare sommerens lethed ved at kysse på nogen, hvem som helst. En rest af civilisationsfrigørelsen sidder også tilbage, omend den nu højst kan udmøntes i noget så goldt som en slette i Nordvest, men der er stadig en trang til "ikke at lade sig domesticere / undgå at bekræfte et kedeligt hierarki". Den trang munder bare ud i en hel masse følelser og skuffelser som strider mod selve det godgørende ved naturen, at den bare er til uden at have en mening med at være det. Der bliver grædt, pludseligt, uforklarligt, men også af glæde over at få en abrikos. Det er helt ustyrligt. Hvor første del beskriver noget der virker som en ungdommelig ubekymrethed, bliver det ungdommelige mere forceret her, men netop fordi Lidegaard holder det i så stram en komposition som hun gør, kommer det ikke til at minde for meget om de mere popsmarte af de yngre lyrikere.
Samlingens tredje del, "Det er sent", udspiller sig i løbet af en kort vinter fuld af feber og følelsesforladthed. Her bliver dialogen med en anden yngre digter, den supervigtige og burde-være-toneangivende Theis Ørntoft, tydeligere end tidligere, ikke bare i sin lette væmmelse ved samfundet som konstruktion eller en flimrende interesse for noget så håndgribeligt som geologien, men også i en - indrømmet, måske ikke helt så veltourneret - reference til Burzum. Der er dog ikke noget der er decideret tydeligt eller entydigt hos Liv Sejrbo Lidegaard, og det er godt sådan. Og det ender trods alt også med at blive forår igen, og efter at have været helt isoleret i sidste suite, tager omverdenen kontakt igen med telefonopkald og en besked på at gå "udenfor på vandsiden / fordi solen er fuldstændig sindssyg".
Tidligt i morges læste jeg Fælleden en gang til, mens solen var fuldstændigt sindsligevægtig og nøgtern, og jeg var ikke mindre positiv overfor den af den grund. Det er godt, det her, temmelig godt. I morgen udkommer bogen.
