Det her er ikke sommerferielæsning, i hvert fald ikke med mindre du kun har planlagt at holde en lille aftens sommerferie. På den anden side kan såvel din sommerferie som alt det du ellers ville have læst, rummes i den ene aften du bruger med Maxim Billers kortroman I hovedet på Bruno Schulz.
Jeg har undslået mig for Bruno Schulz-kulten i alt, alt for mange år. Helt tilbage i midten af 90'erne døsede jeg hen til den VHS-kopi af Quay-brødrenes animationsfilm Street of Crocodiles en begejstret ven havde lånt mig. I årevis undgik jeg at følge en anden vens anbefaling af novellesamlingen Sanatoriet under timeglasset, indtil jeg var sikker på at den var udsolgt. Jeg stillede resolut Jonathan Safran Foers Tree of Codes tilbage på hylden i boghandlen efter at have bladret småinteresseret igennem den udskårne bog, da det gik op for mig at det var Schulz' novelle der var brugt som forlæg. Jeg lod som absolut ingenting da Schulz' værk optrådte i Roberto Bolaños Fjern stjerne, og referencerne til det gjorde heller ikke Nicole Kraus' Kærlighedens historie til en bedre bog for mig. Og da en gruppe venner for et par år siden satte sig for at nu skulle vi læse Kanelbutikkerne sammen, rakkede jeg den ned, inden de andre havde nået at åbne den, bare for at fratage dem al lyst til overhovedet at begynde på den.
Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan nogle gange.
Mit problem med Schulz var alle troperne han bruger, de lange kæder af adjektiver, det altmodische i hans sepiatonede erindringer om en barndomsidyl hvor råddenskaben hele tiden lurer, som virkede så studentikost på mig at jeg for længst havde mistet al læselyst når først han droppede realplanet. Det var først da Forlaget Virkelig sendte mig novellen Kometen at det med ét gik op for mig hvor grueligt jeg havde taget fejl, hvor forrykt godt det faktisk var. Og så måtte jeg revurdere mit forhold til Schulz fuldstændig.
Maxim Biller, til gengæld, har jeg altid været positivt indstillet overfor. Eller det vil sige, jeg var temmelig glad for hans Fædrenes og forrædernes land i slutningen af 90'erne, men ikke mere end at hans kontroversielle bog Esra nu i årevis har fået lov at stå aldeles ulæst på hylden. Men stadigvæk.
Og nu falder det så sammen med den prisværdige danske oversættelse af kortromanen I hovedet på Bruno Schulz. Historien udspiller sig i løbet af en enkelt aften i november 1938 i et kælderværelse under Schulz' gale søsters hus, hvor forfatteren forsøger at komponere et brev til kollegaen, tyskeren Thomas Mann. Fordi en falsk Thomas Mann er ankommet til den sydpolske provinsby Drohobycz, hvor Schulz underviser i tegning på gymnasiet, og fordi denne Manns fremfærd i byen varsler noget langt værres komme.
Det vides faktisk at Bruno Schulz på omtrent denne tid skrev et brev til Mann for at få denne til at hjælpe sig med at blive udgivet i den tysktalende verden, omend det ikke vides om brevet nogensinde nåede frem. Mann selv i sit eksil i først Schweiz, så USA, fremstod alt for længe vaklende overfor Hitlers fremmarch, og det er naturligvis ikke mindst dette forhold den jødiske forfatter Maxim Biller spiller på, når han lader Schulz beskrive de sadistiske ritualer den falske - og altså i Billers optik muligvis egentlig sande - Mann lader bedsteborgerne i Drohobycz undergå. Nøgne må de træde i audiens hos ham på hoteldirektørens badeværelse, mens hoteldirektøren og Schulz selv agerer trækheste for ham igennem byen.
Samtidig venter idrætslæreren, Helena Jakubowicz, på Schulz henne på gymnasiet for at han skal forklare hvorfor han har pjækket den dag - og for at hun kan underkaste ham stærkt erotisk tortur i et forsøg på at kurere ham for hans lammende angst. Og imens tramper søsteren rundt ovenpå, hendes mand har skåret halsen over på sig selv, og hendes børn er komplet uregerlige, og den ængstelige Schulz kæmper med de elever der er kommet for at hente ham, og som har forvandlet sig til små fugle der flyver rundt i hans arbejdsværelse og overskider hans papirer.
Det er med andre ord ikke fordi der bliver holdt tilbage henover fortællingens 56 febrile sider. Hvor Schulz' egne fortællinger er holdt i et åndeløst, nervøst og hypersensitivt toneleje der så nogle gange kammer over i surrealisme, ligner det kælderunivers Biller forestiller sig forfatteren bebo, i langt højere grad Schulz' grove, forvredne, mareridtlige blyants- og kultegninger som er reproduceret - desværre noget gnidret - i bogen.
Som man også kan læse i oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads fyldige efterord, var Schulz styret af en voldsom angst der forhindrede ham i bryde ud af fødebyen Drohobycz, og den ængstelighed gennemsyrer Schulz' tankevirksomhed, hvor brevet til Mann er et udslag af uhørt overmod, indtil han endelig bekræftes i at hans angst hele tiden har været velbegrundet, da krigen samme aften når byen. I virkeligheden skete det reelt først med den sovjetiske besættelse af byen et lille års tid senere, efterfulgt af den tyske besættelse i 1941, men i I hovedet på Bruno Schulz er det Abimelek fra Det Gamle Testamente der vil tilintetgøre alle dem der har gjort ham til konge, men som stadig kalder ham brodermorder. Om det så skal læses som et billede på den vægelsindede Thomas Mann eller på Hitler står aldeles åbent.
Bruno Schulz døde i november 1942, skudt af en tysk officer. Ikke for Schulz' egen skyld, men fordi den officer der beskyttede Schulz, et par dage tidligere havde skudt den jødiske tandlæge som var den anden officers protegé. Total ligegyldighed. Schulz regnes i dag for en af det polske sprog allerstørste forfattere. Og på en måde har Maxim Biller nu føjet endnu et kapitel til det lille værk Schulz efterlod sig. Og stillet det op overfor den langt mere anerkendte, men også langt mere ideologisk problematiske, Thomas Mann.
Det er stof til adskillige mareridtsaftener.
