Det er godt tegn, når en bog på titelbladet citerer en af verdens bedste plader. Så har man ligesom etableret en fælles referenceramme, man har en idé om hvilken tone, bogen vil stræbe efter at ramme, hvad det er for en stemning, man skal sætte sig i. Og man ved allerede at forfatteren har god smag, så helt galt kan det vel ikke gå.
Ud fra den præmis er Mette Zingenberg allerede langt foran på point, inden hun overhovedet får begyndt sin debutnovellesamling Min lille horror. “Then you feel your heart beating / Thrum-pum-pum-pum” står der med et citat fra Loves “Andmoreagain”. Pladen, som den sang kommer fra, Forever Changes, er en på samme tid fortryllende smuk plade med strygere, hornarrangementer og vokalharmonier, en hippiedrøm fra 1967 hyllet i gyldent, californisk solskin, og så er den også det punkt, hvor drømmen bliver til et mareridt. En paranoid og misantropisk nedtursplade, hvor både hjertet og sindet er ved at gå i opløsning, og hvor forrådnelsen og forfaldet ligger lige under den tilsyneladende så smukke overflade.
Og det er præcis den stemning, Mette Zingenberg beskriver i novellerne. Her er den californiske kyst og 60’ernes musikmekka Los Angeles skiftet ud med Costa Brava og nutidens hippe kunstnerby Barcelona. Men Min lille horror er ikke ligefrem en turistbrochure for en af danskernes foretrukne storbyferiemål: Her lurer overfaldsmænd i middelalderbyens mørke gyder, der er dodgy udlejere og skimmelsvampplagede værelser med kakerlakker og sygdom.
Vi har begge været langt nede i slummet. Har levet under usle forhold i trange gader med larmen og stanken for tæt på. For små rum fyldt op med mennesker.
Hos Zingenberg er Barcelona gotisk bagtæppe for en snigende uhygge og selve billedet på det forfald, som hendes personer gennemlever, mens de bliver svigtet eller syge, store dele af bogen gennemspilles i noget, der minder om febervildelse, om det så er på grund af smerter eller stoffer. For det er også en festby, og den fest behøver aldrig holde op, hvis man bare kan blive ved med at eskalere den hele tiden, gøre den en tand mere desperat og dekadent.
Hvis man har en afhængighed, er Apolo et godt sted at være. Du kan fodre din afhængighed her. Der sker ikke noget ved det. Sumpen vil tage sig af dig. Der er en stor omsorg imellem arbejderne. Vi beskytter og holder hånden over hinanden. Alle ved, hvem der tager for mange stoffer, drikker for meget, er perverterede. Måske stjæler du. Tager lidt af kassen. Vi ved det godt alle sammen, men vi siger ikke noget om det. Der er så mange mørke hjørner på Apolo.
På titelbladet til en anden debut, Siri Ranva Hjelm Jacobsens Ø, er festen gået hen og blevet kedelig: “Come on girl / let’s sneak out of this party / it’s getting boring” citerer hun Björk fra sangen “There’s More to Life Than This”. Og det er altså der, Mette Zingenberg kommer et godt stykke foran på point, hvis man nu som jeg godt kan finde på at synes, at Björk er temmelig overvurderet. Det er så til gengæld ikke helt fair, for selvom den islandske sangerindes musik går igen igennem bogen som noget, fortælleren søger tilflugt i til at lukke omverdenen ude med, så er grundtonen i Ø næsten så langt fra den sitrende storby-clubvibe på pladen Debut, som den kan komme. Vi er langt fra både Londons og Reykjaviks vilde natteliv, og den fest, der indledningsvist varsles med citatet, møder vi kun henimod slutningen af romanen til en færøsk 70-årsfødselsdag i et medborgerhus i forstæderne, hvor der bliver trampet kædedans mellem ribberne, mens brændevinen og pisset flyder.
Abben blev ved med at synge.
Kæden satte sig i bevægelse. Tætnede om ham og gled uden om det våde på gulvet.
Kogekonen kantede sig resolut ind mellem gæsterne og moppede op. Vi dansende sad sammen som led på en skolopender. Så snart hun forsvandt med gulvskrubben, kom der mere luft mellem leddene. Gulvet blev fyldt.
Af og til lænede én sig faretruende mod sin sidemand, eller det glippede med et trin. Dem, der havde takten i fødderne og endnu var ædru, trampede hårdere til. Omkvædet gjaldede. Vel op før dag, de kommer vel over den hede. Jeg bjæffede med og smækkede sandalhælen rytmisk i den lidt klistrede linoleum.
I det hele taget beskriver Ø følelsen af at være langt væk uanset hvad: Det er en bog om emigration, om evig og altid at være andetstedsfra. Hos Siri Ranva Hjelm Jacobsen handler det bare ikke om den tildels selvvalgte fremmedgørelse som hos Mette Zingenberg, hvor unge rejser ud for at prøve sig selv af i udlandet, men om den påtvungne emigration: Dem, der bliver nødt til at rejse væk for at få en uddannelse, et arbejde, et nyt liv. Sådan nogle som fortællerens bedsteforældre, der under Anden Verdenskrig forlader Færøerne til fordel for et Danmark, hvor de aldrig rigtig helt kommer til at føle sig hjemme, og hvor bedstefaderen bliver ved med at sige, at han ville være vendt tilbage, “hvis ikke for omman.” Men det er ikke slut, der hvor den unge Marita udfører en abort på sig selv med en stålbøjle på en bakketop, inden hun forlader Færøerne med færgen til Danmark for at blive genforenet med sin forlovede: Selvom hun bløder den sidste rest af sit hjemland ud i køjen på færgeturen, bliver en del af det alligevel siddende i hende og går altså igen mere end et halvt århundrede senere, da den færøske brændevin får hende til at tisse i bukserne midt på dansegulvet.
Blikket i Ø er tredjegenerationsimmigrantens, den fortæller, der, som en færing håner hende på et værtshus en nat, ikke engang kan udtale sit eget navn.
Den tredje generation stumper, den er helt cool og kulturfri, eller den er halvhjemme, halvdårligsproget, laver sig en identitet i stenens pløjespor, bærer sit blods indrejsetidspunkt som en tatovering i panden, men med kuglepen, selvstemplet, og siger sit navn stolt blandt fremmede, lavt blandt landsmænd.
Hvor Björk skreg, hviskede og hvinede, når hun sang, er Siri Ranva Hjelm Jacobsens tone langt mere afdæmpet uden af den grund på nogen måde at være mindre vildt fabulerende. Hun behersker sit sprog uhørt godt, og det er også en pointe: For når hele den færøske familie begynder at tale dansk til hende, selvom hun forsøger sig på færøsk, er den måde, hun alligevel kan indfange stemningen af Færøerne, med netop det danske sprog. Ved at fortælle familiens historie indtræder fortælleren endelig for alvor i den familie som en fuldbyrdet del af den.
Så det Siri Ranva Hjelm Jacobsen savner i gode musikreferencer i forhold til Mette Zingenberg vinder hun altså ind på sproget. Og også Færøerne bliver gjort til et sted, man kan forsvinde ind i ligesom Barcelona:
Det sker, at turister, typisk kvinder, går i fjeldet. De går i fjeldet. Vandrer op og bliver væk. Jeg bildte mig ind, at jeg havde hørt om disse kvinder, der trækker nordpå for at dø. En selvmordsferie. En slags hjemlængsel. Måske kom de rejsende med længslen, eller den greb dem i luften, den nordatlantiske luft.
