Det her, det er de fire elementer.
Det er en virkelig plat vits, men hvad skal man gøre? Virkelig: Hvad skal man gøre af sig selv efter at have læst en bog som David Vanns Jord? Akavet og brutal som den er, afskyvækkende og sært fredfyldt, med en forløsning der ikke rigtig gør noget godt for nogen, mindst af alle læseren. Vi snakker decideret feel bad-litteratur her, og det er så grotesk at der ikke rigtig er andet at stille op end at prøve at grine forlegent af det, mens man fordøjer det. Lave en plat vits der spiller på hovedpersonens newage-sværmerier.
Det er der David Vann viser at han ikke alene kan konstruere en historie om en californisk mor og søn der lever i en usund symbiose afsondret på familiegården uden at foretage sig andet end at gå hinanden på nerverne, drikke eftermiddagste og så ind imellem besøge mormoren. Hun er stuvet af vejen på et plejehjem, mens hendes døtre slås om hvordan de skal fordele boet, og mens de gør det, går Galen og hans teenagekusine og hadeflirter med hinanden, og det kunne sådan set i sig selv være nok, men det Vann lægger ovenpå, er sproget: Bogens handling er filtreret igennem den forvoksede mors dreng Galen og den halvt fordøjede filosofi han forstår verden igennem. Galen har forlæst sig på Profeten, Siddharta og Jonathan Livingston Havmåge, og han har hørt alt for meget Kitaro imens, hvilket sådan set burde være nok til at gøre enhver vanvittig, men det betyder at han ikke bare prøver at ignorere sin irriterende mor, han prøver ”at lade ikke-jeget glide forbi”, og det er ikke skam han føler over at begære sin manipulerende kusine, det er ærgrelse over at ikke have ladt Samsara, lidelsernes verden, bag sig endnu. Det er den logik bogen kommer til at følge, Galen forstår alt som prøvelser af sin gamle sjæl, forberedelser til hans nært forestående anerkendelse som profet, og det mere og mere makabre spil der efterhånden blive r sat i gang, prøver han at skabe meditationer og shamanistiske ritualer ud af.
Det sprog Vann får ud af det, er nærmest som hvis Cormac McCarthy genskrev Carlos Castaneda. Det er en ret syg og temmelig imponerende bedrift. Galen løber nøgen ud i måneskinnet, dækker sig selv til med mudder, prøver at finde sin urtone, åbne sit kronechakra, gå i et med den solsvedne, californiske jord. Blive den jord af hvilken han er kommet, forsvinde hele menneskeheden ned i den, familiehistorien med. Det kunne der være kommet en klassisk amerikansk, faulknersk historie ud af, men Vann er mere optaget af at lade den historie opløse sig.
Det er det der gør Jord til en anbefalelsesværdig bog. Omend ikke nødvendigvis en man anbefaler til sin mor.
