Da jeg første gang læste om Mischling, blev jeg nysgerrig. Masser af forfattere har skrevet skønlitteratur med udgangspunkt i Holocaust, men Mischling virkede blot i beskrivelsen anderledes, og efterhånden som jeg læste anmeldelser online, steg nysgerrigheden og interessen for at få fingrene i den.
Da jeg så påbegyndte læsningen, var jeg klar til at græde mig igennem den og med de to hovedpersoners trængsler og lidelser, men selvom man er bevidst om, at de fleste beskrevne personer er børn, at hovedpersonerne er børn, og at de udsættes for umenneskelig smerte og unødvendige pinsler, så giver fortællerstilen, med pigerne som fortællere, dem en styrke, som næsten blæser læseren bagover. De indordner sig under lejrens forhold, som kun børn kan, og de finder på måder, lege og løfter, hvormed de kan beskytte sig selv og ikke mindst hinanden imod dens rædsler og bevare en tro på, at der er et håb, og at de har en fremtid efter krigen.
Mischling er en roman, der finder sted i Auschwitz, og som skildrer en mørk tid, men det er ikke en lang roman om tortur, om Mengeles forfærdelige forsøg på tvillingebørn eller om den unødvendige smerte, han påførte sine patienter. I stedet for at dvæle ved alle de forfærdelige kendsgerninger ved lejren har Konar givet ordet til de to 12-årige tvillingesøstre Pearl og Stasha, og på smukkeste vis giver de læseren et indblik ind i deres sind og deres kamp for overlevelse og for hinanden. Nogle gange i løbet af romanen støder man direkte på krigens rædsler, men selv når pigerne direkte konfronteres med dem, finder de en måde at komme videre på og finde en mening med galskaben. De skiftes til at fortælle, og selvom de er ens af udseende, opdager man hurtigt, hvor forskellige de er af sind, og hvor vigtig den ene part er for den andens overlevelse. Pearl og Stasha bliver på en måde talspersoner for de mange uskyldige børn, der ikke kom ud fra "Mengeles Zoo" og som ikke fik lov til at opleve friheden igen, og selvom man i dag kender Mengeles skæbne, sidder man uvilkårligt og hepper på Stasha og Feliks, da de begiver sig af sted mod det endelige opgør mod Mengele. Man tror på, at de kan gøre det, selvom kampen er så ubærlige ulig og unfair.
Jeg kan ikke anbefale Mischling nok, og jeg håber en dag at læse mere fra Affinity Konars pen.
