Der er flere måder at gøre noget særligt ud af bøger på. Der er de store pragtværker, udstyrsstykkerne der er skabt til i al deres vælde at ligge og tage sig godt ud på kaffebordet, så forbipasserende kan fortabe sig i dem for en stund på vej gennem biblioteket. Så er der al bookarten med gennemhullede sider, udfoldninger og så videre. Men der er også de bøger der ikke er det mindste prangende i hverken format eller design, men bare er godt boghåndværk.
Det er den sidste type bøger der kommer fra det lille, samsøbaserede forlag Virkelig: Smukke, stilrene udgivelser på ordentligt papir, nogle af dem endog håndsyede i ryggen. Og så har de fundet litteraturen til at matche feinschmeckerindbindingerne: I bibliografien tælles indtil videre små værker og fragmenter af så velansete navne som Edith Södergran, Virginia Woolf, Rainer Maria Rilke, Djuna Barnes og, blandt de mere nulevende, Tomas Espedahl. Ordentlig litteratur, altså, af den slags der gerne bryder med gængse idéer hvad sådan noget er, og hvad man kan tillade sig, men som også gør det i en distinkt altmodisch klingende, klassisk form.
Forlaget Virkeligs Bestiarium har samsingerne i denne sæson bl.a. præsenteret to titler, der havnede ude på en anden ø, vores. Bruno Schulz var en polsk-jødisk forfatter og maler der blev dræbt under Anden Verdenskrig. På dansk er tidligere kommet de to samlinger Sanatoriet under timeglasset og Kanelbutikkerne, og faktisk brugte den amerikansk-jødiske forfatter Jonathan Safran Foer sidstnævnte til sit cut-up-værk Tree of Code, hvor historien Krokodillegaden har fået ord klippet ud, så der igennem sidernes huller danner sig nye sætninger og historier.
Men man behøver faktisk ikke engang mingelere med Bruno Schulz' tekst for at få vendt op og ned på ens forestillinger om hvor det er man på vej hen når man læser den, og det er den sene novelle Kometen, som nu er udkommet som en del af forårets Bestiarium, er formfuldendt eksempel på. Fortællingen om den videnskabelige eksplosion og truslen fra Haley's Komet foregår i samme sepiafarvede barndomsunivers som Kanelbutikkerne, og man genkender også fortællerstemmen med alle dens forsiringer, et barokt væld af adjektiver og metaforer og en forfinethed der næsten får en Stefan Zweig til at fremstå helt grov i det. Men i Kometen giver Schulz sig selv lov til at knalde helt ud i kafkaske fantasmer, sådan som her, hvor kometens komme er blevet bebudet, og de fremskridtsbegejstrede tager Jordens undergang på forbilledligt objektiv vis:
Nej, det ville ikke blive den eskatologiske finale eller tragiske sidste akt i den guddommelige komedie, som profeterne uden tidernes morgen havde forudsagt. Nej, det ville i stedet blive en cykelakrobatisk cirkusundergang, en tryllekunstners hokuspokusundergang, en eksperimentel og lærerig laboratorieundergang, som alle fremskridtets tilhængere ville applaudere.
Lige så ordskvaldrende og hyperforklarende Schulz er - og hans force er at han er det i så overdrevet grad at det bliver grotesk - lige så ordknap og åben for læsning fremstår første halvdel af Jørn H. Sværens Vi er tiggere. Et par ord, et par linjer per opslag, en konstatering, en mulighed, en åbning som det så er op til læseren at prøve at lukke for sig selv bagefter. Og bedst som man så sidder der og har bladret sig igennem intetheden, kommer der et tætbeskrevet indstik med Sværens iagttagelser af nogle antikke, russiske ikonskjolde som sollysset filtreres igennem, af at klippe tånegle på sin gamle far og af en helt renskrabet kirkekunst, hvor fraværet af udsmykning får lidelseshistorien til at træde så meget desto selvfølgeligere frem. Effekten er uforholdsmæssigt voldsom, som et Stendahlsyndrom i slowmotion eller som en tyst minimalisme der uden varsel bryder ud i et crescendo, og lige netop uforholdsmæssig, fordi indstiksteksten i sig selv ikke er særligt voldsom, det er først i kontrasten til de/t forudgående digte/e at den kommer til at fremstå sådan.
Jørn H. Sværen er ikke uvant med at arbejde med det højstemte, sådan som det kommer til udtryk i den causerende indstikstekst. Nordmanden har i en årrække oversat ny fransk- og engelsksproget lyrik til norsk og har udgivet egne bogartefakter som Vi er tiggere, hvor det taktile bliver en del af selve værket. Alt det ubeskrevne kommer til at fremstå så meget desto tydeligere ubeskrevet, fordi man skal bladre sig henover det. Men lige så kendt som han er for sit litterære virke, er Sværen det for sin medvirken i det mærkværdige band Ulver, der har bevæget sig fra en tidlig blackmetal over folkemusik til dronende ambient og symfonisk progrock. Hans virkemidler som forfatter er dog langt mindre pompøse end i Ulver, men derfor er det selvfølgelig stadig sjovt at læse en tekst med noget der virker som en tilnærmelse til den kristne vækkelse fra en der spiller i et band der - godt nok før hans tid - var del af en scene hvor kirker var noget man brændte, ikke noget man sådan bare lige gik ind og satte sig i et sted på grænsen med Castilla y León og Estremadura for at genkalde sig lidelseshistorien.
Bestiarium-serien udkommer i oplag på 300 eksemplarer af hver titel, så man skal ikke betænke sig for lang tid hvis man vil have fat i bøgerne. Og det vil man.
