En roman der har det hele: Tabubelagt dødsdrift og spirende seksualitet hos et barn, undertrykt begær, svigt, normbrud og en frydefuld tilnærmelse til det forbudte.

Mens den tyskfødte Unica Zürn såvel i sit hjemland som i sit senere parisiske eksil er anerkendt som en banebrydende forfatter og billedkunstner for sit stormløb mod borgerlighed og bornerthed, har hun hidtil været så godt som ukendt uden for en snæver kreds herhjemme indtil fornylig. Det kom billedligt til udtryk i hendes sært forvredne tegninger og de foruroligende bondagebilleder elskeren Hans Bellmer tog af hende, men det kom endnu tydeligere til udtryk i hendes få bøger, af hvilke kortromanen Mørkt forår netop som den første er udgivet på dansk med efterord af Olga Ravn.

Udgivelsen markerer samtidig debuten for Forlaget Sidste Århundrede, og derfor bad vi forlægger Mads Peder Lau Pedersen om at fortælle om arbejdet frem mod udgivelsen.

Da jeg sammen med to venner, Lasse Skjold Bertelsen og Steffen Skaarup, startede Forlaget Sidste Århundrede, var det ud fra en interesse for at udgive oversat litteratur, der pegede i retning af det excentriske, det monomane, det groteske og det voldsomme; litteratur, der er af høj litterær kvalitet, men som også er for ikke-opbyggeligt eller for manisk eller for sortsynet til for alvor at blive en del af den officielle kanondannelse, selvom det var værker, der befandt sig i periferien af kanon; litteratur, der forekom os urimeligt overset især i en dansk sammenhæng. Et forbillede var Karsten Sand Iversens bog Skyggebiblioteket samt en række små europæiske og amerikanske forlag og enkelte danske, der interesserede sig for det samme.

Men hvad skal et nystartet forlag så udgive som den første bog? Der er mange ting at tage hensyn til: Pengene er små, bogen må ikke være for dyr, og man skal kunne bryde gennem pressemuren og rent faktisk sælge bogen, hvis det skal blive det projekt, man gerne vil have. Ikke fordi ambitionen er salgstal i Jussi Adler-Olsen-klassen (okay, det vil vi da ikke blive kede af), men fordi der viste sig at være en overraskende lang liste af forfattere, vi gerne så oversat til dansk, og det kræver tid til opsparing, når man ikke har en Jussi von And-pengetank med sig. Der viste sig også at være ganske mange forhindringer: Bureaukrati og situationer i privatlivet og arbejdslivet har en noget større betydning for et tremandsforlag end hos Gyldendal.

Det var også en forhindring at vælge en første bog at udgive. Vi blev nok lidt overvældede af de mange muligheder, af alle de bøger, vi havde og har ambitioner om at udgive. Men valget endte med at falde på den tyske forfatterinde Unica Zürn (1916-1970) og hendes kortroman Mørkt forår (Dunkler Frühling, 1969).

Valget skyldtes især, at vi var vilde med bogen for dens litterære kvaliteter, hvor den i et nøgternt sprog beretter om voldsomme hændelser i en præpubertær piges liv i en bog, der er præget af et heftigt og på en og samme tid retningsløst og næsten altomfattende begær efter noget, der kan ”fuldende” den pige, vi følger. Hun udsættes for incest af sin bror, der er en række barnlige, rituelle lege og fantasier med masochistiske undertoner, der er voldsomme følelser, der er ligeså omskiftelige som vejret, og der er en række hændelser, jeg ikke vil spoile for læseren. Kontrasten mellem det nøgterne sprog og den barnlige tone og de voldsomme hændelser og fantasier i bogen er med til at gøre bogen til en uafrystelig oplevelse.

Zürn har også en interessant historie. I mange år var hun hausfrau og mor til to børn, før hun ved skilsmisse fra sin første mand fik mulighed for at realisere sig selv som kunstner, hvor hun drog til Paris, der havde et levende kunstnermiljø, modsat det udbombede Berlin. Her faldt hun ind i 1950’ernes surrealistiske kredse blandt kunstnere som Max Ernst, Henri Michaux, Marcel Duchamp og fotografen Hans Bellmer, som hun både arbejdede og levede sammen med. Men hun kom også til at stå i skyggen af Bellmer som kunstner. Måske især fordi hun medvirkede som bondagemodel i Bellmers fotoserier, men også fordi det næsten uvægerligt måtte gå sådan på det tidspunkt for en kvinde i en kreds af så anerkendte mandlige kunstnere. Hun fik udgivet bøger, hun fik udstillet kunstværker, men var ikke helt så anerkendt som de fleste andre i omgangskredsen.

Med tiden blev hendes psykiske helbred værre og værre, og hun røg ind og ud af sindssygehospitaler i de sidste år. Efter flere fejlslagne selvmordsforsøg kastede hun sig ud fra et vindue og døde i 1970.

En del af baggrunden for valget af denne bog var at fokusere på hendes styrker som forfatter, ikke at caste hende som den lidende kunstner, hvis liv jeg ironisk nok har skitseret ovenfor. Mørkt forår er måske nok en delvist selvbiografisk roman uden meget håb, men den er måske også en ekcorsisme. En bog om lidelse, der forsøger at uddrive lidelsen. Og den er efter min mening et overset hovedværk i europæisk litteratur. Det er også den oversethed, vi prøver at råde bod på med udgivelsen. Vi vil have de gode og ufortjent oversete forfattere frem i lyset, for de og deres bøger fortjener det.

Vi vidste, at Zürn har haft betydning for forfatterskabet hos toneangivende danske forfattere som Mette Moestrup, Bjørn Rasmussen og Olga Ravn. Af samme grund spurgte vi Olga Ravn, om hun ville bidrage med et efterord. Det ville hun heldigvis, og det lykkes hende efter min mening at få sat forfatterskabet ind i en sammenhæng, der både siger noget om Zürns litteratur og om Olga Ravns eget forhold til Zürns forfatterskab.

Og det er også det, vi gerne vil opnå med Forlaget Sidste Århundrede: at ramme læseren både litterært og personligt.

Til februar udkommer i øvrigt debutanten Kirstine Reffstrups roman Jeg, Unica om Zürn og Bellmer.