To nye digtsamlinger af Ursula Andkjær Olsen og Signe Gjessing kunne næsten ikke være mere forskellige i deres afsæt, og alligevel ender de begge to i en art forløsning ude i kosmos.

Ikke bare afsættet, tonen og sproget er forskelligt hos Andkjær Olsen og Gjessing; selv i format, indbinding og sats adskiller de sig så meget som muligt: Gjessings digtsamling stor og hvid i A4-format med linjerne bredt ud over siderne i lange associationsrækker, Andkjær Olsens lille og sort med mikroskopisk skrift i hidsige udbrud. Gjessing gør ikke noget forsøg på at nærme sig en håndgribelighed overhovedet, det er op til læseren at hænge på hvor der er noget at gribe fat i, inden man falder igennem igen, mens Andkjær Olsens programerklæring for det ny menneske med jævne mellemrum for en god ordens skyld får smidt et "Fat det!" efter sig.

Lige præcis den slags modsætninger stiller Andkjær Olsen mange op af, flere og flere henad vejen, udsagn vendes om for at undersøge muligheden af det modsatte, indtil begge dele kan forkastes. Udgående fartøj er nemlig en sjældent håndgribelig programerklæring om at finde frem til en ny hårdhed, og det er svært ikke sine steder at læse den som et forsøg på at sætte sig ind i en politisk tankegang, som man fornemmer ligger et godt stykke fra Andkjær Olsens egen. Der bliver i hvert fald vrænget "taber" flere gange af de der ikke måtte kunne efterleve de strenge leveregler jeg'et som en anden nietzscheaner sætter op. Det er anti-humanisme, fordi menneskeligheden bliver set som blødsøden og i sine ukontrollable følelsers vold. Og det er selvfølgelig i bund og grund et udtryk for en frustration over overhovedet ikke selv at kunne styre sine følelser:

dette er matematisk nødvendigt
og sådan skal det også føles:

en ødelæggelse af det menneske
der kom før denne erfaring
sådan føler jeg det også
al erfaring er ødelæggelse
nødvendig ødelæggelse af det der kom før
sådan føler jeg det også

Udgående fartøj er en i særklasse arrig sag på små 200 siders rasen spædet op med nogle fotografiske arbejder af Sophia Kalkau, som jeg har svært at se bidrager med noget til teksten, udover at kromeffekten på en måde modsvarer grimhedsæstetikken i sproget. Eder og forbandelser bliver spyet ud, al uenighed fejes af banen som uvedkommende og usaglig, ingen nåde findes der for divergens. Det er politikersprog med nødvendighedsretorik der bliver talt her.

Men som det kan læses ud af ovenstående citat, er der også en underliggende skrøbelighed i digtene: Andkjær Olsen føler stadig på trods af sine bestræbelser på at gøre sig hård, og det skaber sprækker i den kampvillige retorik. Titlens udgående fartøj kan jeg for min del heller ikke undgå at associere med den argentinske digter Alejandra Pizarnik, der i digtet "Dianatræ" ender med at give op overfor ordene: "Hvordan skulle jeg forklare dig med ord af denne verden at en båd stod ud fra mig og tog mig med sig." Men hvor Pizarnik trækker sig tilbage fra en alt for voldsom verden, er Andkjær Olsens projekt i Udgående fartøj at gøre sig selv endnu hårdere end hun oplever verden være overfor hende. At tyre dens hårdhed tilbage i hovedet verden. Men hun lader det alligevel briste til sidst og konkluderer hen imod slutningen:

det MÅ være meningen at mennesket skal blive sig smerten mere bevidst
det MÅ være meningen at mennesket skal blive sig smerten - den egen
og andres - mere bevidst

og derefter lindre den

Og det hele ender i en eksplosiv blomstring i naturens katedral.

Det er sådan ca. lige deromkring Signe Gjessing sætter fra ud i langdigtet Blaffende rum nænnende alt: I en solbeskinnet cykeltursnatur med blomster viklet om styret og et dig siddende på bagagebæreren, inden dén blot to sider senere er blevet til et bagagerum indeholdende et bortført jordskælv!

Sådan går tingene hurtigt hos Gjessing der bare sidste år debuterede med Ud i det u-løse, som hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for. Og selvom Blaffende rum nænnende alt ikke tæller mere end 32 sider, så er det 32 A4-sider skrevet ud til margenen med lange, associative sætninger der gerne lader sig opløse i vrøvl for at finde nye betydninger der. Som i:

At se dig

krybe ud under det gamle års tusindvægt, med krum ryg i den bløde fremtid, jeg kan stadig se et mærke af din ryg i det sprudlende, der samler vores atomer op. Vi kastede dem i grams. Det er så indforstået,
det med at kaste atomerne op, på sådan en særlig dag. Kraveben var rendesten, vi lå i hinandens

Derfra, med tiden inddelt og krumbøjet til den er irrelevant, går det igennem en frodig fauna som digtets vi nærmest elveragtigt bevæger sig igennem, ud mod den horisont der udgør det egentlige fikspunkt i digtet. Undervejs bombarderes vi med nedfaldsbilleder fra poesien, brændende kalecher, kontinentkantsten, opsmøgede ærmer; altsammen afgrænsninger af en verden der bliver ved med at flyde over, ud mod horisonten. "Verdens konturer er for meget pindebrænde til, at jeg vil samle dem op," lyder det, hvorpå der konstateres noget helt andet.

Hvor Andkjær Olsens Udgående fartøj er en bunke lånte udsagn der tilsammen fremmaner en verden jeg'et lige akkurat kan nå at tro på, inden tvivlen får det hele til at vælte sammen, fremstår Gjessings Blaffende rum nænnende alt næsten som en bunke fundne udsagn der tilsammen danner en helhed, som vi'et betragter med en blanding af undren, begejstring og utålmodighed over at alle andre mennesker ikke ser de enkelte atomer. Som læser efterlader Udgående fartøj én lettere fortvivlet på sin civilisations vegne, hvorimod Blaffende rum nænnende alt viser hvor mange sprækker der i den. Andkjær Olsen sprænger det hele bort for at give plads til kosmos, mens Gjessing lader kosmos oversvømme ubetydelighederne fuldstændigt. Og til sidst sidder hun tilbage og venter på at resten af os skal nå frem til der hvor hun er:

"det håndvarme og det lunkne univers sakker bagud - vi venter på de
to