"En kærlighedsroman," angiver Gads Forlag, og personligt kunne jeg tænke mig at tilføje: en kvinderoman - skrevet af en kvinde for kvinder.
Den slags fik mig tidligere til at lægge denne type bog fra mig, men med alderen har jeg større lyst til at kaste mig over udfordringer, og det
har faktisk givet mig rigtig mange gode læseoplevelser, hvilket også i nogen grad er tilfældet her.
Fortællingens hovedpersoner mødes i 1995 og opbygger et intenst venskab i løbet af studietiden, der slutter i 1998. Vi får sporadisk indblik
i deres respektive liv i årene efter - dog primært Eva og Benedict, hvis veje krydser hinanden, selvom de det meste af vejen har travlt med
at realisere egne drømme og mål. Efter tyve år mødes de fire venner igen i studiemiljøet: det er tid til at gøre status over deres liv indtil nu.
De fire venner mødes med vidt forskellig baggrund - socialt samt økonomisk - og det påvirker i nogen grad deres indstilling til livet, deres
studier samt senere valg af erhvervskarriere og måske endda kærligheden.
Mange i den primære målgruppe for bogen kan naturligvis nyde den som en feel-good oplevelse med fokus på de fire unge menneskers liv i hverdag
og til fest.
Personligt finder jeg værdi i, at romanen tillige sætter fokus på de valg, de unge mennesker står over for i livet. I særdeleshed i relation til
valg af uddannelse, valg af job samt ikke mindst valg af livsstil. Hvem er jeg, hvad har jeg lyst til, hvem vil jeg eventuelt gerne dele livet med
for blot at nævne nogle af de essentielle spørgsmål, vi mødes af, når vi udvikler os fra teenager til voksen.
Alice Adams skriver for så vidt læsevenligt og flydende, men jeg synes, at hun er for ambitiøs i forhold til historien. Jeg ville utroligt gerne have
været endnu tættere på de fire venner og deres måde at tackle livet på. Ind i mellem synes jeg, at fortællingen virker noget overfladisk og uden
reelt indhold samt værdi. Personskildringen er heller ikke præcis nok - dog får Eva megen spalteplads, så hende kommer jeg som læser noget tættere på, men igen jeg savner dybde i forhold til de fire venner. I hvert fald i forhold til det, jeg fandt værdi i under min læsning af Uovervindelig sommer.
Min vurdering er uden tvivl præget af, at jeg som syvogtredsårig og pensionist har en anden tilgang til fortællingen. For mig fungerer bogen mindre som inspiration til livets valg og mere som indspark til eftertanke.
