De vingede væsener trækkes ind i teksten i Julie Sten-Knudsen og Peder Frederik Jensens nye bøger, der er så væsensforskellige, som det næsten er muligt. Det er på hver sin måde voldsomt.
Morgenen efter jeg har læst Julie Sten-Knudsens Spor efter fugle, sætter jeg mig op i sengen, kigger ud gennem terrassedøren og kan se, hvordan den skarpt hvide tidlige forårssol får det til at dampe op fra det plankeværk, der er fugtigt af nattens regn. Det er den slags billeder, som Julie Sten-Knudsens tredje digtsamling er fuld: sansninger af den verden, fortællerjeget passerer igennem, på træk som de fugle, der optræder som et ledemotiv igennem digtene, bevidst om de spor, hun ikke kan undgå at sætte sig, hverken på verden eller de mennesker, hvis vej hun krydser. Og som hos fuglene er fortællerjeget i digtene lige så ofte et vi: en stor flok med sin egen inerti, bevægelser hinsides det enkelte individs kontrol.
Naturligvis kan fuglemotivet dårligt undgå også at blive et billede på de menneskelige migrationsstrømme, hvor flygtningene fra borgerkrigen i Syrien trænger sig ind i digtets selvbevidsthed i bogens anden del:
til bogereceptionen står vi på gaden, drikker dåseøl
og diskuterer den europæiske flygtningepolitik
imens går en mand rundt i udkanten af festen
og indsamler de tomme dåser
Fortællerkoret er sig altså sin egen priviligerede position bevidst, men længere end dertil når det ikke rigtig: de er klar over, at flygtningekrisen er påtrængende, men ude af stand til at se, hvad de selv kan stille op.
en gammel ven er i avisen
der står at han arbejder for læger uden grænser
og underviser tunesiske fiskere i at bjærge lig
Den slags evner har digterjeget ikke, hun kan dårligt holde styr på den have, hun i bogens første del er sat til at passe, og hun kan heller ikke være nogen steder for sig selv og trækker selv videre: fra det lånte hus med dådyr og fugleunger i haven over den kvælende lejlighed og videre til Los Angeles, hvor heden er overvældende og kaktusserne fascinerende. Det er et flaksende trækmønster, men der, hvor Spor efter fugle finder hvile mellem to spændingspunkter, er i naturbeskrivelserne. Alle de sansninger af kronblade, blomster, muld.
de sagde at det hele blev grønt på én gang
de sagde det var alt for meget
Jeg dør dig
Fuglene dukker op igen i Peder Frederik Jensens monolog Skullfucking, men ellers er det mere de døde fluer, der trækker gennem det klaustrofobiske rum, den iscenesætter sig selv i.
Vi lå og lyttede til fuglene.
Ellers var jeg ved at gå i opløsning.
Jeg skulle et godt stykke ind i Skullfucking, før det gik op for mig, at jeg kendte den, selvom den først nu er udkommet. Det er i monologens klimaks, det punkt, hvor alt det, der ikke allerede var blevet nedbrudt over de mange foregående afsnappet rablende linjer, nu endegyldigt nedbrydes. Det sidste tabu overskredet, den sidste rest menneskelighed raset ud af systemet. Det er en måde at læse Skullfucking på, som en påvisning af umenneskeligheden, men den ro lader Peder Frederik Jensen bare ikke sin læser lulle sig ind i: ved at overskride grænserne vil han påvise, at mennesket og ikke mindst dets brutalitet og mulighed for afstumpethed er uendelig. At det hele tiden kan gøres en tand værre, og at der hele tiden er nogen, der står parat til at gøre det.
Og altså, det er den scene, uafrystelig og modbydelig, som jeg genkalder mig fra en aften i Allinge for tre et halvt år siden, hvor vi sad på klapstole i et galleri med vores overtøj over ryglænene og danskvand i pausen og var til digtoplæsning. Og ikke havde forestillet os, at det skulle indebære, at Peder Frederik Jensen ville ende med at ligge sammenkrummet på gulvet med manuskriptarkene spredt omkring sig, mens han råbte stadigt værre svinskheder hen over fuzzen fra det orgel, som Andreas Führer var i færd med at overstyre ind i klimakset simultant med teksten selv.
Skullfucking er en tekst, der kalder på den form for voldsomhed. Hvordan skulle den kunne være andet med den titel? Hvis man ikke er bekendt med termen, vil jeg anbefale, at man ikke googler det på sin arbejdscomputer. Og lige så NSFW er altså det klimaks, som jeg vil lade det være op til læseren at arbejde sig frem mod. Der er nemlig en grund til, at tingene udvikler sig, som de gør i Peder Frederik Jensens 73 siders stødvist eskalerende monolog. Selvfølgelig er der det, det ved man, hvis man har læst sidste års store, fægtende genrebastard af et bevidst usammenhængende erindrings-rejseskildrings-samtidsroman-manifest, VOLD: Volden ligger i Peder Frederik Jensens optik latent i alt, hvad vi foretager os, den løber igennem vores relationer, der er præget af asynkron udbyttelse og magthævdelse.
Hvor volden i VOLD fortrinsvist var en social konstruktion, en trussel, en magt, vendes den i Skullfucking indad mod fortælleren selv i hans celle, inden den eksploderer udad, mod Hertha, mod de fluer, der spiddes rutinemæssigt. Så lyder det sådan her:
Jeg dør dig.
Din nar.
Det er skolegårdens og natværtshusets afmægtige raseri, der her spyttes ud fuldt bevidst om, at det ikke kommer til at ske, at det kommer til at gå ud over en anden i stedet. Skullfucking er bygget op af den slags afsnappede, bevidst klodsede sætninger:
Hun skræller et stykke frugt.
Et ligegyldigt stykke frugt.
For eksempel en pære.
Det er en sproglig fattighed, Peder Frederik Jensen skriver frem. Som om der hele tiden er noget, der er vigtigere end at få tingene til at lyde pænt, uden at han forsøger at anvise, hvad det så kunne være. Det er mennesket i opløsning, opløsningen af medmenneskeligheden lige så meget som af selve idéen om, at den nogensinde har været der. Det er alt andet end rar læsning. Det er en udrensning, hvor man føler sig mere beskidt bagefter. Det er en slags anbefaling.
