Fun fact: På college var Harlan Coben i studenterklub med Dan Brown. Men hvor Browns succes som spændingsforfatter er uomgængelig, er Coben endnu ikke slået fuldstændig igennem i Danmark, selvom hans krimier på verdensplan sælger i millionvis. For at hjælpe med at rette lidt op på det, bad vi 10 af vores kunder om at smuglæse Savner dig inden udgivelsen - og her er hvad de sagde om bogen om kriminalbetjenten Kat Donovan der leder efter kærlighed og finder en morder.
Lars Henningsen er en af dem der allerede havde opdaget Coben og derfor vidste hvad han gik ind til:
Jeg har i mange år været stor fan af Harlan Coben og læst alt han har skrevet. Derfor var det med stor spænding jeg gik igang med Savner dig og lad det være sagt med det samme: Jeg blev ikke skuffet. Harlan Coben kan om nogen skrue et plot sammen, og altid med et twist man ikke havde set komme. Savner dig er en virkelig gennemført thriller, og man føler virkelig at man lærer personerne at kende. Jeg læste den på 3 dage, den ene side tog den anden. Jeg kan klart anbefale bogen til alle krimi/thriller læsere. I vil ikke blive skuffede. 4 store stjerner herfra.
Lone Jakobsen var også en af de trofaste Coben-læsere der godt vidste hvad hun gik ind til, og som ikke blev skuffet:
Harlan Coben har gjort det igen: Skrevet en bog der er meget svært at ligge fra sig. Bogen handler om politikvinden Kat, hvis politi far blev skudt for atten år siden og på samme tid blev hun forladt af sin forlovede Jeff. Her atten år senere ser hun et billede af ham på en dating side. Så forsvinder nogle personer og Kat kommer på sagen. Så tager tingene fart, og Harlan Coben formår at kæde tingene sammen så man sidder helt ude på stole sædet. og man sluger bogen i et hug. Bogen kan klart anbefales.
Det blev til gengæld Pia Wettergren, der dog slutter af med en anbefaling af resten af forfatterskabet:
Det er ikke den første bog af forfatteren, jeg har læst - og det bliver heller ikke den sidste, selvom jeg må indrømme, at den ikke helt levede op til mine forventninger. Efter min mening er der for mange plots, der skal holdes i gang samtidig, og dette lykkes desværre ikke helt. Historien om Kat Donovan, kriminalbetjent og skuffet i kærlighed, der får et års abonnement på et datingsite af sin veninde, danner naturligvis afsæt for bogens intrige; men datingdelen er ikke det vigtigste, da vi hurtigt bliver ført ind i et univers, der – forhåbentlig – er meget langt fra, hvad man kan komme ud for på netdating, som fx levende begravelser! Kat gør, hvad hun kan for at opklare, hvad hendes kolleger afviser, bravt støttet af veninden samt sønnen til en datingprofil. Desværre virker plottet fortænkt og og ikke realistisk. Kats gamle traumer om faderens død i tjenesten (også politimand, hvad ellers?), kombineret med et mafiatouch samt en forsigtig berøring af temaet homoseksualitet bliver for meget! Af underholdende indslag kan nævnes en yogalærer med lig i lasten. Slutningen er meget forudsigelig og ender således: "I ain`t missing you at all.”
Men: Læs den selv. Forfatterskabet kan anbefales, så en enkelt smutter kan tilgives!
Heller ikke Freddy Thorning var tilfreds med det han læste, selvom han endda læste bogen en ekstra gang efter at have set de andre anmeldelser for at se om det bare var ham der var forkert på den. Det ændrede dog ikke på hans dom over bogen:
Altid spændende at læse en ny forfatter - og forventningerne skrues op, når jeg så læser de mange positive anmeldelser i ud- og indland.
Harlan Coben er en glimrende fortæller med et stort og spændende ordforråd, som han på glimrende teknisk vis benytter til at skabe stemninger, beskriver personerne (desværre også selv de mindste bipersoner) og viderebringer de oplevelser af enhver art, som hovedpersonerne møder på deres vej. Selve plottet er ok - omend flere steder lidt for urealistisk og præget af tilfældigheder for at bringe handlingen videre.
Og så er vi ved kernen i min kritik: Selve handlingen skrider umådelig langsomt frem. Og ofte sad jeg og faldt i staver og tænkte på alt andet en handlingen - med andre ord, så kedede jeg mig i den grad. Jeg har intet imod lange romaner, hvis indholdet er relevant og kvalitativt. I Savner dig synes jeg der er alt for meget fyldstof, som selvom det er velformuleret er umådelig uinteressant og langtrukken.
Beklager, men bogen fængede absolut ikke, så derfor er det ikke en bog jeg kan anbefale.
De andre læsere er dog godt underholdt, sådan som Lene Keil er det:
Harlan Coben leverer ingen hårdtslående superhelt, der kan dræbe 7 skurke med 3 skud. Han forpligtiger heller ikke sin læser til at vælge alle hans bøger ved at lade de samme hovedpersoner gå igen, så man til stadighed mangler afslutning. Han dykker tværtimod ned i hverdagens dybder og udforsker, hvor langt vi hver især er villige til at strække os, når tingene går skævt. Har vi skjulte ressourcer, og er vores morale flytbar i jagten på svar, kærlighed og beskyttelsen af dem, vi holder af? I Savner dig møder vi ensomheden og håbet om lykke i hænderne på de søgende i form af kriminalbetjent Kat Donovan og netdating men også på dem, der brutalt udnytter drømmen til egen fordel. Det er lang tid siden, jeg ikke har kunnet lægge en bog fra mig, men her sidder jeg nu tilbage med overanstrengte øjne efter utrætteligt at have vendt side efter side, fordi jeg måtte vide, om jeg havde regnet svarene ud. Præcis sådan som jeg kan lide en krimi.
Marianne Brun var også godt underholdt i de timers ventetid hun havde en dag i København, hvor bogen blev slugt, og hun er i hvert fald blevet inspireret til at give sig i kast med resten af forfatterskabet:
Jeg læser mange kriminalromaner, og alligevel har jeg ikke tidligere kastet mig over Harlan Cobens forfatterskab. Det bliver så ikke den sidste bog, jeg læser af ham. Hvis man går og overvejer at oprette en dating profil, så kan det godt være, man tænker en ekstra gang over det, når man har læst denne roman, der tager risiciene i cyberspace under behandling. Idendity theft, udnyttelse af ensomme mennesker, skrupelløse kriminelle på jagt efter nye måder at score kassen på – alt sammen serveret som underlag for historien om politikvinden Kat, der kæmper med manglen på en kæreste og tabet af sin far. Der er mange lag i historien – men den fungerer, og man vender hastigt siderne for at finde ud af, om det lykkes at stoppe forbryderne i tide, og om Kat finder fred med sin fortid. Romanen var godt selskab under en frokost tilbragt alene på en café og fik nogle timers ventetid på Kultorvet i København til at forsvinde som dug for solen. Spændende læsning og god oversættelse!
Dorte Rasmussen læste bogen sammen med sin mor, Sonja Larsen, og mor og datter var enige om at anbefale den:
Letlæselig krimi, hvor man hurtigt får sympati for hovedpersonen Kat. Der berøres på elegant og intellektuel vis omgang med sociale medier som datingsites på internettet. Spændingen tiltager i styrke og kulminerer i en forbavsende og overraskende slutning. Derfor vil vi (min mor og jeg) varmt anbefale Savner dig til alle krimielskere. Vi glæder os til Harlan Cobens næste spændingsroman Seks år.
Harlan Coben er helt ny for Kirsten Hauge Helligsøe, der ellers mere har været til nordiske femikrimier, men hun er blevet lokket over mod noirgenren af ham:
Hvem er det egentlig, der savner, og hvem er det, der savner hvem? Og hvem er DE overhovedet? Er de dem, man tror, de er, eller er de nogle helt andre? I begyndelsen af denne fængende roman, bliver man bragt på en rejse ind i et univers, hvor der er en hårfin balance mellem, hvad der er fakta -og så det, vi slet ikke ved. Denne litterære stemning, som skabes, pirrer konstant ens nysgerrighed til liiiiige at læse bare en enkelt side mere. Og så måske lige en til.
Indrømmet, Harlan Coben er helt ny for mig. Har i det meste af mit lange krimiliv sværmet for de nordiske krimier. Men efter Harlan Cobens Savner dig er jeg nu klar til en længere flirt med de amerikanske af slagsen, Og så er det jo godt at, jeg har resten af Cobens romaner til gode.
Savner dig er langt fra "femi” krimi og lidt tættere på det jeg vil beskrive som en hårdkogt krimi - men ikke for tæt. Vi mærker troværdigheden i de forskellige personligheder, der beskrives med et sprog, som inviterer til, at vi lærer dem at kende efterhånden, som vi møder dem. Jeg ved nu lige præcis, hvordan de alle sammen ser ud. Coben fører os også med ind i et miljø, lige midt i New York, der på klassisk vis forfører og forfærder. Og ind i et netdating-miljø, der ligeså forfærder og forfører. Beskrivelsen af de kvinder, der ”lokkes” via netdating holder, og det gør den kun, fordi det ligeså godt kunne være dig og mig – os alle - med hver vores livshistorie og bevæggrunde.
Åben bogen, og lad Cobens pen fører dig gennem historien. Følg med den sympatiske hovedperson Kat gennem gennem siderne i hendes jagt på datingforbrydere, sandheden om sin ekskæreste og om, hvem der var skyld i hendes elskede fars død. Og lad dig underholde, lad dig undre og bliv forfærdet, fanget, kildet og kærtegnet af historien, sproget og karaktererne. Alt dette kædet ind i en nutidig, og dybt fangende historie.
Læs den – og rigtig god fornøjelse.
Så er der de simpelthen ovenud begejstrede som Bjarne Taudal:
Jeg savner allerede at læse Harlan Cobens krimi Savner dig! Tænke sig, at man stadig, her hvor den teknologiske udvikling har sat os i stand til at få adgang til alle mulige – og umulige – historier og fortællinger i løbet af et splitsekund, kan blive hooked på en fortælling i et så gammeldags medie som en krimi-roman af papir! Men ikke desto mindre var det hvad der skete for mig. Jeg havde forventet at skulle bruge det meste af en måned på at komme gennem Harlan Cobens krimi, for jeg havde travlt og så havde jeg aldrig tidligere læst noget af ham. Jeg slugte Savner dig på under en uge. På engelsk ville man kalde krimien for en pageturner. Jeg ved ikke hvad den danske oversættelse skulle være, men det er også ligegyldigt, for det er jo slet ikke det det handler om. Harlan Coben har begået en kvalitets krimi, der med det samme får tag i læseren. Med en litterær betegnelse vil man sige at anslaget virker perfekt. Man kan selvfølgelig diskutere hvor originalt det er at lade hovedpersonen være en kvindelig New Yorker betjent, for er vi ikke blevet præsenteret for den slags i talrige TV serier, film etc. Jo, men netop derfor er det modigt gjort, og så virker Kat Donovan helt menneskelig. Harlan Coben skriver i et dejligt flydende og letforståeligt sprog og specielt er dialogen mellem de forskellige personer meget troværdig. Der er noget utvungent over Cobens sprog, der får os til at føle os til stede i samtalerne, som om de finder sted her og nu. Samtidig formår han også at gøre New York nærværende. Afslutningsvis er plottet velkomponeret, og for en gangs skyld er det ikke baseret på en gerningsmands eller –kvindes psykologiske traumer fra barndommen. Selv gerningsmanden bliver faktisk befriende menneskeligt troværdig, om vi så kan lide det eller ej. Jeg glæder mig til flere Harlan Coben krimier, men håber ikke det bliver med Kat Donovan som hovedperson. Det er en flot afrundet fortælling, så lad Kat, Jeff og Aqua og resten af persongalleriet få lov at være i fred.
Den gruppe melder Per Larsen sig også i:
Lad mig med det samme slå fast, hvis man er til god spænding og medrivende krimi, så bliver man solgt! Hvor man oftest venter utålmodigt på at spændingsniveauet skal blive skruet op, formår denne forfatter at fastholde én i et spændings–skruestik fra start til slut! Med stor præcission og fin balance formår han at fodre krimien med lokkemad der får os til lige at skulle have næste side med! Det giver Savner dig et ekstra pift i forhold til andre krimier! En bog der er meget svær at lægge fra sig!
