“Det var altså nogle underlige mænd, vi fik,” konstaterer Heidis veninde Mette hen mod slutningen af Den afskyelige. Det kommer så fra en der har luffer i stedet for hænder, til en der har et dybfrossent G-punkt. Der er ikke rigtig længere noget der er normalt i Charlotte Weitzes klimaroman, som blev annonceret med en serie radioprogrammer på Radio 24/7 for efterhånden tre år siden, hvor man fulgte hende i researchfasen. Her talte hun med en række eksperter og fantaster om de udfordringer klimaforandringerne skaber for menneskeheden, men også de muligheder det giver os for at leve på helt andre måder end vi før har gjort - simpelthen fordi det bliver tvingende nødvendigt for os at finde nye måder at leve på.
I den roman der kom ud af det, er menneskeheden allerede langt hinsides muligheden for at vælge at lægge om. Vi befinder os et sted ude i den ikke alt for fjerne fremtid, hvor vores handlingslammelse har bevirket nogle temperaturstigninger der har fået alt til at ændre sig på en gang: Golfstrømmen har ændret bane, og dermed er klimaforandringerne eskaleret langt hurtigere end nogen havde troet de ville. På den måde kommer Den afskyelige til at minde om Kaspar Colling Nielsens Den Danske Borgerkrig 2014-18, hvor han lod den igangværende finanskrise gå grassat og befolkningen hævne sig på politikere, erhvervsfolk og bankansatte for så fra et sted nogle hundrede år ude i fremtiden at lade sin protagonist se tilbage på hvad der egentlig var foregået dengang. På den måde er Charlotte Weitze og Kaspar Colling Nielsens bøger skoleeksempler på påstanden om at det science fiction - eller her subgenren cli-fi - i virkeligheden gør, er at belyse sin egen samtid, ikke fremtiden.
I den fremtid hovedpersonen Heidi lever i, lever alle med klimaforandringerne. Vintrene er holdt op med at være kolde, også nord for Danmark, hvor granerne for længst er gået ud, kiwitræer plantet i stedet, og der bliver født flere og flere mennesker med misdannelser. Det er på sin vis alarmerende, men veninden Mette konstaterer bare at “man ikke kan forudse, hvilke kompetencer fremtidens børn skal have, fordi verden forandrer sig.” Det gør den, og den gør det hurtigt. Det er ikke længere siden end da hun var barn, at Heidi stadig tog på skiferie med sine forældre. Det er slut nu, men det ville det under alle omstændigheder også have været alligevel, for på den sidste skitur skete der noget med hendes storesøster Angelica en nat på en af løjperne, så hun blev lam og måtte ligge i respirator, indtil hun i begyndelsen af romanen dør. På det tidspunkt arbejder Heidi som rengøringsassistent på hospitalet, og det er her hun møder den ret specielle Kenneth. Speciel som i to en halv meter høj, voldsomt behåret og med en kropstemperatur der slet ikke er skabt til klimaforandringerne. Hvad han er for en skabning, ligger kraftigt antydet i romanens titel.
Antydningens kunst
Den afskyelige arbejder med antydninger frem for forklaringer. Bortset fra nogle korte, faktuelle afsnit i begyndelsen af romanen, fremlægges den verden Heidi lever i, nøgternt og selvfølgeligt. Handlingen er henlagt til en inddæmmet fjord for foden af det fiktive Klaftafjeld, og det angives i en bisætning at det er et sted nord for Danmark, men alle personerne har navne som Heidi, Kenneth, Mette og Emilie der er typisk danske eller i hvert fald meget lidt norske eller islandske. Vi får ikke at vide om de er klimaflygtninge, det er op til læseren at forestille sig den baggrundshistorie, ligesom man selv må forestille sig hvad det egentlig er der er skyld i de muterede børn der fødes. Hvad vi til gengæld får at vide, er at befolkningen gav op overfor klimaforandringerne på et tidspunkt i den nære fortid, der må formodes at være lige omkring vores nutid. Der blev simpelthen ikke gjort nok, og da det alligevel virkede uafvendeligt, droppede befolkningen helt at forsøge at gøre andet ved det end at indstille sig på at montere aircondition i alle hjem, bygge dæmninger og udbygge hospitalerne.
Det svigt prøver Heidi og Kenneth at råde bod på ved at leve så CO2-neutralt som overhovedet muligt. De bygger et hus der kan flyde, hvis der skulle komme en flodbølge, og de lever så selvforsynende som overhovedet muligt, mens de fører et pertentligt CO2-regnskab med deres forbrug og prøver at få det til at gå i nul. Den del af bogen er interessant, fordi den ikke handler om survivalisme, men om fanatisme: Heidi og Kenneth opleves som en belastning af deres omgivelser, fordi de ikke vil indgå i et fællesskab hvor man drikker kaffe, kører bil, spiser kød eller tillader sig anden form for luksus. De prædiker, og hvis der er noget folk der har givet op, ikke gider høre på, er det folk der ikke har givet op og mener at der stadigvæk er noget at kæmpe for. For godt nok er Heidi og Kenneth næsten ulideligt fanatiske, men det er stadigvæk dem der har ret og alle andre der er galt på den. I hvert fald ifølge bogens præmis. De fleste andre vil bare have det bedste ud af den tid der er, inden det hele uvægerligt går under, og alle må flytte ud til kolonierne på Mars. Det er en fremskrivning af nogle af de gængse argumenter miljøforkæmpere i dag mødes med, en bekvem fornægtelse.
Den afskyelige er god til at anskueliggøre hvad det er for en katastrofe vi kan stå over for. Hvad der er at gøre for at forhindre det, og hvor besværligt det er. Hvad de afsavn vi ikke orker at lide, skal gøre godt for. Charlotte Weitzes roman er i høj grad et pædagogisk projekt: Det er ikke en roman for benægterne, for de kommer ikke til at blive overbevist af magisk realisme, men måske kan den rykke noget hos tvivlerne. Den afskyelige er under alle omstændigheder en bog der kan bestyrke de overbeviste miljøforkæmpere om det rigtige i deres kamp. Uanset hvor udsigtsløst det kan virke.
