Indtil for nylig var Unica Zürn ikke et navn man kendte i Danmark uden for en lille kreds af forfattere som Mette Moestrup, Olga Ravn og Bjørn Rasmussen, der alle har det til fælles med Zürn at de i deres skrift beskæftiger sig med kroppen, oplevelsen af ens egen krop og grænserne for hvad man kan stille op med den, og hvad andre tillader en at gøre med den. Hvordan kroppen bliver politisk, så snart man ikke accepterer andres krav på ens krop eller deres dom over hvordan man bruger den. Det felt har en række yngre danske forfattere afsøgt i deres bøger over de senere år, men allerede i efterkrigstidens Tyskland arbejdede Unica Zürn med sin krop i performancekunst, i tegninger og i de tekster hun skrev til tidsskrifter og aviser, samtidig med at hun under påvirkning af surrealismen og psykoanalysen testede grænserne for hvordan virkeligheden kunne opfattes.

I en tid hvor flere af det tyvende århundredes markante kvindelige forfattere bliver genudgivet og læst med nye øjne, passer Unica Zürn næsten alt for perfekt ind: Som Sylvia Plath, Tove Ditlevsen og Virginia Woolf skrev hun om kvinders rolle i samfundet og om deres seksualitet med en for samtiden uhørt åbenhed – og som dem røg hun selv livet igennem ind og ud af psykiatriske afdelinger og endte med at begå selvmord i 1970. Det korpus af tekst hun efterlod sig, var så overskueligt med sine tre kortromaner, hvoraf to endda først udkom posthumt, og en enkelt samling anagramdigte.

En af de romaner, Mørkt Forår, udkom i efteråret på det nystartede Forlaget Sidste Århundrede, en anden, Jasminmanden, er netop blevet annonceret til efteråret på Basilisk, og anagramdigtene Heksetekster blev for et par år siden versioneret til dansk i et stærkt begrænset oplag på mikroforlaget Oficin. Men før det var Unica Zürn først og fremmest kendt, for så vidt som hun overhovedet var kendt, som kunstneren Hans  Bellmers muse, og det er det forhold der er udgangspunkt for Kirstine Reffstrups debutroman Jeg, Unica. Det var Reffstrup der for et par år siden var den første til at omsætte Zürn til dansk med Heksetekster, og det er det stof, som hun i sin tid faldt over ved et tilfælde i en berlinsk boghandel, som hun nu arbejder videre med som en fiktion der i sin tone og sin sært resignerede febrilskhed afspejler den tone man på dansk kender fra Zürns egen Mørkt Forår.

Entartete Kunst

Unica Zürns familie tilhørte Berlins bedre borgerskab og plejede omgang med spidserne inden for nazistpartiet. Hun blev gift med en kontorist og fik to børn under krigen, men ægteskabet gik i opløsning, efterhånden som Unica Zürn opgav at holde på formerne og spille den pligtopfyldende Hausfrau. I 1950’erne, hvor hun selv var begyndt at skrive, tegne og spille kabaret, mødte hun kunstneren Hans Bellmer, som i tiden op til Hitlers magtovertagelse havde fremstillet deforme pigedukker som han fotograferede med lemmerne sat forkert på i en direkte udfordring af nazisternes atletisk sunde kropsideal, indtil han måtte flygte til Paris, udråbt af nazisterne som en af de dekadente kunstnere, entartet.

Billederne af den dukke opdager et amerikansk diplomatpar i Kirstien Reffstrups roman i slutningen af 50’erne, og de opsøger Hans Bellmer i hans eksil i en lille fransk landsby for at få ham til at skabe dem en ny. Unica Zürn er en aktiv del af projektet med at skabe en ny dukke, og hun poserer selv som indsnøret dukke i en serie let bizarre, bondagelignende billeder, som også findes i virkeligheden, men efterhånden glider hun i baggrunden for Bellmers arbejde, og da diplomatparret ankommer, er hun selv reduceret til en dukke, som man kan gøre med hvad man lyster.

“Hvor er den usynlige grænse, spurgte hun, hvor mennesket ikke længere er menneske og forvandler sig til noget andet end sig selv,” lader Kirstine Reffstrup en aldrende mæcen spørge ved et selskab for kunstnere, og det er den transformation Jeg, Unica beskriver gennem Unica Zürns kværnende tankestrøm, hvor erindringer rodes sammen med fantasier, hvor det sønderbombede Berlin med sit murstøv overalt står tilbage som et billede på den pudrede, sønderbrugte kvindekrop. Moderen, hustruen, datteren. Hans Bellmers dukke og de grænseoverskridende erotiske tegninger han også lavede, er et opgør med den kultur han selv er rundet af, hvor kvinden ikke er andet end et objekt, et viljeløst væsen, men han antager selv en klassisk dominerende manderolle overfor sin elskerinde, og hans kunst afspejler også det mandlige blik på kvindekroppen.

Ligesom der ingen løsning var for Unica Zürn selv i det virkelige liv, gives der heller ingen løsninger i Jeg, Unica. Kirstine Reffstrup giver et billede af en plaget kvindes tankestrøm og ikke mindst af de ydre omstændigheder der former – eller deformerer – hendes liv, men hun giver ingen forløsning. Hvad hun giver, er en indsigt i en kunstverden, som ofte bliver hyldet, men hvor der ikke bliver ofret nær så meget tid på eftertanke over alle dem der måtte ofre sig for at bære de store kunstnere frem. Og så giver hun en god nøgle til forståelse af Unica Zürns lille, foruroligende forfatterskab, netop nu hvor det er ved at blive rullet ud på dansk med et lille halvt århundredes forsinkelse.