Madrid 1980: Fem år efter Francos død er spanierne ved at komme videre og finde ud af, hvordan det frie liv kan leves. Om natten raser byen med et vildt og næsten aggressivt løssluppent liv på barer og diskoteker, og i hjemmene er alle ved at vænne sig til de nye muligheder, der byder sig. Friheden er stadig skrøbelig, og alle er enedes om at slå en streg over fire årtiers brutal undertrykkelse under diktaturet og borgerkrigen for ikke at sætte freden over styr, også selvom graden, mængden og ikke mindst længden af brutalitet og undertrykkelse langt fra har været lige på republikanernes og fascisternes side. At republikanerne dræbte præster og fabriksejere under borgerkrigen tilbage i 1930’erne bliver brugt som undskyldning for ikke at rippe op i de uhyrligheder, fascisterne efterfølgende begik under små fire årtiers militærdiktatur.

Og sådan er det også i hjemmene, som den unge Juan De Vere erfarer, da han bliver personlig assistent for filminstruktøren Eduardo Muriel og indlogeres i pigekammeret i en labyrintisk herskabslejlighed i et af Madrids bedre kvarterer. Der er lagt låg på nag og nid, men det forhindrer alligevel ikke Muriel i konstant at tilsvine sin kone, Beatriz Noguera, som går rundt i en døs og sidder timevis i stilhed foran klaveret, mens metronomen lader tiden gå. Muriel kalder hende en flodhest, selvom der i Juans øjne absolut intet tungt eller frastødende er over den høje fyrreårige kvinde med de svungne former og den glødende sensualitet, som hverken aldersforskellen eller hendes tristhed over mandens konstante afvisninger af hendes tilnærmelser formår at skjule.

Der er også vennen, børnelægen Van Vechten, som Muriel beder Juan gøre sig venner med for at finde ud af, om der er hold i de grusomme rygter, han har hørt om hans ageren under diktaturet. Men Javier Marías er egentlig ikke så interesseret i intrigerne, hverken den løgn, der ligger til grund for fjendskabet i ægteskabet mellem Muriel og Beatriz, eller deres affærer. I ‘Ondt er begyndt’ handler det ikke om at løse gåder, men om at undersøge den ondskab, som personerne lader sig forlede af. En ondskab, der bliver nuanceret, så det endelige opgør med den udebliver, og de i stedet forsøger at leve med den, nøjagtig som samfundet som sådan gør.

På trods af sin grusomhed er Muriel ikke ond, eller i hvert fald ikke kun ond, og Beatriz er heller ikke uskyldig, selvom Juan ønsker at se hende sådan, som et offer. Van Vechten, derimod, er en diabolsk person, viser det sig efterhånden, men langt hen ad vejen forbliver det uklart for Juan og læseren, præcis hvad hans grusomhed består i, og hvad årsagen til den er. Ondt er blot begyndt, som det lyder i det Shakespeare-citat fra ‘Hamlet’, der giver romanen sin titel, og det fører naturligt mere ondt med sig, indtil det ikke længere er så vigtigt, hvad det egentlig var, der startede det.

Når man giver afkald på dette, når man giver afkald på at vide, hvad der ikke er til at at vide, da begynder måske det onde, men til gengæld ligger det værre bag én, for at parafrasere Shakespeare.

Sådan kan det onde altså få lov at relativere sig selv, så det bliver så nogenlunde til at leve med. Bortset fra at det er det selvfølgelig alligevel ikke. Javier Marías indkredser i romanen Ondt er begyndt temaet på ganske egensindig vis: Som man vil vide, har de romanske sprog og ikke mindst de sydeuropæiske intellektuelle gerne en forkærlighed for sætninger, der er væsentligt længere og mere floromvundne, end vi er vant til i de germanske, og i oversættelse betyder det, at man til tider skal holde tungen lige i munden for at hænge med over de lange afstande fra punktum til punktum. Sådan var det, når man læste portugisiske José Saramago, og sådan er det i endnu højere grad hos Javier Marías, men med den meget væsentlige forskel, at Javier Marías bevidst forsøger at hægte en af. Et eksempel på det er en sætning som denne, der falder allerede på anden side:

Dengang var der endnu ikke noget, der hed skilsmisse, og da Muriel og hans kone blev gift, en snes år før jeg blandede mig i deres liv - eller det var snarere dem, som krydsede mit, der så at sige kun lige var en nybegynders - forventede man endnu mindre, at det en dag igen ville blive indført.

Hvis man fjerner alle indskuddene står man tilbage med dette udsagn, der modsiger sig selv: “Dengang var der endnu ikke noget, der hed skilsmisse, og da Muriel og hans kone blev gift [...] forventede man endnu mindre, at det en dag igen ville blive indført." Skilsmisse, som er det, ordet “det” nødvendigvis må føre tilbage til, var altså endnu ikke tilladt, men ville ikke desto mindre blive det igen, og det er jo altså noget sludder. Kort efter får Javier Marías også i en bisætning sneget denne beskrivelse ind af den langbenede Muriel:

Han var høj, en del højere end gennemsnittet i sin generation, den efter min fars eller måske endda den samme. Det fik ham til at se stærk og stilfuld ud ved første øjekast, selvom hans skikkelse ikke var maskulin på den ortodokse måde: Han var lidt smalskuldret i forhold til sin statur, hvilket fik det til at se ud, som om mellemgulvet bulede ud, skønt han ikke var tyk nogen steder på det område eller havde uforholdsmæssigt brede hofter, og derfra udgik nogle meget lange ben, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre af, når han sad ned. Hvis han lagde dem over kors (og det var det, han trods alt foretrak), nåede foden på det ben, der lå øverst, naturligt helt ned til gulvet, noget, som nogle kvinder, der er stolte af deres ben og ikke ønsker at vise det, der hænger eller ser tykkere ud eller deformeres af det knæ, det hviler på, opnår med en kunstig eller skæv stilling og ved hjælp af høje hæle.

Det er jo et billede, man sagtens kan se for sig, indtil det går op for en, at det ikke kan lade sig gøre, med mindre altså det ene ben er markant længere end det andet. Og det er ikke det, der står.

Det er med andre ord noget frygteligt sludder, Javier Marías ind imellem skriver, men efterhånden som man læser, går det op for en, at det er aldeles tilsigtet: Her tjener de mange indskud og digressioner ikke til at indkredse temaet, men derimod til at skyde læseren væk fra ondets rod, på vildveje, der kan lade læseren tro, at bliver der blot hældt ord nok på, kan det næsten lykkes en at glemme, at det onde eksisterer. På den måde minder det næsten om at læse den argentinske forfatter Rodrigo Fresán, der også broderer sine fortællinger med minutiøse detaljer og almene betragtninger for på den måde at slippe for at fortælle selve den smertefulde og dybt sørgelige historie.

Javier Marías lægger også adskillige spor ud til læseren, der rækker tilbage til hans eget liv: Professor Rico, en del af den kulturelle inderkreds rundt om Muriel, stræber bogen igennem efter at blive indlemmet i det Kongelige Spanske Akademi. En af Muriels nærmeste filminstruktørkolleger og -rivaler er Jess Franco, som Javier Marías selv var personlig assistent for i 1980’erne, og som i øvrigt er hans onkel. Og endelig deler Javier Marías opvæksten i eksil i det amerikanske universitetsmiljø med romanens Beatriz.

Men Ondt er begyndt er ingen nøgleroman. Om noget er det nøglen til at forstå det moderne spanske samfund. Eller ondskaben selv.